Lakrids - fakta om vores yndlings-smag

Lakrids er en af den slags slik, som vi sagtens kan have for os selv, hvis vi deler slikskål med en amerikaner, en inder eller en italiener.

Det sorte slik er ikke så populært, når vi bevæger os væk fra Nordeuropa. For mange er smagen decideret ulækker.

Men i Danmark er vi store lakridselskere. Her ligger lakrids på andenpladsen over det mest populære slik, kun overgået af chokolade.

Så hvad er der egentlig med det kulfarvet slik? Hvad består det af? Og hvordan blev det så populært herhjemme? Det og meget andet undersøger vi her.

Hvad er lakrids

I Middelhavslande, Rusland, Iran og Kina vokser en staude ved navn Glyccyrhiza glabra. Denne plante har dybe, søde rødder, som vi kender som lakridsrødder.

Det er herfra, vi får al lakrids. Rødderne koges ind med vand, hvorefter man har en ekstrakt.

Denne ekstrakt inddampes så man står med med en tjærelignende masse - rålakrids.

Rålakridsen kan nu bruges i en række lakridsprodukter og slik. Hvad der herefter blandes i, afhænger af, om det er hård lakrids som poletter eller søde, bløde lakridser som de klassiske finske lakridser.

Hårde og bløde

Vi kan få lakridser i alle afskygninger fra de små hårde pastiller til de store bløde lakridspiber.

Først og fremmest opdeles lakrids i de hårde og de bløde, da det er forskellige ingredienser, man kommer i.

Hård lakrids som Gajol og poletter støbes i forme. De indeholder typisk gummi arabicum, sukker, glukose og rålakrids.

Blød lakrids laves af ris- eller hvedemel, sirup, sukker og rålakrids, som koges sammen og spyttes ud af en maskine.

I følge Den Store Danske er der ca. fem procent lakrids-ekstrakt i den lakrids, vi spiser som slik.

Forskel på saltlakridser og de søde

I Danmark kalder vi salmiaklakrids for saltlakrids, uanset om der er salt i lakridserne eller ej.

For at lave saltlakrids - eller salmiaklakrids - skal der ammoniumklorid i lakridsmassen. Dette stof består af saltsyre og ammoniak.

Piratos er en typisk saltlakrids. Ligesom med de fleste andre lakridser er det kun en lille procentdel lakrids i en Piratos, nemlig tre procent.

Her ses indholdet i de sorte mønter: Glukosesirup, arabisk gummi, majsstivelse, ammoniumchlorid, rålakrids, salt, aromafarve, palmeolie, overfladebehandlingsmidler i form af bivoks og carnaubavoks.

Ser du på en anden Harobo-klassiker, de runde Rotella, som er søde, finder du ikke ammoniumchlorid (salmiak) i dem:

Mørk sirup, hvedemel, glukosesirup, majsstivelse, rålakrids, aroma,
salt, overfladebehandlingsmidler som bivoks og carnaubavoks.

Hvis vi spiser for meget

Lakridser indeholder glycyrrhizinsyre, som findes naturligt i lakridsrødder. Denne syre kan få blodtrykket til at stige, hvis vi spiser mange lakridser.

Men der findes mennesker, som er særligt følsomme overfor glycyrrizinsyre, og her kan en halv pose med det sorte slik være nok til at hæve blodtrykket voldsomt.

Derudover fraråder Fødevarestyrelsen, at små børn får salt- og salmiaklakrids. Deres indhold af ammoniumklorid (salmiak) kan afkalke knoglerne, hvis man spiser salmiak i store mængder.