Nudler

Her kan du læse alt om nudler. Se hvad risnudler og glasnudler er, få opskrifter og se om nudlerne er sunde eller usunde, herunder deres næringsindhold.
Nudler stammer fra Asien, nærmere bestemt Kina, men har siden spredt sig til hele kloden.
Kineserne hævder fortsat, at det var dem der for mange, mange år siden opfandt nudler, og at det var den italienske opdagelsesrejsende Marco Polo, der tog dem med hjem til Italien.
Her blev de hurtigt udbredt som pasta, og de findes i dag i mange forskellige udgaver verden over.
I Tyskland hedder pasta typisk Nudeln, så det kan også være noget forvirrende.
I Danmark er pasta heldigvis pasta og nudlerne er noget andet, bortset fra helt små stykker pasta, som godt kan kaldes en nudel. Herunder til supper.
Den grundlæggende forskel er, at pasta typisk er lidt tykkere end de ofte noget tynde nudelstykker.
Kogetid på nudler
Kogetiden på nudlerne kan variere en smule, så kig efter på pakken.
Men typisk skal nudlerne koges i 2-4 minutter.
Du kan enten komme nudlerne i kogende vand, eller blot overhælde dem med kogende vand, for derefter at lade dem trække i 4-5 minutter indtil de er møre.
Medmindre du skal bruge dem varme, kan du nu straks overhælde dem med koldt vand, så de ikke bliver så klistrede.
Almindelige nudler
De almindelige nudler er typisk blot lavet af hvedemel og vand. Plus en smule salt.
Så det er samme fremgangsmåde, som når man laver pasta.
Ægnudler
Ægnudler er almindelige nudler, der som sagt typisk er lavet af hvedemel.
Men her altså tilsæt æg, og kogetiden er den samme som de almindelige nudler.
Risnudler
Risnudler er lavet af rismel og vand. Deraf navnet.
De fås i både en meget tynd udgave, og en version i mere tykke bånd, som du kender det fra den italienske pasta.
Tilberedningen af risnudler er en smule anderledes.
Det gode trick er nemlig, at du lægger risnudlerne i en skål med koldt vand, og her skal de trække i gerne 20 minutter. Du kan også komme nudlerne i lunkent vand, og så kan du blødgøre risnudler lidt hurtigere.
Kog en gryde vand op, og når vandet er spilkogende kommes risnudlerne i.
Lad dem koge i blot fem sekunder, hvorefter du straks hælder vandet fra.
Skal du anrette risnudlerne varme kan du gøre det nu, eller overhælde dem med koldt vand, hvis de eksempelvis skal bruges i en salat.
Glasnudler
Glasnudler er lavet af stivelse fra mungbønner.
Navnet har nudlerne selvfølgelig fået, fordi de er klare som glas, og du kan næsten se igennem dem.
Kogetiden for glasnudler er ganske kort, men kig på pakken.
Fuldkornsnudler
Fuldkornsnudler er, som navnet antyder, lavet på fuldkornsmel.
Typisk er det på en fuldkorns hvedemel, og disse nudler er noget sundere, da de indeholder flere kostfibre.
Fuldkornsnudler koges også som anvist på pakken, hvorefter de skylles i koldt vand.
Opskrifter
Der findes et utal af lækre opskrifter med nudler, men prøv blandt andet at lave dine egne kopnudler med friske grøntsager.
Du kan også se hvordan du laver denne lækre nudelret med kylling og spidskål.
Snyd heller ikke dig selv for en hjemmelavet thaisuppe med nudler.
Næringsindhold
Indhold pr. 100 gram nudler:
Kalorier: 140
Fedt: 2
Kulhydrater: 25
Protein: 4
Kostfibre: 1 gram