Moules frites består af hvidvinsdampede blåmuslinger med pommes fries og mayo til. Det lyder måske avanceret, men er faktisk let at lave.
Moules frites er en belgisk klassiker, der er elsket af mange og med god grund. Det smager fantastisk!
Navnet på retten er fransk – moules betyder muslinger, mens frites betyder pommes frites. Og navnet siger da også det meste om retten, der består af blåmuslinger, der dampes i hvidvin med lækre sprøde fritter til.
Blåmuslinger er en skøn dansk råvare, der fås frisk fra de danske have det meste af året.
Du kan købe dem hos de fleste fiskehandlere og i velassorterede supermarkeder, men du kan også nemt samle dem selv – ganske gratis.
Muslingerne samles lettest, når det er lavvande. De sidder ofte på pæle og sten, hvor de let kan indsamles. Sørg for at finde en ren strand, hvor du er væk fra forurenede havneområder.
Det er vigtigt, at muslingerne er levende, når du skal tilberede dem, hvad enten du har købt dem eller selv har samlet dem.
Du kan tjekke, om de er levende ved at banke dem ned i bordet. Hvis de efter bankningen ikke lukker sig i løbet af få minutter, så er de døde og skal kasseres.
Hvis der er muslinger, der efter dampningen ikke har åbnet sig, skal disse også smides ud.
Opskrift på moules frites
Moules frites
Ingredienser
- 2-3 kg blåmuslinger
- 1,5 kg kartofler - store
- 1 løg
- 2 gulerødder
- 3 fed hvidløg
- 1 fennikel
- 3 spsk olivenolie
- 2 dl hvidvin
- 1 bundt bredbladet persille
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Rens muslingerne grundigt i rent vand. Fjern det lille skæg, der stikker ud af skallen. Lav banketesten - se ovenfor.
- Pommes frites: Rens kartoflerne og skær dem i stave eller både. Vend kartoflerne i olie og bred dem ud på en bageplade. Drys med salt. Bag dem i ovnen i cirka 40 minutter ved 225 grader.
- Moules frites: Hak løg og hvidløg og skær gulerødder og fennikel i små tern.
- Sauter løg, hvidløg, gulerødder og fennikel i olie i en stor gryde i 3 minutter.
- Kom muslinger og hvidvin i gryden til grøntsagerne. Læg låg på og lad det dampe og simre i 5-6 minutter.
- Tjek muslingerne og kassér dem, der ikke har åbnet sig.
- Drys med hakket persille.
Få tilsendt opskriften på mail
Næringsindhold
Video
Noter
Server moules frites dampende varme med din yndlingsmayo til. Og selvfølgelig hjemmelavede pommes frites. Se evt. i videoen hvordan du laver dem.
Prøv eksempelvis med en lækker hjemmelavet aioli.
Her finder du mange flere inspirerende opskrifter med fisk.
Opskriften er udviklet i forskningsprojektet FiSK ved Københavns Universitet i samarbejde med Kattegatcentret, Nordsøen Oceanarium, Fiskeri- og Søfartsmuseet og Den Blå Planet.
Se mere inspiration:
Del dine ideer og tanker med os andre her: