Et enkelt og smagfuldt brød med sprød skorpe, luftig krumme og masser af karakter. Dejen laves med Caputo Cuoco rød, vand, gær og salt - fire ingredienser, der med den rette hævetid bliver til et virkelig lækkert hjemmebagt brød.
Indholdsfortegnelse
Opskrift på Caputo brød
Du behøver ikke en lang ingrediensliste for at bage et godt brød. Her er det Caputo Cuoco, der danner basen sammen med vand, gær og salt. Melet er stærkt og velegnet til deje, der skal udvikle sig over tid, så du kan få et brød med god struktur, flotte luftbobler og en sprød skorpe.
Opskriften er oplagt, hvis du gerne vil bage et enkelt brød, hvor smag, hævning og dejens struktur får lov til at være i centrum. Resultatet er et rustikt Caputo-brød, der både fungerer til morgenmad, som tilbehør til aftensmaden eller bare med smør på.

Caputo brød
Fremgangsmåde
- Vej 280 g vand af i en skål, og smuldr 10 g gær gær i. Rør gæren ud i vandet.
- Kom 400 g hvedemel - selvfølgelig rød Capuco Cuoco - i sammen med 10 g salt.
- Rør dejen sammen med en grydeske. Tag den ud på et let meldrysset køkkenbord, og ælt den hurtigt igennem med hænderne.
- Dejen skal hæves i ca. 6 timer ved stuetemperatur, og den skal foldes 5-6 gange undervejs. Det nemmeste er at bruge en dejkasse, fad eller bradepande, hvor der er god plads til dejen. Smør den med lidt olivenolie, og læg dejen i. Tryk dejen lidt ud. Læg en bageplade omvendt ovenpå, så den lukker tæt.
- Cirka en gang i timen foldes dejen så ind over sig selv, så du på den måde strækker og udvikler glutennetværket i brødet. Fold ind fra alle fire verdenshjørner over midten, og tryk derefter gankse let dejen let ud igen.
- Til sidst deles dejen i to lige store stykker, som du trækker lidt aflange til brød. Kan pensles med vand eller drysses med lidt rismel. Jeg foretrækker det sidste.
- Bages ved 230 grader varmluft i ca. 15 minutter, måske et par minutter mere, afhængig af ovnens varme. Bages gerne på bagestål, men ellers kan du med fordel lade en bageplade varme med i ovnen under opvarming, og så lægge bagepapir på og derpå de to brød.
Dine noter
Efter bagning
Lad de færdigbagte Caputo brød køle af på en rist inden udskæring. Brødene smager dog godt når de er lune. Eventuelt med lidt smør.
Du kan servere dem som et godt madbrød til mange retter, herunder selvfølgelig italiensk mad, men i skiver er de også gode til bruschetta.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad er Caputo Cuoco rød?
Caputo Cuoco er et italiensk hvedemel med et højt proteinindhold og god styrke. Det gør melet særligt velegnet til deje med længere hævetid, hvor der skal udvikles en stærk og elastisk glutenstruktur. Derfor bruges melet blandt andet ofte også til pizza.
Kan jeg bruge et andet mel end Caputo Cuoco?
Ja, men resultatet kan ændre sig. Vælger du et andet mel, bør du gå efter et stærkt hvedemel med et relativt højt proteinindhold. Du kan også opleve, at dejen skal have lidt mere eller mindre vand.
Hvorfor er dejen klistret?
En brøddej med forholdsvis meget vand vil naturligt være klistret. Undgå at tilsætte en masse ekstra mel. Når dejen æltes eller foldes og får tid til at hvile, bliver den typisk mere spændstig og nemmere at arbejde med. Og efter et par foldninger klistrer den ikke mere. Så hav lidt tålmodighed.
Kan dejen koldhæve?
Ja. Koldhævning kan give brødet mere smag. Sørg for at tilpasse mængden af gær til den længere hævetid, og her kan du eks. blot anvende 5 gram gær til en koldhævning i køleskabet i 12 timer.
Hvordan får jeg en sprød skorpe?
En høj bagetemperatur og godt med varme fra starten hjælper med at skabe en sprød skorpe. Damp i begyndelsen af bagningen kan desuden hjælpe brødet med at hæve flot, inden skorpen sætter sig. Sæt gerne dejen på en forvarmet bageplade eller bagestål.
Hvordan ved jeg, om brødet er færdigbagt?
Brødet skal have en flot gylden til mørkgylden skorpe og føles let i forhold til størrelsen. Hvis du måler kernetemperaturen, er omkring 96-98 grader et godt pejlemærke.
Hvordan opbevarer jeg Caputo-brødet?
Lad brødet køle helt af, før du pakker det væk. Opbevar det gerne i en brødpose eller et rent viskestykke, hvis du vil bevare skorpen bedst muligt. Brødet kan også skæres i skiver og fryses.
Se også
Hvis du er glad for at bage med stærkt hvedemel, kan du også prøve min opskrift på focaccia, hvor den høje hydrering giver et luftigt og saftigt brød. Du kan også gå videre med en opskrift på ciabatta, eller prøve min pizzadej med Caputo mel, som er helt oplagt til langtidshævning. Er du mere til et helt enkelt hverdagsbrød, er mit grydebrød også et godt sted at starte.
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- Adgang til populær favoritliste
- Adgang til at printe opskrifter
- Bemærk: Ingen bindingsperiode
Holger Rørby Madsen skriver
Tak fordi du bruger opskriften. Kom gerne med din mening om brødet her.