Her er min opskrift på grydestegt oksespidsbryst. Med denne tilberedning, hvor kødet steges med løg og champignon, får du et mørt stykke kød i topklasse.
Grydestegt oksespidsbryst. Alene navnet får næsten mundvandet til at løbe, og det er her er da også et stykke oksekød, som du kan spise uden gebis.
Kødet får lov til at simre i en smagsstærk suppe i tre timer, og det giver altså et enestående stykke kød. Som både er mørt, saftigt og virkelig lækkert.
Den færdige sky koges lidt ind, jævnes lidt og smages til. Det er simpelthen verdens bedste sovs, blandt andet i kraft af umami fra champignon. Så der er ikke noget meget bedre end grydestegt oksespidsbryst.
Omkring oksespidsbryst skal det siges, at det ikke er et dyrt stykke kød, omend heller ikke blandt de allerbilligste.
Udskæringen fås både som relativ tynd, og så i en lidt tykkere form på op til en 6-7 centimeter. Og det er sidstnævnte jeg har anvendt i denne opskrift, og som jeg synes fungerer bedst.
Så prik lige slagteren på skulderen om bed om et tykt stykke af oksespidsbrystet. Ikke fordi der er den vilde forskel, men lidt mere højde på kødet gør slutresultatet bedre.
Opskriften på grydestegt oksespidsbryst er beregnet til fire personer som hovedret.
Se også her hvordan du laver langtidsstegt oksespidsbryst i ovn.
Ingredienser til grydestegt oksespidsbryst
Ca. 1 kilo oksespidsbryst
2 rødløg
2 porrer
3 fed hvidløg
250 gram champignon
2 cherrytomater
5 deciliter kalvefond
1 dusk timian
Maizena
2 spiseskefulde gastrik
Lidt fløde
Salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Oksespidsbryst skæres ud i fire store stykker. Rids fedtet på oversiden med en skarp kniv. Gerne i ruder.
- Varm en stegegryde op, og gerne din bedste støbejernsgryde. Kom en sjat olie og en god klat smør i og lad det bruse af.
- Brun så kødstykkerne to ad gangen, så de får en god stegeskorpe på alle sider. Det er vigtigt til en god omgang grydestegt oksespidsbryst. Læg til side og krydr med salt og peber.
- Rødløg snittes groft, porrer i en centimeter tykke og skrå skiver, mens hvidløgsfed mases flade med siden af kniven. Svitses i gryden.
- Champignon børstes rene for jord og deles i kvarte, hvorefter de tilsættes. Lad grøntsagerne svitse godt af.
- Del to cherrytomater i kvarte om kom dem i gryden.
- Læg de brunede stykker oksespidsbryst tilbage i gryden, og tilsæt kalvefond. Kom også grofthakket timian ved og lad det koge op.
- Skru så ned for varmen, læg låget på og lad oksespidsbrystet simre i tre timer. Her passer gryden sådan set sig selv.
- Efter tre timer er en grydestegt oksespidsbryst ultramør, og det tages forsigtigt op på en tallerken.
- Skyen sigtes og koges lidt ind.
- Jævnes med lidt Maizena udrørt i en smule koldt vand, og smages til med gastrik, fløde samt salt og peber.
Anretning
Grydestegt oksespidsbryst er nem at anrette. Læg et stykke kød på en lun tallerken og kom en spiseskefuld sauce over.
Lækkert tilbehør er ovnbagte rødbeder og intense tomater.
Winni Bergmann Andersen
Hvad er gastrik?