Puste æg er slet ikke så svært, hvis man har styr på teknikken. Se, hvordan du gør det uden at ødelægge skallerne eller få rå æg i munden.
Det er snart påske, og vi skal puste æg, så vi får nogle flotte, hjemmemalede påskeæg.
Men hvordan undgår vi, at få æggehvide om munden eller smadre æggeskallerne?
Det skulle jo nødigt ende ligesom i filmen 'Blinkende Lygter', hvor Søren Pilmarks karakter, Thorkild, bliver så rasende på Sofia Gråbøl, at han giver hende en knytnæve i hovedet.
I filmen kunne han ikke få hvide og blomme ud af ægget, og da hun hånede ham, ja, så gik det altså galt.
Vi har nok prøvet det selv - at puste og puste som en anden ulv, uden der sker noget. Hullet er for småt, hviden for fast.
Men med disse råd skulle du kunne puste æg uden problemer.
5 tips til at puste æg
- Først og fremmest anbefaler Fødevarestyrelsen, at vi lige spritter ægget af, og lader det tørre lidt, før vi sætter munden til og puster. Det fjerner risikoen for salmonella. Den er minimal i forvejen med danske æg, men hellere sikker end syg.
- Den nemme måde, hvor du sætter munden til og puster, gør du ved at stikke hul i begge ender af ægget. Hullet skal være på størrelse med en tændstik.
- Ryster nu ægget, så du får hvide og blomme til at blive mere porøse. Så er det bare om at puste, til det hele ryger ud.
- Vil du helgardere dig, så du ikke skal have munden til ægget, kan du gøre det ved at stikke et stort nok hul til, at du kan få et tyndt sugerør ind. Du puster så i sugerøret, som du har klippet ned til en tredjedel.
- Du kan også købe en engangssprøjte på apoteket. Her suger du æggemassen ud af ægget ved at trykke stemplet i bund og suge massen op i sprøjten. Omvendt kan du også puste luft i ægget, så massen ryger ud gennem det modsatte hul.
Hvad gør vi med æggemassen
Husk at vaske hænder, inden du går i gang med ægget - og efter. Æggeskallerne skal også helst skylles, før de males.
Du kan sagtens bruge æggene til madlavning, når du har pustet dem ud med en sprøjte eller et sugerør.
Blot skal det være mad, der er opvarmet som en omelet eller i en kage, hvor de opvarmes, så alle bakterier forsvinder. Det gør de, når temperaturen er over 75 grader.
Derfor får du nogle opskrifter, hvor der skal masser af æg i, for det er spild af alle de gode æg, hvis de blot ryger i skraldespanden.
Del dine ideer og tanker med os andre her: