Her får du en opskrift på marengsbomber med flødeskum og chokolade, og kagen kendes også som aberøv. En lækker kage, der er nem at lave selv.
Marengsbomber eller aberøv. Kær kage kan have forskellige navne, og det har denne kendte klassiker også.
Jeg husker den fra min barndom i det vestjyske, hvor den var fast gæst i vinduerne hos mange bagere.
Siden er den lækre marengskage desværre faldet mere ud af sortimentet mange steder, men den er bestemt stadig værd at nyde til kaffen.
Jeg kender den som marengsbombe - eller aberøv. Sidstnævnte navn formentlig på grund af chokoladen på marengsen, men måske er der også andre navne på den.
Opskriften er nem at gå til, og den giver fire kager.
Vild med kager? Så prøv også:
Opskrift på marengsbomber - aberøv
Marengsbomber
Ingredienser
Marengs
- 3 æggehvider
- 175 gram flormelis
- 1 teske eddike
Chokolade på marengs
- 50 gram mørk chokolade - smeltes
Flødeskum med chokolade
- 2 deciliter piskefløde
- 1 teskefuld vaniljesukker
- 2 spiseskefulde kagecreme - kan undværes
- 50 gram mørk chokolade - hakkes fint
Sådan gør du
- Tænd din ovn på 100 grader varmluft. Beklæd en bageplade med bagepapir.
- Pisk æggehviderne stive i en ren skål, hvorefter flormelis gradvist piskes i til en stiv marengs. Pisk også lidt eddike i. Her i denne artikel kan du læse mere om hvordan du laver den perfekt marengs. Ønskes en mørkere marengs, kan der tilsættes en smule kakaopulver.
- Kom marengsen i en sprøjtepose med tyl, og sprøjt otte bunde på bagepladen.
- Bages nu ca. 1 time ved 100 grader varmluft, og køles derefter af.
- Chokoladen smeltes. Pensl en ende af hvert stykke marengs med lidt chokolade, eller dyp i chokolade. Lad det stivne. Se evt. fotoet.
- Fløden piskes til en flødeskum sammen med lidt vaniljesukker. Jeg plejer også at vende lidt kagecreme i, men dette kan udelades. Vend hakket chokolade i med forsigtighed, så du ikke slår luften ud af flødeskummet.
- Saml nu to stykker marengs med en stor spiseskefuld flødecreme i midten, og sørg for at chokoladen på marengsstykkerne er ud for hinanden. Stil til side på et pænt fad, og fortsæt på samme med resten, så du i alt får fire marengsbomber - også kaldet aberøv - ud af opskriften.
Få tilsendt opskriften på mail
Næringsindhold
Video
Note
De færdige marengsbomber (aberøv) kan nydes straks, eller opbevares på køl.
Holdbarheden er her kun et døgn på grund af fløden, og marengsen kan blive lidt blød.
Så kagerne bedst lige når de er samlet.
Stine
Kan du fortælle, hvor stor en diameter marengs skal have?
Holger Rørby Madsen
Hej Stine
Det kommer sig ikke så nøje, men jeg plejer at lave dem med en diameter på ca. 9-10 centimeter 🙂
Alt det bedste
Holger
Susanne
Opskriften på marengsbombe er ok 😊
Men du beskriver ikke som billedet viser hvad det er marengsbomben sættes på af “kage” inden de placeres på et fad.
Som antallet af bagte marengs, er der ikke beregnet hvad “bomben” skal stå på når den samles.
Hilsen susanne