Hjemmelavet grapejuice lavet af grape og appelsin. Jeg har tilsat en smule økologisk rørsukker i denne grapejuice, og den er meget frisk i smagen.
Denne opskrift på hjemmelavet grapejuice giver knap en liter juice, afhængig af hvor saftige dine grapefrugter er.
Ingredienser til grapejuice
4 store og solmodne grapefrugter
2 appelsiner
1 spiseskefuld økologisk rørsukker
4 deciliter vand
Fremgangsmåde
- Vi starter med at dele grapefrugter og appelsiner i halve.
- Find citruspresseren frem, og pres frugterne - få al saften med ud.
- Sigt så saften ned i en skål gennem en sigte eller fintmasket si. Du kan selvfølgelig også sigte juicen direkte i en flaske eller kande. Vi sigter saften for at undgå rester af kerner.
- Kom så en spiseskefuld økologisk rørsukker ned i din grapejuice, og rør det godt ud i juicen. Sukkeret er lige med til at søde grapejuicen, men er du mere til en syrlig juice kan du undlade rørsukker. Jeg plejer dog at bruge det.
- Tilsæt så vand, og rør igen.
- Så er din grapejuice klar til servering, og den gør sig godt på morgenbordet.
Lidt fakta om grape
Grapefrugten er der delte meninger om. Nogle elsker den, mens andre synes frugten er meget sur. Og det er da også en bitter sag, men der er forskel på grapefrugterne.
Hvis du køber de grapefrugter, der er rødlige i kødet, vil du også opleve at de er mindre bitre i smagen.
Grapefrugter er gode at presse til en frisk juice, og ved at tilsætte både lidt appelsin og rørsukker får du en lidt mere sød juice.
Grapefrugt indeholder meget C-vitamin, men også en del A-vitamin. Men der er også en del mineraler i frugten, så den er ikke overraskende en sund fætter at nyde.
I stedet for juice kan du også spise den upresset. Del grapefrugten i to halve, skær kødet fri af skallen med en skarp kniv (uden at skære igennem skallen), og drys med lidt rørsukker.
Grapefrugt kan holde sig frisk i op mod to uger i køleskabet.
Se også mine opskrifter på:
Kalorie tabel: Hvor mange kalorier er der i grape?
Comments
No Comments