Der er ikke stor forskel på kalorieindholdet i hjemmelavede popcorn fra gryde, mikroovn eller den færdigpoppede pose i supermarkedet.
Mange er af den opfattelse, at popcorn er et sundt alternativ til for eksempel chips, da der er færre kalorier i. Men er det rigtigt? For hvor mange kalorier er der i popcorn?
Og er der forskel på hvilke, du vælger – om de er lavet i gryde eller mikroovn, eller du har købt en færdiglavet pose fra supermarkedet?
Fødevareekspert Charlotte Mithril har undersøgt, hvor mange kalorier der er i popcorn, og om der er forskel på de forskellige slags.
Forskellige varianter
Laver du selv dine popcorn hjemme er der to muligheder: I gryde/popcornmaskine eller i mikroovn.
Den primære forskel på de to metoder er, at du ikke selv kan justere på mængderne i mikroovnspopcornene.
Her køber man typisk færdigpakkede poser med både majskerner, fedtstof og salt, som er klar til at komme i mikroovnen. Her kan man altså ikke justere på mængden af fedtstof, der er med til at bestemme indholdet af kalorier.
Laver du popcorn i en gryde eller en popcornmaskine, skal man selv tilsætte ingredienserne og man har altså bedre mulighed for at justere på den mængde af fedt og salt, der tilsættes.
Køber du dem færdiglavede i poser fra supermarkedet har du selvsagt ingen indflydelse på, hvor meget fedtstof der er i.
Så hvad er så forskellen i kalorier på de forskellige varianter?
Hjemmelavede popcorn i gryde
Indholdet af kalorier i rene majskerner er 350-390 kcal per 100 gram afhængig af producent.
Laver du dine popcorn i gryde, skal der tilsættes olie til majskornene. Mængden af olie kan du dog selv bestemme, selvom det nok også har indflydelse på smagen.
Mængden af kalorier i grydepopcorn er altså meget afhængig af, hvor meget olie du anvender.
Ofte foreslås, at man bruger 2 spiseskefulde olie til 1 dl majskerner – det giver et kalorieindhold på cirka 500 kcal per 100 gram.
Bruger du den halve mængde olie, det vil sige 1 spiseskefuld olie til 1 dl majskerner, får du et kalorieindhold på cirka 450 kcal per 100 gram.
Der er typisk 450-500 kcal i 100 gram grydepopcorn.
Hjemmelavede popcorn i mikroovn
Der findes mange forskellige varianter af mikroovnspopcorn.
De fås både i lightudgaver og med forskellig smag tilsat som smørsmag, sweet, paprika osv.
De almindelige udgaver af mikroovnspopcorn indeholder typisk 450-500 kcal per 100 gram, altså det samme som de hjemmelavede grydepopcorn.
Lightudgaver indeholder typisk færre kalorier og kan komme ned under 400 kcal per 100 gram som for eksempel ”Pops 50% mindre fedt”
Vær opmærksom på, at selvom der står 50% mindre fedt, så er der altså ikke 50% færre kalorier i.
Den almindelige version fra Pops indeholder til sammenligning 477 kcal per 100 gram, så 50% mindre fedt giver altså 77 kcal færre per 100 gram.
Der er typisk 450-500 kcal i 100 gram mikroovnspopcorn.
Færdiglavede popcorn på pose
Lige som der er forskel på de forskellige producenter ved mikroovnspopcorn, så er der også forskel på kalorieindholdet i færdiglavede popcorn på pose fra supermarkedet.
Typisk ligger kalorieindholdet omkring 475-500 kcal per 100 gram, men enkelte mærker ligger omkring 420 kcal.
Der er typisk 475-500 kcal i 100 gram færdiglavede popcorn.
Oversigt - kalorier i popcorn
Her kan du se en oversigt over, hvor mange kalorier der typisk er i 100 gram popcorn:
Popcorn i gryde: 450 – 500 kcal
Mikroovnspopcorn: 450-500 kcal
Færdiglavede popcorn på pose: 475-500 kcal
Ikke stor forskel på kalorieindholdet
Overordnet er der altså ikke stor forskel på, om du laver dine popcorn selv i gryde eller mikroovn, eller du køber den færdigpoppede pose i supermarkedet, når man ser på kalorieindholdet.
De indeholder typisk 450-500 kcal per 100 gram.
Tjek tabellen med næringsindhold bag på pakken, hvis du vil være sikker på, hvor mange kalorier der er i. Der er nemlig små variationer for de forskellige producenter.
Palmeolie og tilsætningsstoffer
Selvom der måske ikke er den store forskel på kalorieindholdet, kan der være forskel på, hvilke typer olie der er anvendt og om der er andre ingredienser i.
Mange varianter af mikroovnspopcorn indeholder for eksempel ren palmeolie.
Palmeolie er et billigt fedtstof, der er knap så bæredygtigt. Produktionen af palmeolie går nemlig ud over både plante- og dyreliv.
Derudover kan der være tilsat tilsætningsstoffer som aroma- og farvestoffer til popcorn med smag som for eksempel smørsmag. Der er altså ikke smør i, men smagen kommer fra aromastoffer, og den anderledes farve kommer fra farvestof.
Vil du undgå tilsætningsstoffer og palmeolie, så læs i ingredienslisten eller lav dem selv.
Popcorn vs chips
Er det sundere at vælge en skål popcorn end en skål chips, hvis man er lækkersulten efter noget salt og sprødt?
Chips indeholder ofte omkring 500-540 kcal per 100 gram, men en del varianter indeholder færre kalorier og kommer ned omkring 450 kcal.
Selvom chips altså kan indeholde lidt flere kalorier, er der altså ikke er verden til forskel på de to, hvis man sammenligner per 100 gram.
Der er dog stor forskel på vægtfylden af de to:
1 håndfuld chips vejer cirka 20 gram
1 håndfuld popcorn vejer cirka 5 gram
Du kan altså spise fire gange så mange popcorn som chips og få den samme mængde kalorier.
Der er typisk 500-540 kcal i 100 gram chips.
Er popcorn kalorielette?
Ligesom chips ikke er kalorielette, så er popcorn det altså heller ikke. Dog vejer popcorn ikke meget, så der er stor forskel på at spise en håndfuld popcorn vs en håndfuld chips.
Man spiser dog ofte mere end en håndfuld, og typisk er portionsstørrelsen på popcorn også større end på chips.
Vil du spare på kalorierne, så lav dine popcorn selv i minimal mængde olie.
Læs mere i disse artikler:
Holger Rørby Madsen
Hej Susanne
Tak for tippet - det lyder sundt 🙂
Og popcorn er jo godt.
Alt det bedste
Holger
Susanne Kaja Jensen
Fedt-frie popcorn🍿
1/2 dl. vand - 1 dl. majskerner - ca. 2 tsk. salt:
Blandes i en skål (der tåler mikroovn) med låg
Ind i mikroovn med fuld effekt (1.000 W) i ca. 6 min.
Smager skønt - god fornøjelse 🙋🏼♀️