Her er den klassiske opskrift på aspargessuppe med hvide asparges, der laves af asparges på dåse. God som forret og natmad. En nem opskrift.
En hjemmelavet aspargessuppe med hvide asparges vækker altid glæde, og suppen er nem at lave som en lækker forret - eller som en populær natmad.
Suppen laves blandt andet af hvide asparges på dåse, og dem kan man jo købe året rundt. Heldigvis.
Opskriften på den lækre aspargessuppe er beregnet som en forret til fire personer, og den er altså både nem og rimelig hurtig at koge sammen. Se også min opskrift på grøn aspargessuppe.
Opskrift på aspargessuppe
Aspargessuppe (lækker opskrift med dåseasparges)
Ingredienser
- 2 spiseskefulde smør
- 2 spiseskefulde hvedemel - strøgne
- 2 dåser hvide asparges
- 3 deciliter vand - fra aspargesdåserne
- 1 deciliter hønsefond - eller alm. bouillon
- 2 deciliter fløde
- salt og friskkværnet peber
- persille - til pynt
Sådan gør du
- Hæld vandet fra de hvide asparges i dåserne og over i et målebæger. Her bør der være omkring tre deciliter aspargesvand.
- Smelt smørret i en gryde, og tilsæt derefter melet. Pisk det rundt med et piskeris.
- Pisk nu gradvist aspargesvand ind i suppen, og tilsæt derefter hønsefond eller bouillon.
- Lad det simre fem minutter under omrøring.
- Hæld fløden ved og smag til med salt og friskkværnet peber.
- Nu skulle konsistensen være perfekt til en hvid aspargessuppe. Men hvis du ønsker den tyndere kan du blot tilsætte lidt mere vand eller mælk. Er suppen for tynd kan det løses med lidt Maizena. Det burde dog ikke være nødvendigt.
- Tilsæt så de hvide asparges og lad suppen varme igennem i yderligere fem minutter.
Få tilsendt opskriften på mail
Næringsindhold
Video
Tips
Den færdige aspargessuppe serveres straks, og du kan evt. pynte med croutoner.
Du kan også tilsætte små kødboller i aspargessuppen, hvilket giver den lidt mere pondus.
Skal du bruge større portioner, kan du blot gange opskriften op. Du kan også lave suppen i god tid, og så blot opvarme den inden servering.
Du kan også lave suppe med friske hvide asparges. Her skrælles og dampes de hvide asparges, hvor efter de blendes med en grøntsagsbouillon, så du i alt har cirka fire deciliter.
Vild med suppe? Så prøv en af disse:
Kent Kjelddal
Fantastisk aspargessuppe, nem at lave, og så smager den helt fantastisk.