Skovdue i rødvin med morkler og solbær er en smuk ret, hvor de forskellige dele er nøje tilpasset. En ret, der tilfredsstiller alle sanser.
Skovdue har en karakteristisk smag, som passer eminent til en kraftig rødvin og de fine solbær.
Denne opskrift bruger kun lår og bryster fra skovduen, og retten er både smuk at se på og dejlig at spise.
Opskriften er udviklet af Løgismose, som anbefaler, at du drikker den samme rødvin til retten, som du bruger i den.
Opskrift på skovdue i rødvin
Skovdue i rødvin
Ingredienser
- 4 skovduer - flåede og rensede
- 4 dl rødvin - gerne den, der serveres til retten
- 2 dl hønsesky - kraftig
- 3 dl demi glace
- 2 spsk smør
- 2 fed hvidløg
- 100 gram morkler - udblødte og tørrede
- 4 løg
- 100 gram solbær
- lidt timian
- lidt rosmarin
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Ordn duerne ved at skære lår og bryst fra benet.
- Brun lår og brystkød godt af i smør i en gryde og tag dem op.
- Pil og halvér løgene og steg dem i samme gryde på skærefladen, til de er mørkebrune.
- Svits morklerne og hvidløg i samme gryde. Tilsæt 4 dl. rødvin og lad blandingen reducere helt ned, til der næsten ikke er nogen væske tilbage.
- Tilsæt hønsesky, demi glace, timian, rosmarin og de brunede lår og lad det hele simre ved svag varme i ca. 30 minutter, eller til lårene er helt møre.
- Tilsæt de brunede halve løg og brystkødet og kog retten op.
- Læg et låg på gryden, sluk for varmen, tag gryden af kogepladen og lad retten trække 10-12 minutter.
- Smag til med salt og peber og drys med solbær lige inden servering.
Få tilsendt opskriften på mail
Fakta og tip
Du kan for eksempel servere skovdue i rødvin med kogte, pillede aspargeskartofler og ristede skovsvampe.
I opskriften indgår demi glace, som er en kraftig fond, der er en super base for en god sovs. Du kan købe den eller lave den selv.
Skovdue i rødvin med morkler og solbær er udviklet af Løgismose, der blandt andet producerer fødevarer og importerer vine.
Du kan finde alle vores opskrifter med vildt her.
Se andre vildtopskrifter her:
Dådyrryg med glaserede rødbeder
Del dine ideer og tanker med os andre her: