Black magic muffins med chokocreme er måske de allerbedste muffins, som du overhovedet kan bage. Her får du min nemme opskrift på de skønne chokoladekager.
Black magic muffins med chokocreme er absolut blandt mine yndlingsmuffins, og de smager altså himmelsk godt.
Her får du en mørk og lækker chokoladekage (cupcakes), der pyntes med en utrolig nem chokocreme, og tilsammen er det bare en fantastisk kage.
Se også: Black magic kage med mousse - chocolate cake
Dejen laves blandt andet med lidt kold kaffe, hvilket er med til at forstærke den intense chokoladesmag i kagerne. Det skal dog bemærkes, at dine cupcakes ikke smager af kaffe.
Du får opskriften her, og den giver umiddelbart 12 lækre chokolademuffins med den luftige chokocreme. Men måske kan du lave lidt flere ud dejen.
Opskrift på black magic muffins
Black magic muffins med chokocreme
Ingredienser
Dej
- 150 gram hvedemel
- 200 gram sukker
- 50 gram kakao
- 1 teske natron
- 1 teske bagepulver
- 1 teske vaniljesukker
- 1 æg
- 125 gram kaffe - kold
- 125 gram kærnemælk - alm. mælk kan også bruges
- 50 gram olie
- Lidt salt
Chokolade mousse
- 500 gram fløde
- 50 gram kakao
- 100 gram sukker
- 2 teske vaniljesukker
Sådan gør du
- Tænd din ovn på 180 grader almindelig over- og undervarme, altså ikke varmluft.
- Vej hvedemel af i en skål sammen sukker, kakao, natron, bagepulver og vaniljesukker. Vend det hurtigt sammen, og vær sikker på der ikke er klumper af kakao. Du kan eventuelt sigte ingredienserne.
- Kom så et æg i sammen med kold kaffe, kærnemælk og olie. Jeg plejer at bruge vindruekerneolie til mine black magic muffins. Tilsæt også en smule salt i.
- Med et piskeris pisker du nu chokoladekagedejen jævn. Dejen til black magic chokolademuffins er ret tynd - og det skal den være. Så det skal du ikke undre dig over.
- Fordel dejen i 12 muffinsforme, som blot skal fyldes ca. halvt op. Antallet af muffins afhænger selvfølgelig af størrelsen på formene, men har du mere dej end til de 12 chokolademuffins, ja så laver du bare nogle flere.
- Bages nu ca. 15-20 minutter midt i ovnen. Bagetiden afhænger af hvor meget din ovn varmer. Med en pind kan du teste kagen i midten, og hvis der ikke hænger dej ved når pinden trækkes op, ja så er kagen færdigbagt. Giv den ellers et par minutter mere.
- Tag de færdigbagte muffins ud og lad dem køle helt af!
- Fløde vejes af i en skål sammen med kakao, sukker og vaniljesukker, og piskes derefter til en cremet mousse, der er så stiv, at den ikke flyder ud. Brug gerne en el-pisker.
- Kom din chokocreme i en sprøjtepose med stor stjernetyl, og pynt så dine black magic chokolademuffins.
Få tilsendt opskriften på mail
Næringsindhold
Tips
De færdigpyntede black magic muffins kan spises straks.
Men faktisk bliver de endnu bedre efter nogle timer, og selve chokoladekagerne kan sagtens holde sig et par dage, men vent så med at pynte dem til de skal bruges.
Rikke Pihlkjaer
Super lækre - fantastisk topping!
Lena
Hvorfor er de våde ing. målt i gram? Vh. Lena
Holger Rørby Madsen
Hej Lena
Jeg synes det er mere præcist med vægt end mål, men jeg forsøger fremadrettet at skrive begge 🙂
Alt det bedste
Holger
Camilla
Hejsa.
Kan man udskifte kaffen med noget andet, og stadig få et godt resultat? 🙂
AB
Jeg lover dig at man ikke kan smage kaffen! Men den er med til at give den lækre konsistens og dybde i smagen. Jeg har to kollegaer der ikke kan fordrage kaffe og påstår de ikke kan lide kager med kaffe i - de blev overrasket over at der var kaffe i dem her, for de kunne ikke smage det.