Se her hvordan du nemt laver rød spidskål i ovn. Spidskålen skæres i seks stykker, dryppes med olie og bages næsten mør i ovnen.
Den røde spidskål er en af de smukkeste kål vi har, og opskriften på rød spidskål i ovn er ret simpel.
Men du får et smukt stykke tilbehør, der samtidig smager virkelig godt, og som naturligvis er sund.
Jeg plejer at bage spidskålen i cirka 20 minutter, fordi den så stadig har en smule bid. Og det kan jeg godt lide.
Men hvis du ønsker den helt mør, ja så giver du den blot fem minutter med. Og hvis spidskålen bliver før mørk, kan du med fordel blot lægge et stykke sølvpapir over fadet.
Opskriften er rød spidskål til fire personer.
Til rød spidskål i ovn skal du bruge:
1 stor rød spidskål
Olivenolie
Groft salt
Sådan laver du en perfekt rød spidskål i ovn:
Skær det allernederste af stokken på den røde spidskål af, og kassér den.
Derefter deles spidskålen i to halve på den lange led, som hver igen deles i tre store både.
Læg forsigtig kålbådene i et ildfast fad, så de ikke skiller af.
Dryp dem med en god omgang olivenolie, og drys med groft salt. Gerne flagesalt, men ikke nødvendigvis.
Stil fadet ind i en forvarmet ovn ved 185 grader varmluft, og her skal de nu bages i cirka 20 minutter.
Som skrevet længere oppe kan du give dem lidt længere, hvis du ønsker den røde spidskål mere mør, og du kan overdække fadet med spidskålen hvis de begynder at blive for mørke.
Ovnbagt spidskål er blandt andet dejligt tilbehør til oksefilet, men prøv dem også til frikadeller i ovn eller en kogt hamburgerryg.
TIP: Kan du ikke skaffe en rød spidskål, er fremgangsmåden den samme med en almindelig spidskål.