Gurkemeje
Gurkemeje er en velsmagende rod, som kan bruges til alverdens ting. Den giver karry sin gule farve, den bruges som medicin og som farvestof.
Gurkemeje er fuldstændig uundværlig i indisk madlavning. Roden vokser overalt i Indien, og bruges til alt fra indfarvning af tøj til at krydre madretter.
Der findes endda festivaller, hvor deltagerne smider stødt gurkemeje-krydderi ud over hinanden i et gult farveorgie.
Vi kender også roden og krydderiet herhjemme, men da den kun kan vokse i tropiske egne, har den ikke været en del af det klassiske, danske køkken.
Planten er en køn staude, som gror i flere asiatiske lande. Indien er det land i verden, der dyrker planten mest.
Hvordan smager roden og krydderiet?
Roden minder om ingefær, som den også er i slægt med, men gurkemeje er meget anderledes i smag og farve.
Den har en mild - lettere pebret - blomsteragtig smag. Og den supplerer fint de stærkere krydderier som chili.
Rødderne har en mere intens smag end det stødte krydderi, man køber på glas. Faktisk smager pulveriseret gurkemeje ikke af ret meget.
Til gengæld er det fremragende til at give maden en smuk gul farve. Koger du ris sammen med gurkemeje, bliver risene flotte gule. Det er også gurkemejen, der giver karry sin farve.
Sådan bruger du gurkemeje
Hver eneste gang du skal lave indisk mad, er der en række krydderier, som ofte indgår i retten.
Her er gurkemejen en af stjernerne. Den stødes typisk i en morter sammen med andre krydderier som kardemommefrø, ingefær og spidskommenfrø.
Du finder blandt andet krydderiet i den kendte ret Tikka Masala og i vegetarretter som Dhal og Vada Pov.
Roden skal skrælles og rives eller skæres i skiver, før vi bruger den. Og her vil du opleve, at den har samme egenskaber som rødbeden.
Dine fingre og dit spækbræt bliver lynhurtigt farvet af rodens stærke gule, så vil du være sikker på at undgå gule fingre, må du tage gummihandsker på.
Gurkemeje som medicin og i mælk
Den traditionelle indiske medicin Ayurveda har denne gule rod som en af de vigtigste lægeurter. I Indien har man brugt den i mad og medicin i flere tusinde år.
Stoffet curcumin som findes i gurkemeje skulle kunne rense fordøjelsen, hæmme infektioner, forebygge kræft og styrke hjertet. Ja, der er ingen ende på alle fordelene.
Af den grund er gurkemeje latte og shots blevet mere og mere populære her i Vesten de seneste fem år.
Mange undersøgelser peger på, at curcumin kan have en beskyttende effekt mod flere alvorlige lidelser som demens, hjerte-kar-sygdomme og leddegigt.
Problemet er, at curcumin nedbrydes hurtigt i kroppen, så man skal have virkelig meget gurkemeje for at få glæde af de sygdoms-beskyttende egenskaber.