Lakridskarameller smager virkelig godt. Især de hjemmelavede. Her får du en opskrift, som du kan følge uden at bruge et bagetermometer.
Lakridskarameller er virkelig nemme at lave. Og lige så nemme de er at lave, lige så hurtigt forsvinder de. For de smager brandgodt.
Det tager under en time at lave disse karameller, og det meste af tiden går med at massen koger i en gryde.
Det betyder, at du kan gå til og fra - der skal bare røres rundt hver femte-ottende minut, ellers skal karamelmassen bare have lov til at stå og boble.
Men hold dig alligevel i nærheden, så det ikke koger over eller brænder på.
Jeg bruger lakridspulver til karamellerne, fordi jeg godt kan lide, at der er en smule knas i.
Lakridssirup fungerer også godt, og den farver karamellerne mørke. Nogen vil sikkert mene, at det er den farve, lakridskarameller skal have.
Pak dem ind og giv dem som værtindegave
Jeg kan nu godt lide, at flødekaramellernes gyldne farve skinner igennem, derfor nøjes med pulveret af rålakrids.
Opbevar karamellerne i køleskabet og tag dem ud et kvarter, før de skal spises. De bliver ret bløde, hvis du vælger at opbevare dem ved stuetemperatur, men det har også sin charme.
Du kan servere dem som fotoet, eller du kan pakke dem stykvis ind i cellofan.
Det ser festligt ud, og så er der heller ingen fare for, at karamellerne klistrer sammen.
Opskrift på hjemmelavede lakridskarameller
Lakridskarameller - hjemmelavede og lækre
Ingredienser
- 120 gram sukker
- 2,5 dl piskefløde
- 1 dl glukosesirup
- 2 tsk rå-lakridspulver - el. lakridssirup
Sådan gør du
- Hæld sukker, glukosesirup og piskefløde i en gryde med tyk bund.
- Varm op, til det er en flydende masse, som begynder at bruse og boble.
- Rør rundt og skru ned til medium-svag varme. Lad nu massen koge i en halv times tid. Rør rundt ca. hver femte minut.
- Efter en halv time begynder massen så småt at skifte farve til den klassiske flødekaramel-farve. Nu skal du holde øje med den, da den pludselig begynder at blive mere fast.
- Når du mener, at massen er tilpas klistret og tyk, tester du karamellernes konsistens ved at dryppe lidt i et glas med iskoldt vand. Hvis du kan tage karamellen op og forme den løst med fingrene, er massen ved at være klar.
- Bland lakridspulveret eller lakridssiruppen i og rør rundt, lad gryden blive på varmen i et par minutter, mens du rører.
- Hæld massen i en lille form - ca. 10 x 20 cm. Formen skal være beklædt med bagepapir, som gerne må være penslet med neutral madolie.
- Lad nu karamellerne sætte sig et par timer, før du skærer dem i mundrette stykker. Jeg laver rimeligt små stykker, så man ikke skal bide af dem, men kan spise en flødekaramel i en mundfuld.
Få tilsendt opskriften på mail
Du kan også prøve at lave nogle af disse lækkerier:
Del dine ideer og tanker med os andre her: