Her får du den bedste opskrift på ovnbagte rodfrugter, der steges halvanden time i ovnen. Alle slags rodfrugter kan bruges, og opskriften er nem at gå til.
Ovnbagte rodfrugter er lækkert tilbehør til blandt andet en langtidsstegt oksefilet, og de er meget nemme at lave.
Du kan bruge alle slags rodfrugter, og her har jeg anvendt rødbeder, persillerødder, gulerødder og bananskalotteløg. For det var dem, som jeg lige havde i køleskabet i dag.
Men eksempelvis knoldselleri og pastinakker er også fremragende.
I stedet for bananskalotteløg kan du anvende almindelige løg.
Opskriften er til fire personer, men dette er sådan set bare en grundopskrift, så prøv dig selv frem.
Ingredienser til ovnbagte rodfrugter
2 rødbeder
2 persillerødder
2-3 gulerødder
6-8 bananskalotteløg
Balsamico
Timian
Olivenolie
Salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Rodfrugterne vaskes og skæres i mere mundrette stykker. Læg dem i et ildfast fad. Rødbederne skal selvfølgelig skrælles, men det behøver ikke gøre med gulerødder og persillerødder.
- Bananskalotteløg pilles og lægges hele ned til rodfrugterne.
- Hæld så lidt olivenolie og balsamico over rodfrugterne. Se på billedet herunder. De mørke striber hen over rodfrugterne er balsamico, som giver rodfrugterne en virkelig dejlig smag.
- Krydr også med frisk eller tørret timian, salt og friskkværnet peber.
- Ønsker du mere søde rodfrugter, kan du strø lidt sukker over, men dette er ikke nødvendigt.
- Dæk så fadet til med sølvpapir, så det lukker helt tæt.
- Stil fadet ind i en forvarmet ovn ved 200 grader almindelig luft, og bag rodfrugterne i cirka halvanden time.
Derefter kan du nyde de mest lækre og møre rodfrugter, der har masser af smag.
Se også mine opskrifter på:
Del dine ideer og tanker med os andre her: