Langtidsstegt cuvette tilberedes ved 70 grader varmluft med rosmarin, hvidløg og et stegetermometer, så kødet bliver jævnt rosa.
Cuvetten brunes først på en varm pande og steges derefter langsomt til en kernetemperatur på 57 grader. Regn med cirka to timer i ovnen for en steg på omkring ét kilo.
Opskriften er beregnet til fire personer. Nederst finder du også den tidligere og hurtigere metode ved 125 grader.
Langtidsstegt cuvette
Ingredienser
- 1 kg cuvette
- 3 tsk brun farin
- 2 tsk salt (og lidt friskkværnet peber)
- 0,5 dl olivenolie
- 6 fed hvidløg (finthakket)
- 1 håndfuld rosmarin (hakkede rosmarin blade - timian er også godt)
- smør (til bruning af oksecuvetten)
Fremgangsmåde
- Start med at soignere 1 kg cuvette, hvor du skærer al unødvendig fedt og andet snavs fra. Gør det grundigt, da det ikke er rart at få i munden under spisningen senere. Eller bed din slagter om at gøre det!
- Bland 3 tsk brun farin, 2 tsk salt og lidt friskkværnet peber sammen, og gnub det grundigt ind i kødet på alle sider. Lad cuvetten trække i 30 minutter.
- Bland også 0,5 dl olivenolie, 6 fed hvidløg og 1 håndfuld rosmarin til marinade, og lad det trække imens.
- Kom en god klat smør på panden, og brun cuvetten GRUNDIGT på begge sider. Den skal virkelig have stegeskorpe. Det tager nogle minutter, og lad stegen ligge på panden uden at røre den mens den bruner.
- Læg så cuvetten op i et ildfast fad, og smør marinaden ud over kødet. Giv den også lidt ekstra salt og friskkværnet peber. Stik et stegetermometer ind fra siden, så spidsen sidder midt i den tykkeste del af kødet. Sæt eventuelt en tandstik i det hjørne, hvor udskæringen senere skal begynde.
- Tænd ovnen på 70 grader varmluft, og når ovnen er varm smider du oksecuvetten ind.
- Nu skal den stege her indtil den når en kernetemperatur på 57 grader, hvor den er flot og rosa. Det tager cirka to timer, men det afhænger af stegens tykkelse og din ovn. Så hold øje med stegetermometeret.
- Tag cuvetten ud efter endt stegning, og lad den hvile utildækket på et skærebræt i 20 minutter inden udskæring.
- Fjern tandstikken, og skær kødet i tynde skiver på tværs af fibrene.
Næringsindhold
Afpuds cuvetten grundigt
En cuvette kan have mere bindevæv, løse hinder og ujævnt fedt end en culotte. Fjern især tykke hinder på undersiden, da de kan gøre kødet vanskeligt at skære og tygge.
Et tyndt og jævnt fedtlag på oversiden kan blive siddende. Skær større, hårde fedtstykker væk, men undgå at fjerne brugbart kød.
Kontrollér samtidig fiberretningen. Den er lettere at se på det rå kød end efter stegningen.
Brun kødet før krydderolien tilsættes
Cuvetten brunes, inden den smøres med hvidløg og rosmarin. Det giver kødet en stegeskorpe, uden at hvidløget brænder på panden.
Brug neutral olie til den første varme og tilsæt derefter smørret. Olien tåler den høje temperatur, mens smørret bidrager med smag og farve.
Brun alle sider grundigt, men lad ikke kødet stege færdigt på panden. Den egentlige tilberedning foregår langsomt i ovnen.
Stegetid ved 70 grader
En oksecuvette på cirka ét kilo skal normalt have omkring to timer ved 70 grader varmluft.
Tiden kan variere efter stegens tykkelse, starttemperatur og ovnens præcision. En kort og tyk steg tager længere tid end en lang og flad steg med samme vægt.
Ovne kan være upræcise ved meget lave temperaturer. Brug eventuelt et ovntermometer, og lad altid kernetemperaturen afgøre, hvornår stegen skal ud.
En større cuvette behøver ikke nødvendigvis forholdsmæssigt længere tid. Det er især tykkelsen og ikke kun vægten, der bestemmer stegetiden.
Kernetemperatur på cuvette
Stik termometeret ind fra siden, så spidsen ender midt i den tykkeste del. Undgå at placere det i fedtlaget eller tæt på overfladen.
Brug følgende temperaturer som vejledning:
- 52-54 grader giver rødt kød.
- 55-57 grader giver rosa kød.
- 58-60 grader giver medium kød.
- 62-65 grader giver et mere gennemstegt resultat.
Til denne opskrift anbefales 57 grader. Fordi ovntemperaturen kun er 70 grader, stiger kernetemperaturen normalt mindre under hviletiden end ved stegning ved højere temperatur.
Temperaturerne gælder et helt stykke oksekød, som ikke er maskinmørnet eller tilsat lage. Følg emballagens anvisning, hvis kødet er behandlet.
Den tidligere metode ved 125 grader
Siden blev oprindeligt lavet med en hurtigere metode ved 125 grader. Den kan stadig anvendes, hvis der ikke er tid til stegning ved 70 grader.
Klargør, krydr og brun cuvetten som beskrevet i opskriften. Smør den derefter med krydderolien, og steg den ved 125 grader almindelig over- og undervarme.
En cuvette på cirka ét kilo skal normalt have omkring 45-60 minutter. Brug ikke tiden alene, men tag kødet ud, når kernetemperaturen når 56-57 grader.
Lad det derefter hvile utildækket i cirka 20 minutter. Metoden er hurtigere, men tilberedningen bliver lidt mindre ensartet fra kanten og ind mod midten end ved 70 grader. Derfor har jeg forbedret opskriften, men jeg ved mange brugere er glade for den første udgave.
Hviletid og udskæring
Lad cuvetten hvile utildækket i cirka 20 minutter efter stegningen. Den lave ovntemperatur betyder, at kødet ikke har behov for tæt indpakning i alufolie.
Cuvetten skal skæres på tværs af kødfibrene. Skæres den langs med fibrene, kan kødet virke sejt, selv om kernetemperaturen er korrekt.
Skær tynde skiver med en lang, skarp kniv. Begynd ved det hjørne, som blev markeret inden tilberedningen.
Cuvette eller culotte
Cuvette og culotte er ikke den samme udskæring. Cuvetten er typisk mindre, billigere og mere uregelmæssig og kan indeholde mere bindevæv.
Culotten er ofte mere ensartet og har et tydeligere fedtlag på oversiden. Vil du tilberede den udskæring, kan du følge opskriften på culottesteg i ovn.
Den lave ovntemperatur og præcise kernetemperatur er særligt velegnet til cuvette, fordi den langsomme tilberedning giver et ensartet resultat.
Servering og andre metoder
Langtidsstegt cuvette passer godt til flødekartofler, bagte rodfrugter, grønne bønner eller en enkel salat.
Vil du tilberede kødet i vandbad, findes der en selvstændig opskrift på cuvette sous vide. Her får kødet otte timer ved 56 grader og brunes efter tilberedningen.
Du kan også vælge en langtidsstegt cuvette i gryde, som serveres med estragonsauce.
Rester kan bruges kolde i tynde skiver på rugbrød eller i en sandwich.
Opbevaring og genopvarmning
Tilberedt cuvette kan opbevares i en lukket beholder i køleskabet i op til tre dage.
Opbevar helst kødet som et helt stykke, og skær kun den mængde, der skal bruges. Det begrænser udtørringen.
Genopvarm kødet forsigtigt ved lav temperatur og med en smule fond eller sovs. Høj varme kan hurtigt gøre de tynde skiver gennemstegte.
Cuvette kan fryses i op til tre måneder. Frys den gerne i mindre portioner med lidt stegesky eller sovs.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor længe skal en cuvette på ét kilo have?
Regn med cirka to timer ved 70 grader varmluft. Stegens tykkelse og kernetemperatur afgør den præcise tid.
Hvilken kernetemperatur skal cuvette have?
Tag den ud ved 55-57 grader for rosa kød eller 58-60 grader for medium.
Skal cuvetten brunes først?
Ja, i denne opskrift brunes den grundigt på alle sider. Bruningen giver stegeskorpe og mere smag.
Kan en større cuvette tilberedes på samme måde?
Ja. Metoden er den samme, men en tykkere steg kan tage længere tid. Brug altid et stegetermometer.
Kan kalvecuvette bruges?
Ja, men kalvecuvette er en anden råvare med mildere smag. Følg kernetemperaturen frem for en fast stegetid.
Kan opskriften laves ved 125 grader?
Ja. Steg cuvetten ved 125 grader almindelig ovn i cirka 45-60 minutter, eller til kernetemperaturen er 56-57 grader.
Skal kødet pakkes ind under hviletiden?
Nej. Lad det hvile utildækket i cirka 20 minutter. Tæt alufolie kan få temperaturen til at stige mere end ønsket.
Hvorfor bliver cuvetten sej?
Det skyldes ofte hinder, for høj kernetemperatur eller forkert udskæring. Afpuds kødet grundigt, og skær altid tynde skiver på tværs af fibrene.
Madens Verden PLUS
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- Adgang til populær favoritliste
- Adgang til at printe opskrifter
- Bemærk: Ingen bindingsperiode
Bliv en del af fællesskabet på Madens Verden.
Få adgang her
[novashare_inline_content]
Anders skriver
Mette skriver
Hej Holger
Kan man bruge samme metode ved en kalvecuvette?
Steen Nielsen skriver
Ualmindelig god og velsmagende steg efter opskriften. Findes ikke bedre. Kommer fuldt ud på højde med culotte, mørbrad m.fl.
Lasse skriver
Hej.
Tak for din gode side her.
Vil lige høre om det kan passe der ikke skal peber til marinaden.
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Lasse
Mange tak. Jo, den var faldet ud - jeg lægger den lige ind igen 🙂
Godt du er opmærksom.
Alt det bedste
Holger
Sofie skriver
Hej Holger..
Jeg har før lavet denne oksecuvette, og vi var SÅ glade for den. Nu skal jeg lave den igen i morgen, og jeg kan simpelthen ikke drive en cuvette op nogle steder. Ville jeg kunne bruge præcis den samme opskrift, og blot erstatte cuvetten med en okseculotte?
Dbh. Sofie
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Sofie
Tak for de pæne ord - det glæder mig 🙂
Jo, det kan du sagtens. Og personligt synes jeg, at culotte slår cuvette. men det er selvfølgelig en smagssag. Så følg bare opskriften, men husk at kernetemperaturen er det vigtigste.
Rigtig god fornøjelse.
Alt det bedste
Holger
Sofie skriver
Super fint - tusinde tak for hurtigt svar! Jeg går ud fra kernetemperatuern er den samme, og at stegene skal have lige lang tid uanset om det er cuvetten eller culotten?
Holger Rørby Madsen skriver
Velbekomme - og yes - det er det samme 🙂
God fornøjelse.
Maria skriver
Hej Holger.
Jeg mindes at der på et tidspunkt også stod en henvisning til en sovs der passet godt til cuvetten. Det kan godt være jeg husker helt forkert, men kan du anbefale en god sovs?
Vh. Maria
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Maria
Det kan du tro. Du kan evt. lave min grundopskrift på en lækker sovs til kød: https://madensverden.dk/nem-og-god-sovs-til-koed-grundopskrift/
Eller hvad med en skøn pebersovs - den er jeg ret vild med også: https://madensverden.dk/pebersovs/
God fornøjelse 🙂
Alt det bedste
Holger
Marie-Louise Storgaard Jørgensen skriver
Hej Holger..
Jeg skal lave en langtidsstegt cuvette steg. Den vejer 1.7 kg. Skal den så have længere tid i ovnen end de 2 timer?
Mvh Marie-Louise
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Maria-Louise
Det burde kunne klares på samme stegetid, så regn med de to timer 🙂
Alt det bedste
Holger
Sys Borgquist skriver
Som altid giver Madsens opskrifter succes på middagsbordet ...
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Sys
Det er jeg super glad for at høre - mange tak 🙂
Alt det bedste
Holger
Jan Jakobsen skriver
Superb
Emilie skriver
Hej Holger
Hvis jeg gerne vil have kødet mere gennemstegt så det ikke er så rødt, hvordan gør jeg så? Er det bare så simpelt at jeg giver den en halv til en hel time mere?
Mvh Emilie
Lars skriver
Fantastisk opskrift 👍
Afpudsede 1500 gr. Cuvette til ca 1100 gr, rubbede den, brunede den hældte den over med marinaden og den skulle have 2t5m...
Mega godt resultat..
Trine skriver
Hvis den skal være gennemstegt, hvor lang tid tror du så den skal haveved de 70 grader varmluft? - Kernetemperatur på 62.?
Britt skriver
Hej
Jeg har en cuvette på 1800 gram. Hvor længe skal jeg langtidsstege den .
Med venlig hilsen Britt
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Britt
Det er formentlig ca. samme tid - altså et par timer. Men det afhænger blandt andet af hvor tyk stegen er, og derfor er et stegetermometer godt at bruge. Men jeg vil stadig forvente ca. et par timer, måske lidt længere.
Alt det bedste
Holger
Mia skriver
Takker for en fantastisk opskrift! Har aldrig lavet en steg før, så var lidt nervøs for at gøre noget galt. Men din opskrift var super nem og overskuelig at følge, så jeg endte med en perfekt rosa steg, som smagte himmelsk og mine gæster var så glade!
TAK TAK!
Madensverden.dk skriver
Hej Mia
Mange tak - det er jeg super glad for at høre 🙂
De bedste hilsner og godt nytår til dig
Holger
Mie skriver
Hej
Hvorfor pokker er der lavet om i opskriften? Den plejede at være min sikre vinder dengang den tog 45 min. Nu tager den pludselig to timer! Og nu står jeg med en cuvette som jeg (ALTID!) laver efter de 45 min. Og kan selvfølgelig ikke huske graderne!
Øv hvor skuffet jeg blev! ????
Madensverden.dk skriver
Hej Mie
Øv da. Jeg har lavet opskriften om, fordi jeg synes denne var bedre. Men jeg synes denne metode er endnu bedre.
Jeg kan dog glæde med, at den tidligere var på 125 grader - og ganske rigtigt i 45 minutter. Håber det hjælper dig.
Det har jeg i øvrigt nu skrevet ind i opskriften, hvis andre hellere vil bruge den metode.
De bedste hilsner
Holger
Christina skriver
Lyder virkelig lækkert og det skal vi prøve at lave her til nytår.. jeg er dog usikker på mængden af kød, da vores steg er lidt over 1,8 kg, skal den så ikke have længere tid i ovnen og i så fald, ved du hvor lang tid?
Godt nytår
Madensverden.dk skriver
Hej Christina
Tak for det - og den skal have lidt længere, men anvend et stegetermometer, så du rammer den rigtige kernetemperatur, der er angivet i opskriften. Jeg vil tro stegetiden hedder lidt mere end en times tid. Måske fem kvarter.
God fornøjelse - og godt nytår.
Bedste hilsner
Holger
Madensverden.dk
Helena Christensen skriver
Hej. Hvor stort et stykke kød plejer du at lave? Jeg har købt en der er marineret i forvejen, tror du godt at man kan stege den på panden nu når den er marineret?
Tanja skriver
Skal man slå varmluften fra når ovnen er varm eller hvordan?
Madensverden.dk skriver
Hej Tanja
Nej, du holder den på varmluft hele vejen 🙂
God fornøjelse
De bedste hilsner
Holger
Madensverden.dk
Anders skriver
hvorfor kalder du 45 minutter for langtidsstegning? god opskrift, men misvisende.
Guffeliguf.dk skriver
Hej Anders
Fordi det er ved lav temperatur - og normalt er den endnu hurtigere at stege. Men det er da rigtigt, at den ikke tager voldsom lang tid at lave 🙂
Bedste hilsner
Holger
Guffeliguf.dk.