Bælgfrugtsalat er en skøn salat med grønne linser, kikærter, feta og en masse grøntsager. Spises til middag eller tages med i madpakken.
Bælgfrugtsalat er en salat, der udover de sprøde grøntsager består af grønne linser og marinerede kikærter.
Det er alletiders måde at få flere af de sunde bælgfrugter inkorporeret i sin kost. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at vi spiser 100 gram bælgfrugter dagligt, men det kan være svært at finde på opskrifter.
Kommer du dem i salater, er du allerede godt kørende, og så kan du jo lave nok til madpakken næste dag.
Opskrift på bælgfrugtsalat
Bælgfrugtsalat - super sund og mættende
Ingredienser
- 240 gram kikærter - 1 dåse
- 1 deciliter linser - grønne, tørrede
- 4 stk tomater - i tern
- 0,5 stk rød peberfrugt - i tern
- 10 centimeter agurk - i tern
- 3 stk forårsløg - tynde skiver
- 50 gram majs - lille dåse
- 50 gram feta - i tern
- 10 stk oliven - sorte, skæres i skiver
- 1 håndfuld persille - hakket
- 1 håndfuld purløg - klippet i små stykker
Marinade
- 3 spiseskefulde olivenolie
- 1 spiseskefuld rødvinseddike
- 1 spiseskefuld citronsaft
- 1 teskefuld honning
- 1 fed hvidløg - presset
- 0,5 teskefuld chiliflager - evt. mere eller mindre
Sådan gør du
- Begynd med at koge de grønne linser i ca. 15 minutter, hvis du har købt dem tørrede. Hæld dem i en si og skyl med koldt vand. NB: Hvis de er fra dåse eller karton, kan du marinere dem sammen med kikærterne med det samme.
- Bland marinaden godt sammen og smag til. Vend kikærter og linser i marinaden og lad dem trække i marinaden i køleskabet, mens du skærer grøntsager.
- Skær grøntsager og fetaost i tern, dræn majs for vand og hak krydderurterne. Skær oliven i skiver.
- Bland grøntsagerne med den hakkede persille og det klippede purløg. Vent med feta og oliven til efter, du har vendt grøntsagerne med bælgfrugterne.
- Når linser og kikærter har trukket i køleskabet, blander du dem sammen med grøntsagerne. Vend oliven, salt og peber i salaten og dryp en god balsamico henover. Drys til sidst med fetatern, så er din bælgfrugtsalat klar til at blive spist.
Få tilsendt opskriften på mail
Næringsindhold
Tip
Du kan både købe tørrede kikærter. Det er billigere end på dåse, men tager også lidt forberedelsestid, da kikærterne skal ligge i blød i mange timer, før de koges.
Der findes linser i flere farver, så brug dem, du har, eller bedst kan lide.
Husk blot, at du får mere smag i bælgfrugter, hvis de marineres, før de blandes i din bælgfrugtsalat.
Du kan også finde 7 opskrifter med bælgfrugter her. Eller prøv vores opskrift på en rigtig klassiker: Sprøde falafler.
- Ingen reklamer og annoncer
- 5% rabat på Madens Verdens kogebøger
- Adgang til den populære favoritliste
- Adgang til at printe lækre opskrifter
- Fortsat udvikling af Danmarks bedste madunivers
- Kæmpe tak herfra fordi du bakker op om Madens Verden
Ulla Brygmann
Fantastisk velsmagende