Se den lækre opskrift på lammekrone med rosmarin og hvidløg. Lammekronen steges i ovnen, hvor stegetiden er cirka 25 minutter.
Lammekrone med rosmarin og hvidløg er en klassiker til påske, men kan bestemt nydes året rundt.
Og med denne lækre opskrift får du en virkelig smagfuld lammekrone.
Opskriften er til fire personer.
Ingredienser til lammekrone med rosmarin
2 stk. lammekrone på hver ca. 400 gram
4 spiseskefulde olivenolie
1 solo hvidløg (eller fire alm. fed hvidløg)
1 stor kvist frisk rosmarin
Salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Start med at pudse lammekroner af for fedt, og skær ribbenene helt fri. Som du ser på billedet. Eller bed slagteren om at gøre det for dig.
- Derefter ridses forsiden (kødsiden) i skrå ruder.
- Pil hvidløg og del i kvarte, som du derefter presser ned i olivenolien. Hak frisk rosmarin fint, og kom det ved. Mos det godt rundt, eventuelt med bagsiden af en ske.
- Smør nu de to stykker lammekrone godt ind i marinaden, og lad dem trække i mindst en time. Men har du tid til det, bliver de endnu bedre hvis de får fire timer.
- Beklæd et ildfast fad med bagepapir, og læg lammekronerne i.
- Steg dem nu i en forvarmet ovn ved 21o grader varmluft, hvor de skal have cirka 25 minutter. Så er de let rosa, uden hverken at være rå eller tørre.
- Pak dem straks ind i lidt sølvpapir, og lad dem hvile i 15 minutter.
Lammekrone med rosmarin serveres eventuelt med hasselback kartofler og en god bønnesalat med tomater.