Denne opskrift er på en one pot pasta, hvor hele pastaretten laves i samme gryde. Den er med hakket oksekød, og one pasta er en hurtig ret.
Her får du min nemme opskrift på en one pot pasta, der blandt andet indeholder hakket oksekød og gulerødder.
Hvis du også er træt af at skulle bruge to gryder til din pastaret, ja så er denne her lige noget for dig.
Opskriften er beregnet til fire personer.
Opskrift på one pot pasta
Ingredienser
- 400 gram oksekød - hakket
- 1 løg - almindeligt
- 4 fed hvidløg
- 3 gulerødder
- 1 teske basilikum - tørret
- 1 teske oregano - tørret
- 1 spiseske balsamico
- 1 dåse tomater - hakkede
- 6 deciliter vand
- 1 terning bouillon
- 300 gram pasta - tørret
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Varm en gryde op, hvor du har plads til hele retten. Jeg bruger min store stegegryde, som fungerer perfekt til opskriften.
- Kom lidt olie i og brun nu kødet grundigt. Jeg har her skrevet lidt om, hvordan du bruner hakket kød - og hvorfor det er så vigtigt.
- Løg og hvidløg hakkes fint, mens gulerødderne skæres i små tern.
- Det hele kommes ved kødet sammen med balsamico, basilikum og oregano. Lad det stege videre et par minutter.
- Tilsæt så hakkede tomater, vand og en bouillonterning, og lad det lige koge op. Kog videre i fem minutter.
- Tilsæt tørret pasta og kog nu under låg, indtil pastaen er næsten mør, men stadig har bid. Kogetiden afhænger af, hvilken pastatype du har valgt. Så se lige på pakken.
- Smag din one pot pasta til med salt og peber.
Næringsindhold
Servering
Den færdige pastaret kan serveres som den er, eller nydes med en nem tomatsalat og nybagt ciabattabrød.
Valg af pasta
Du kan bruge alle typer af tørret pasta til denne ret, men gå uden om frisk pasta lige her. Den tørrede pasta opsuger væde og smag bedre.
Pastaskruer og pastapenne er perfekte, men spaghetti er også fint. De kan dog være lidt mere besværlige at spise, men det er op til dig.
Jeg har anvendt en økologisk strozzapreti caserecci, der skal koges i 12 minutter for, at have det helt rigtige bid. Men brug hvad du har af pasta i køkkenskabet.
Lignende opskrifter
Relaterede opskrifter er på verdens bedste kødsovs og en spaghetti bolognese. Prøv også min pasta med kødsovs.

Vibeke Stegelmann
Halløj, vil du fortælle, hvor du har købt pastaerne, da jeg ikke kan finde dem. Pft!
Holger Rørby Madsen
Hej Vibeke
Det vil jeg i hvert fald. De her er købt i SuperBrugsen, men du kan sagtens bare bruge alm. pastaskruer, pastapenne eller lignende 🙂
Alt det bedste
Holger
Vibeke Stegelmann
Tak! Jeg ville bare prøve lidt nyt og fandt dem faktisk i Irma.