Pasta bolognese er en klassisk kødsovs til pasta, der stammer fra Italien. Den laves lokalt i mange variationer, men her er min opskrift.
Se her hvordan du laver den rigtige pasta bolognese.
En klassisk kødsovs fra Italien, der smager af sol og sommer ved Middelhavet, og som ikke er svær at lave.
Men du skal afsætte noget tid, da bolognesen gerne må simre ca. fire timer. Her er der dog ikke det store arbejde eller bøvl med kødsovsen, så den er altså nem at lave.
Opskriften er beregnet til fire personer.
Opskrift på pasta bolognese
Ingredienser
- 500 gram hakket oksekød med omkring 10 procent fedt
- 100 gram bacon eller italiensk pancetta, i tern
- 2 stængler bladselleri
- 2 gulerødder
- 1 stort løg
- 2 deciliter rødvin
- 1 dåse tomater gerne daddeltomater
- 1 deciliter oksefond kraftig
- 2 laurbærblade
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Lav gerne din kødsovs i en stegegryde, som varmes grundigt op.
- Fordel det hakkede oksekød i den hede gryde, og hak det ud i små stykker. Brun nu kødet godt af og det tager mindst fem minutter. Måske 10. Hvis kødet afgiver meget væske, hældes væsken fra. Læg det afbrunede kød til side.
- Skær bladselleri og gulerødder i mindre tern, og tilsvarende med løget.
- Kom bacon i gryden, og steg det næsten sprødt. Tilsæt så bladselleri, gulerødder og løg, og skru lidt ned for varmen. Lad det stege fem minutter uden at tage farve.
- Kom kødet tilbage i gryden til grøntsagerne.
- Hæld rødvin ved - gerne en god Valpolicella Ripasso, som passer fremragende til retten. Lad det koge lidt ind, så alkoholen fordamper.
- Kom så hakkede tomater ved sammen med fem spiseskefulde oksefond og to laurbærblade.
- Lad nu din pasta bolognese simre stille og roligt under låg i fire timer.
- Kig til den undervejs, rør lidt rundt, og tilfør om nødvendigt en spiseskefuld oksefond. Men lad den ellers passe sig selv og blot koge ind, så smagen forstærkes.
- Efter fire timer smages pasta bolognesen til med salt og friskkværnet peber, hvorefter den vendes sammen friskkogte tagliatelle.
- Du kan drysse med lidt friskrevet parmesan.
Næringsindhold
Uden spaghetti
Pasta bolognese er i virkeligheden en tagliatelle bolognese, og den skal ikke laves med spaghetti.
Jeg har læst mange italienske kokke brokke sig over opskriften på spaghetti bolognese, og de har flere pointer.
Dels anvendes der ikke spaghetti, men derimod en tagliatelle pasta.
Desuden skal en pasta bolognese laves af simple ingredienser, der så efterfølgende simrer i timevis.
Uden hvidløg
De italienske kokke vil have den uden hverken hvidløg, oregano eller basilikum - men med et par laurbærblade som eneste tilsætning på den front.
Og så skal det hakkede kød koges ind sammen med rødvin og små mængder oksefond.
Så her følger mit bedste bud på en vaskeægte pasta bolognese, der koges i fire timer. Og det er altså en helt fantastisk kødsovs, der har så utrolig meget smag.
Opskriften passer med kødsovs til 500 gram pasta, hvilket er til fire personer.
Pasta bolognese er en meget børnevenlig ret, som du sagtens kan have børnene med til at lave i køkkenet. Alkoholen fra rødvinen fordampes helt væk.
Kan fryses ned
Spiser du ikke det hele op, er den fortræffelig dagen efter, hvor retten har stået og samlet mere smag.
Faktisk burde man altid lave kødsovsen en dag i forvejen, men det er en anden historie.
Pasta bolognese er fryseegnet, og varmes op i en mikrobølgeovn eller gryde.
Tilbehør
Server pasta bolognese med en tomatsalat og hjemmebagt ciabatta.
Her finder du mange flere opskrifter med pasta.
lina devik
hej ,kan man ikke bruge noget andet end rødvin? hvad kan man bruge i stedet for?? hilsen lina
lina devik
jeg prøver at få et svar igen.....kan man bruge andet end rødvin????????????
Madensverden.dk
Hej Lina
Jeps - du kan også anvende hvidvin - eller blot erstatte mængden med lidt bouillon.
Bedste hilsner
Holger
Anna-Grethe Knap
Retten kan også laves med dobbelte grønsager, jeg har erfaring med at bruge grøntsagsboulion i stedet for okse. Kun 1 dl. Rødvin.
Jeg bruger en ekstra pande til at brune oksekødet i, så behøver jeg ikke st tage til side når jeg bruner bacon og resten af grønsagerne😊