Gammeldags pæretærte med sprød mørdej, halve pærer og kagecreme. Marcipan og mørk chokolade giver ekstra smag.
Pæretærten kan bages med friske eller syltede pærer og serveres lun eller kold med creme fraiche, flødeskum eller vaniljeis.
Pæretærte
Ingredienser
- 200 g smør (koldt)
- 300 g hvedemel
- 125 g flormelis
- 10 g vaniljesukker
- 1 æg
- 150 g kagecreme (se opskrift i linket - eller brug et pulverbrev)
- 3 pærer (gerne Conference)
- 25 g marcipan (revet)
- 20 g mørk chokolade (revet)
Fremgangsmåde
- Start med mørdejen, hvor 200 g smør (koldt) smuldres sammen med 300 g hvedemel. Ælt derefter hurtigt 125 g flormelis og 10 g vaniljesukker i, hvorefter dejen nemt samles med 1 æg. Du kan med fordel lave din mørdej på røremaskine med påmonteret spartel. Ælt hurtigt dejen igennem på et meldrysset bord, saml den og stil på køl i minimum 30 minutter.
- Lav 150 g kagecreme som anvist i linket - eller anvend en købecreme. Det første er det bedste.
- 3 pærer skrælles og halveres. Fjern evt. kernehuset, ligesom stilk og bund også kasseres.
- Tag mørdejen ud af køleskabet og ælt den lynhurtigt igennem.
- Find en tærteform med en diameter på ca. 23 centimeter frem. Smør den.
- Forvarm ovnen til 200 grader almindelig over- og undervarme.
- Rul mørdej ud i cirka 4 millimeters tykkelse, og den ska være en smule større end de 23 centimeter i diameter, da dejen også skal nå op af kanten.
- Læg forsigtigt mørdejen til din gammeldags pæretærte ned i tærteformen, så den når op langs kanten. Fjern overskydende mørdej.
- Cremen fordeles jævnt på bunden, riv 25 g marcipan på, og de halve pærer lægges på med spidsen ind mod midten. Riv så 20 g mørk chokolade over pærerne.
- Rul et lag mørdej mere ud, og nu så det kan lægges på som læg på den gammeldags pæretærte. Tryk den forsigtigt til uden at ødelægge mørdejen. Mørdej går nemt i stykker, så gør det med stor forsigtighed.
- Pensl med vand og drys med sukker, hvorefter pæretærten bages ved 200 grader over- og undervarme i cirka 35 minutter. Måske et par minutter mere.
Næringsindhold
Friske eller syltede pærer?
Du kan bage pæretærten med både friske pærer og syltede pærer.
Til friske pærer er Conference et godt valg, men Clara Friis og Comice kan også bruges. Vælg pærer, der er modne, men stadig faste nok til at holde formen under bagningen.
Er pærerne meget saftige, kan du lægge dem på køkkenrulle i cirka 10 minutter inden brug.
Bruger du syltede pærer eller pærer fra dåse, skal de dryppe grundigt af, inden de lægges i tærten.
Se også opskriften på syltede pærer.
Sådan får du en god mørdej
Mørdej skal arbejdes så lidt som muligt. Når dejen æltes for længe, bliver smørret varmt, og dejen kan blive vanskeligere at arbejde med.
Brug derfor koldt smør, saml dejen hurtigt, og lad den hvile mindst 30 minutter i køleskabet.
Når mørdejen rulles ud, kan du drysse bord og kagerulle let med mel, så den ikke hænger fast.
Skal dejen flyttes til formen, kan den forsigtigt rulles omkring kagerullen og derefter rulles ud over formen.
Se også min grundopskrift på mørdej.
Sådan undgår du en våd pæretærte
Pærer indeholder meget væske, og især meget modne eller syltede pærer kan gøre fyldet fugtigt.
Lad derfor pærerne dryppe godt af eller dup dem forsigtigt med køkkenrulle inden brug.
Kagecremen skal desuden være afkølet, inden tærten samles.
Bag tærten, til mørdejen er tydeligt gylden. Det giver både en bedre smag og en mere sprød konsistens.
Pæretærte med marcipan og chokolade
Der bruges kun en mindre mængde marcipan og mørk chokolade i denne opskrift.
Marcipanen giver sødme og mandelsmag, mens den mørke chokolade passer godt til de søde pærer uden at overdøve dem.
Du kan udelade marcipanen, hvis du ønsker en mere enkel pæretærte. Chokoladen kan ligeledes udelades.
Kan pæretærten laves dagen før?
Ja. Pæretærten kan sagtens bages dagen før servering.
Lad tærten køle helt af, dæk den til, og opbevar den i køleskabet.
Den kan serveres kold eller lunes kort i ovnen inden servering.
Servering
Lad den færdigbagte pæretærte køle lidt af, inden den skæres.
Den kan serveres både lun og kold og smager godt med:
- Creme fraiche
- Letpisket flødeskum
- Vaniljeis
Pæretærten fungerer både som kage til kaffen og som dessert.
Er du glad for pærer i bagværk, kan du også prøve pærekage med chokolade. Du kan også bage en klassisk æbletærte.
Opbevaring og frysning
Opbevar pæretærten tildækket i køleskabet, hvor den kan holde sig i cirka 3-4 dage.
Pæretærten kan også fryses. Lad den køle helt af, inden den pakkes godt ind og lægges i fryseren.
Tø tærten op inden servering, og lun den eventuelt kort i ovnen.
Ofte stillede spørgsmål
Hvilke pærer er bedst til pæretærte?
Conference, Clara Friis og Comice er gode valg. Brug gerne modne, men stadig faste pærer, der kan holde formen under bagningen.
Kan man bruge pærer fra dåse?
Ja. Syltede pærer eller pærer fra dåse fungerer fint. Lad dem dryppe grundigt af inden brug.
Skal pærerne skrælles?
Ja, i denne opskrift skrælles pærerne, inden de halveres og lægges i tærten.
Skal mørdejen forbages?
Nej. I denne opskrift fyldes den rå mørdej med creme og pærer, hvorefter hele tærten bages samlet.
Kan pæretærte laves uden marcipan?
Ja. Marcipanen kan udelades uden andre ændringer i opskriften.
Kan pæretærte laves uden chokolade?
Ja. Chokoladen giver ekstra smag, men er ikke nødvendig for konsistensen.
Kan pæretærten laves dagen før?
Ja. Bag tærten dagen før, opbevar den tildækket i køleskabet, og servér den kold eller let lunet.
Hvor længe kan pæretærte holde sig?
Den kan opbevares tildækket i køleskabet i cirka 3-4 dage.
Kan pæretærte fryses?
Ja. Lad tærten køle helt af, pak den godt ind, og frys den ned.
Madens Verden PLUS
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- Adgang til populær favoritliste
- Adgang til at printe opskrifter
- Bemærk: Ingen bindingsperiode
Bliv en del af fællesskabet på Madens Verden.
Få adgang her
[novashare_inline_content]
Suzanne skriver
Kære Holger
Din pæretærte opskrift minder meget om den 6 pers. pæretærte i opskriftbogen "Karolines Køkken 2"
Det er godt med en grundopskrift, som man kan bygge videre på 😊
Mvh. Suzanne
Alice skriver
Hej Holger. Hvor meget kan jeg forberede af tærten dagen inden den skal spises ?
Mvh Alice Aagaard
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Alice
Jeg tænker, at du sådan set må kunne lave hele tærten færdig dagen før, opbevare den på køl og så blot bage den før servering.
God fornøjelse.
BH Holger
Alice skriver
Hej Holger. Mange tak for svar. Det er i øvrigt nogle dejlige opskrifter du har. Vi har flere favoritter.
Med venlig hilsen
Alice
Lonnie Nielsen skriver
dejlige og nemme opskriter TAK
June Lundgren skriver
Bagetid og temperatur på opskriften til tærte med mørdej ?
Johanne Broch skriver
Hej, jeg har benyttet/støttet mig til mange af dine opskrifter, men har nu et spørgsmål, kan jeg fryse pæretærten, rå, og så tage den op af fryseren den dag jeg skal servere den og så bage den, skal den tø op først, Venlig hilsen, Johanne.
Charlotte skriver
Den har jeg nok ca. Bagt 300 gange...😋
Charlotte
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Charlotte
Det er skønt at høre - jeg holder også meget af denne pæretærte. Og så er den jo nem at lave.
Bedste hilsner
Holger
Henriette skriver
De blev gode, de pæretærter. Kan varmt anbefales
Heidi skriver
Jeg vil tro jeg også kan lide den Kage😁😍
Marie skriver
Mmm elsker pæretærte med creme fraishe 😛
Monika skriver
Ja den har vi spist en del gange😊
Najaaraq skriver
Også her, har haft opskriften i mange år 😊
Lotte skriver
Den må vi prøve at lave , i sommerhuset 😋🤗💋 når vi har en hygge weekend. 🥰
Lis skriver
Mums😋😋
Benita skriver
Bliver den også god hvis man køber færdig lavet mørdej 🙂