Asparges er en skøn forårs-spise, men mange oplever en uheldig bieffekt af at spise dem. Hvorfor lugter tis, efter vi har spist dem? Her er forklaringen.
Hvorfor lugter tis, når vi har spist asparges? Det spørgsmål er der mange, som stiller. Og det kan vi godt forstå, for hvad er der med den uskyldig udseendet grøntsag, der gør, at mange kan lugte den, når de tisser?
Når jeg skriver mange, er det fordi, det ikke er alle mennesker, som kan lugte det, men det vender vi tilbage til.
Asparges er en såkaldt stængelgrøntsag som bladselleri og rabarber. Den eneste forskel på den grønne og hvide asparges er selve dyrkningsmetoden. De grønne vokser over jorden, de hvide under.
Det er solen, der får asparges til at blive grønne. Det hverken lugter eller smager grimt, når vi tilbereder og spiser asparges, hvorfor lugter tis så bagefter?
Svovl er synderen
Forklaringen er, at asparges indeholder en syreforbindelse med svovl - aspargussyre. Denne syre er vandholdig og binder sig til urinen.
Det betyder, at svovldampen kommer ud med urinen i modsætning til hvidløgets svovl, som vi udskiller gennem huden og ikke mindst lungerne. Bare tænk på hvidløgsånde.
Det er kun muligt at undgå disse svovl-lugte, hvis vi skam-koger asparges, men det er synd for den lækre grøntsag.
Til gengæld er det ikke alle, der vil spørge "Hvorfor lugter tis, efter jeg har spist asparges?" Det er nemlig ikke alle, som kan lugte det. Kun halvdelen af jordens befolkning.
Det ligger i generne
Det skyldes ikke, at de ikke udskiller svovllugten, men de kan simpelthen ikke lugte det på grund af deres genetiske sammensætning.
Det er samme årsag til, at nogen afskyr frisk koriander og mener, at det smager af sæbe.
En artikel fra Videnskab.dk forklarer, at koriander indeholder aldehyder, og at folk med en særlig genetisk variant opfatter koriander-duft som sæbeduft.
Ifølge KemiIFokus tager det mindre end en halv time, fra vi har spist asparges, til vi kan lugte svovlforbindelsen, når vi går på toilettet.
Men lad os nu nyde vores asparges, som kan pifte enhver ret op - og så må vi jo bøde for det senere. Den tid, den sorg.
