En nem og hurtig opskrift på ørred i ovn. Ørrederne pakkes ind i sølvpapir, og bages cirka 20 minutter ved 200 grader. En dejlig måde at lave fisk på.
Ørred i ovn er en super lækker spise, som samtidig er nem at lave.
Her er en god opskrift på ørred i ovn, hvor den lækre fisk pakkes ind i folie. Samtidig hældes lidt hvidvin ved fisken, hvilket giver en vidunderlig smag.
Opskriften er lavet med gode, danske regnbueørreder. Du kan selv fange dem derude i de danske vandløb, eller købe dem hos din fiskehandler eller i supermarkedet.
Ørreden er en fremragende spisefisk, og så er det jo sundt med fisk på bordet. Ja, faktisk bør vi alle spise fisk mindst to gange om ugen, og her er regnbueørrederne altså en god mulighed.
Opskriften er beregnet til fire personer.
Se også her hvordan du laver verdens bedste laks i ovn.
Ingredienser til ørred i ovn
4 stk. ørred - gerne friske og danske ørreder
4 tomater
4 fed hvidløg
1 dusk persille
2 deciliter hvidvin
Citronsaft
Salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Rengør ørrederne, og krydr dem med lidt sat og friskkværnet peber. Både indvendigt og udvendigt.
- Hak tomaterne groft, hvidløgsfed hakkes fint, og persille groft.
- Bland det hele sammen, og fordel i de fire ørreder.
- Læg hver ørred på et stykke sølvpapir (gerne grillfolie, der er lidt kraftigere sølvpapir), og foldkanterne lidt op. På den måde er du sikker på, at fyldet ikke løber ud i ovnen. Så vær omhyggelig med denne del.
- Dryp ørrederne med lidt citron, der giver ørrederne en god syre.
- Hæld så cirka en halv deciliter hvidvin i hver pakke, og luk dem tæt.
- Stil fiskepakkerne i et stort ildfast fad, eller på en bradepande.
- Bag nu dine ørreder i ovn ved 200 grader varmluft, hvor de skal have cirka 25 minutter.
Så er der hvidvinsdampet ørred i ovn, og det smager altså virkelig godt.
Server eventuelt med persillekartofler og en salat med spidskål.
Her er min opskrift på rødspætter i ovn.
Arne Refsgaard
Hvor kan man købe sølvpapir? er det ikke meget dyrt?
Jeg plejer at bruge staniol eller alufolie.
Agnethe
Staniol, sølvpapir og alufolie er 3 ord for samme ting:)
Flemming
Blot en lille kommentar. Regnbueørreder er ikke hjemmehørende i Danmark, og kan forhåbentlig ikke fanges nogle steder. Det er kun en opdrætsfisk, der bliver bekæmpet hårdt ved udslip, da den alvorligt truer den naturlige bestand af havørreder, da de æder dennes yngel med stor grådighed.
Opskriften er ellers ganske udmærket