Boller er noget af det vi bager oftest. Både til kaffen, men også til fødselsdagen, madpakken, kollegerne og alle andre lejligheder til at nyde en god bolle med smør.
Her er min bedste opskrift på nemme og hjemmebagte hvedeboller, der altid bliver helt perfekte.
Som med andet brød kan de kan med fordel fryses, så du altid har dem klar i fryseren, og en hjemmebagt bolle indeholder i øvrigt 167 kalorier.
Opskriften giver 18 stk., og du kan også se min video, hvor jeg viser dig, hvordan man bager dem. God bagelyst.
Opskrift
Hjemmebagte boller med smør
Ingredienser
- 350 g vand - svarende til 3,5 deciliter
- 40 g gær
- 1 æg
- 600 g hvedemel - evt. lidt mere
- 40 g sukker
- 2 tsk salt
- 1 tsk kardemomme
- 70 g smør
Pensling
- 1 æg
- 2 spsk vand
- 1 nip salt
Fremgangsmåde
- Afmål vand (skal være lunkent) og rør gær ud i vandet. Brug gerne en røremaskine. Rør derefter æg i.
- Vej hvedemel af i en anden skål sammen med sukker, salt og kardemomme og bland det sammen. Vend det hele i vandet på samme tid, og ælt nu dejen igennem i 8 minutter ved middel hastighed. Dejen må ikke være for fast, men selvfølgelig heller ikke for tynd. Tilsæt om nødvendigt en smule mere mel eller vand.
- Smør (blødt) skæres i mindre stykker og kommes i dejen, som derefter æltes i yderligere tre minutter, så dejen er samlet.
- Tag dejen ud på køkkenbordet, virk dejen op og læg den i en ren skål. Dæk til med viskestykke, og lad dejen hæve i 15 minutter. Se evt. her hvordan man virker dej op.
- Læg igen dejen ud på bordet, og del den i to dele. Du skal ikke ælte dejen. Med en kniv skæres hvert stykke dej i 9 lige store stykker (ca. 60 gram pr. styk), som spændes op til boller, og lægges på en bageplade med bagepapir. 9 boller på hver plade, så du skal bruge to bageplader. Du kan selvfølgelig også lave bollerne lidt mindre, og dermed få flere ud af opskriften.
- Læg igen viskestykke over, og lad atter bollerne hæve - nu i 30 minutter.
- Rør et æg sammen med to spiseskefulde vand og en nip salt, og pensl bollerne forsigtigt.
- Bag bollerne i en forvarmet ovn ved 200 grader varmluft hvor de skal have cirka 12 minutter. Bollerne er færdige når de er gyldne på overfladen - som du kan se på billedet længere oppe.
- Tag de færdigbagte boller ud af ovnen, og lad dem køle lidt af på en rist.
Få tilsendt opskriften på mail
Næringsindhold
Video
Fryseegnet
Bollerne er selvfølgelig aldeles fremragende helt nybagte, hvor de lige får et lag smør. Lad dem lige køle lidt af.
Men de kan også sagtens fryses ned til senere brug.
Forskellige typer pensling
Pensling | Resultat |
---|---|
Pisket æg | Blank, gylden og let sprød skorpe |
Mælk | Mat og blødere overflade, let gylden |
Smeltet smør | Blød og smøragtig overflade, mere glans |
Olie | Giver en let blank og blød skorpe |
Vand | Giver en sejere, mere rustik skorpe (brugt til madbrød) |
Æg + mælk | Kombi: blank og gylden, men knap så sprød |
Flere inspirerende opskrifter:
Fødselsdagsboller
Gulerodsboller
Luftigt franskbrød opskrift bagt med mælk og smør
Verdens bedste rosinboller
Grovboller - opskrift på sunde boller med fuldkorn
Skyrboller - proteinboller
FAQ
Pensling betyder, at man smører en væske på bollernes overflade inden (og evt. efter) bagning. Det giver en flot overflade og kan påvirke både skorpen, farven og teksturen.
Du kan pensle boller på to måder:
Før bagning: For at få farve, skorpe og holde evt. pynt fast
Efter bagning: For glans og blødere skorpe (eks. med smeltet smør).
Boledej kan sagtens hæves for længe, og så risikerer du de nærmest kollapser under bagning. Så overhold hævetiden. For kort hævetid giver mere robuste og tunge boller.
Brug en hvedemel med et godt proteinindhold, der giver en god struktur af gluten i bollerne. Jeg går altid efter et proteinindhold på ca. 12%.
Læg de afkølede boller i en frysepose, hvor de fint holder 2-3 dage ved stuetemperatur. Du kan også fryse dem ned.
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- 5% rabat på Madens Verdens kogebøger
- Adgang til den populære favoritliste
- Adgang til at printe opskrifterne
- Kæmpe tak fordi du bakker op om Madens Verden
Edita
De bedste boller nogensinde🌸😃
Mette
Kan det passe at der skal 2 tak salt i opskriften?
Katrine
Min yndlings, og eneste, go-to-opskrift!
Lone Mathilde Marie Jørgensen
Der er bare ingenting som nybagte boller. Hele huset dufter og får smilet frem. Jeg bruger altid sødmælk til mine boller og min familie ELSKER rosiner, så jeg bruger jumbo-rosiner. De er dejligt bløde og "smumfet". Varm hilsen fra et piv-koldt Nordjylland 😊
Anna Kathrina Højgaard
Opskrifter der er nemme at gå til,og virker hver gang,Tak!
Kirsten
Hej Holger,
Tak for altid fremragende opskrifter og ikke mindst svar på kommentarer - det er guld værd med ekstra tips og tricks.
Ift. frysning af dej formet til boller, hvor længe skal de tø op/hæve før du vil varme dem?
Og færdige boller der er frosne, hvor længe og hvor mange grader vil du varme dem for bedste resultat?
Tak!
Dbh Kirsten
Trine Vigels Rise Hansen
Hej
Er denne opskrift blevet fornyet for nyligt??? Elsker disse boller med kardemomme, men synes der er noget forandret. Måske det bare er mig🤔🤔
Holger Rørby Madsen
Hej Trine
Tak for det - og det er den samme. Det sker jeg opdaterer opskrifter, men denne er den originale herfra 🙂
God bagelyst.
Alt det bedste
Holger
Claudia Negre
Hejsa
Jeg gik også inde på siden for at finde den opskrift jeg altid bruger, "yoghurt boller", og kan desværre ikke finde den. Jeg tror Trine har ret og det skete noget med opskriften..☹️ som ellers var den allerbedste opskrift på dejlige boller.
Tak for alle de andre dejlige opskrifter man finder på "madens verden".
Jeg vil sætte pris på at den opskrift på "yoghurt boller" kommer tilbage på siden. 🙏🏼 Jeg er nødt til at bruge hukommelsen meanwhile.. 😅
De bedste hilsner
Claudia
Holger Rørby Madsen
Hej Claudia
Tak for de pæne ord, og den er hermed tilbage: https://madensverden.dk/yoghurtboller/
God bagelyst 🙂
Alt det bedste
Holger
Lene Rye Pedersen
Verdens bedste boller .......alle elsker dem😍
Dorte
Hej. Hvis jeg vil bruge bageenzym, hvor meget skal der så til i denne opskrift.?
Holger Rørby Madsen
Hej Dorte
Det afhænger af hvilket bageenzym du bruger. Kig lige på pakken og se hvor meget der skal bruges i forhold til mel. Umiddelbart er det nok ca. 10-15 gram.
Alt det bedste
Holger
Bente Rytter
Hej igen……. Det kræver en undskyldning.. jeg havde et forkert måle bæger.
Iøvrigt elsker jeg jeres opskrifter.
Med venlig hilsen
Bente Rytter
Holger Rørby Madsen
Hej igen Bente
Du skal ikke undskyld - det er helt ok.
Og det vigtigste er, at opskrifterne er en hjælp for dig.
Alt det bedste og god weekend
Holger
Bente Rytte
Hej, jeg er i tvivl.. i opskriften boller står der 350 gram vand..svarende til 3,5 deciliter .
Hvis man sætter 3,5 deciliter vand på vægten svarer det ikke til 350 gram. Hvad skal man forholde sig til????
Med venlig hilsen Bente rytter
Holger Rørby Madsen
Hej Bente
Tak for det, og det illustrerer meget godt hvor svært det kan være med mål og vægt 🙂
350 gram vand ER 3,5 deciliter og omvendt.
Så enten er dit målebæger upræcist (det er den slags ofte), eller også er din vægt upræcist (det sker også).
Alt det bedste (og jeg er sikker på du nok skal få lækre boller ud af det).
Holger