Syltede valnødder med brun farin og kanel er et lækkert tilbehør til ost eller desserter. Opskriften her er virkelig nem at lave.
Syltede valnødder kræver faktisk kun en håndfuld ingredienser, som du sikkert allerede har liggende i dit køkken. Det tager også kun lige knap 30 minutter at lave dette tilbehør.
Server det som topping til desserter så som pandekager og is. Du kan også spise det sammen med ost som tilbehør til et ostebord. Personligt kan jeg også lide at hælde de søde valnødder på havregrød til morgenmad.
Du kan vælge enten at lade nødderne være hele eller groft hakket. Jeg gør det sidstnævnte, da det gør dem nemmere at spise.
Opskrift på syltede valnødder
Ingredienser
- 50 gram valnødder
- 40 gram brun farin
- 50 ml vand
- 10 gram honning
- 1 tsk kanel
- 1 spsk citronsaft
Sådan gør du
- Start med at komme valnødderne i en lille gryde med lidt vand. Kog vandet og hæld det fra, det fjerner bitterheden fra nødderne.
- Tag nu en anden gryde og tilføj brun farin, vand, honning, kanel og citronsaft. Lad det koge op og lad derefter siruppen simre i 20 minutter.
- Hæld valnødderne i siruppen og lad den simre i 10 minutter mere.
- Lad de syltede valnødder køle ned, og så er er de klar til servering.
Tip
Prøv at tilføje en smule portvin eller en anden alkohol til siruppen. Det smager virkelig godt.
Jeg har endda prøvet opskriften med mørk øl i stedet for vand, og det kan virkelig anbefales.
Se også andre opskrifter med valnødder: