Vintergryde er en langtidssimret gryderet med oksekød, paprika, champignon, gulerødder og peberfrugt. Kødet simrer mørt i et par timer, mens grøntsagerne først kommer i til sidst.
Jeg kalder den også Slagtermesterens vintergryde, og det er en af de retter, hvor lidt tålmodighed gør det meste af arbejdet.
Oksekødet får lov til at simre stille og roligt med paprika, oksefond og laurbærblade. Først til sidst kommer champignon, gulerødder, peberfrugt og fløde i gryden, så grøntsagerne stadig har både smag og struktur ved servering.
Vintergryde
Ingredienser
- 600 g oksekød (i strimler)
- 1 spsk. smør
- 3 tsk. paprika
- 2,5 dl oksefond
- 2 laurbærblade
- 250 g champignon
- 1 rød peberfrugt
- 3 gulerødder
- 2,5 dl fløde
- 1 spsk gastrik (eller mere)
- salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Dup 600 g oksekød tørt med køkkenrulle. Det gør det lettere at få en god stegeskorpe under bruningen.
- Varm en stegegryde godt op ved høj varme, og kom 1 spsk. smør i.
- Brun halvdelen af oksekødet grundigt. Lad kødet ligge lidt, inden du begynder at vende det, så det når at få farve. Tag kødet op, og brun derefter resten på samme måde.
- Kom alt kødet tilbage i gryden, drys 3 tsk. paprika over, og lad det stege kort med.
- Hæld 2,5 dl oksefond ved, og tilsæt 2 laurbærblade.
- Skru ned til lav varme, læg låg på, og lad kødet simre stille og roligt i cirka 2 timer.
- Rens imens 250 g champignon, og skær dem i kvarte. Steg dem godt af på en varm pande.
- Skær 1 rød peberfrugt i tynde strimler og 3 gulerødder i tynde, skrå skiver.
- Når kødet har simret i cirka 2 timer, kommes champignon, peberfrugt og gulerødder i gryden.
- Tilsæt 2,5 dl fløde og 1 spsk gastrik, og vend forsigtigt rundt.
- Læg låget på igen, og lad vintergryden simre yderligere cirka 20 minutter. Gulerødderne skal være møre, men stadig have lidt struktur.
- Smag til med salt og friskkværnet peber og eventuelt lidt mere gastrik.
- Ønsker du saucen tykkere, kan den jævnes med lidt majsstivelse rørt ud i koldt vand.
Næringsindhold
Video
Derfor bruner jeg kødet ad flere omgange
En god vintergryde begynder med en ordentlig bruning af oksekødet.
Kommer alt kødet på panden på én gang, falder temperaturen hurtigt, og kødet begynder lettere at koge i den væske, det afgiver.
Jeg bruner derfor kødet i to omgange og lader det ligge lidt i gryden, inden jeg vender det. Så får overfladen tid til at tage farve.
Når alt kødet er brunet, kommer det tilbage i gryden, og paprikaen får lov til at stege ganske kort med, inden fonden hældes ved.
Lad vintergryden simre langsomt
Retten skal ikke bulderkoge.
Efter tilsætning af fond og laurbærblade skruer jeg ned, lægger låg på og lader kødet simre roligt i cirka to timer.
Det er den lange tilberedning, der giver saucen dybde og kødet tid til at blive mørt.
Vil du selv lave fonden, kan du bruge min opskrift på hjemmelavet oksefond. En god købt oksefond fungerer også fint.
Grøntsagerne kommer først i til sidst
Champignon, gulerødder og peberfrugt skal ikke simre sammen med kødet i to timer.
De kommer først i de sidste cirka 20 minutter. På den måde beholder gulerødder og peberfrugt mere struktur og farve.
Jeg steger champignonerne separat ved god varme, inden de kommer i gryden. Det giver dem mere smag og mindsker mængden af væske, de afgiver til saucen.
Du kan læse mere om rensning og stegning i min guide til champignon.
Paprika og gastrik giver smagen
Paprika giver både farve og en mild krydret smag til vintergryden.
Jeg bruger 3 tsk. paprika til denne portion. Paprikaen skal kun stege kort sammen med kødet, da den kan få en bitter smag, hvis den får for kraftig varme for længe.
Vil du vide mere om de forskellige typer, kan du læse min guide til paprika.
Til sidst tilsætter jeg gastrik. Den sur-søde smagsgiver giver balance til den fyldige sauce med fond og fløde.
Du kan købe gastrik færdig eller lave hjemmelavet gastrik. Smag altid til, da styrken kan variere.
Hvad serverer man til vintergryde?
Jeg serverer gerne vintergryden med kartoffelmos eller kogte ris.
En blød kartoffelmos med smør og mælk er særlig god, fordi den passer godt sammen med den cremede sauce.
Basmati- eller jasminris fungerer også fint, hvis du foretrækker ris.
Du behøver ikke meget andet tilbehør, da der allerede er champignon, gulerødder og peberfrugt i selve gryderetten.
Kan vintergryden laves dagen før?
Ja. Som mange andre simreretter er vintergryden velegnet til at lave på forhånd.
Køl retten hurtigt ned efter tilberedningen, opbevar den tildækket i køleskabet og varm den forsigtigt igennem inden servering.
Saucen kan blive lidt tykkere på køl. Tilsæt i så fald en smule vand eller fond under opvarmningen.
Vent gerne med den endelige tilsmagning med salt og gastrik, til retten er varm igen.
Opbevaring og frysning
Rester af vintergryde skal hurtigt på køl og opbevares i en lukket beholder.
Retten kan også fryses. Flødesaucen kan ændre konsistens en smule efter optøning, men den kan som regel samles igen ved rolig opvarmning og omrøring.
Frys gerne i portionsstørrelser, så du kun behøver tø den mængde op, du skal bruge.
Vil du have inspiration til flere simreretter, finder du mine opskrifter på gryderetter samlet her.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor længe skal vintergryden simre?
Oksekødet simrer først cirka 2 timer. Derefter tilsættes grøntsager og fløde, og retten simrer yderligere cirka 20 minutter.
Hvorfor tilsættes grøntsagerne først til sidst?
Så beholder især gulerødder og peberfrugt mere struktur, farve og smag i stedet for at koge helt ud.
Skal champignon steges først?
Ja, jeg steger dem separat ved høj varme. Det giver mere smag og forhindrer, at de afgiver unødigt meget væske direkte i gryden.
Kan gastrik udelades?
Ja, men gastrikken giver en god balance mellem den fyldige fløde, fonden og paprikaen. Smag eventuelt retten til med en smule anden syre og sødme, hvis du ikke bruger gastrik.
Kan vintergryden jævnes?
Ja. Er saucen for tynd, kan du jævne den med lidt majsstivelse rørt ud i koldt vand.
Kan vintergryden laves dagen før?
Ja. Køl den hurtigt ned, opbevar den på køl og varm den grundigt igennem inden servering.
Kan vintergryde fryses?
Ja. Den kan fryses, selv om en flødebaseret sauce kan ændre konsistens en smule efter optøning.
Madens Verden PLUS
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- Adgang til populær favoritliste
- Adgang til at printe opskrifter
- Bemærk: Ingen bindingsperiode
Bliv en del af fællesskabet på Madens Verden.
Få adgang her
[novashare_inline_content]
Gitte Jensen skriver
Det er en super lækker ret. Jeg brugte en roastbeef som jeg skar i strimler. Det gjorde ikke retten ringere😅
Jeg har købt en gastrisk, da jeg har mødt flere retter herinde hvor det skal bruges, så nu er den på hylden sammen med andre ingredienser til de dejlige retter herinde.
Gitte Jensen skriver
Mums det var en lækker ret. Jeg tog en roastbeef og skar den i strimler, det gjorde ikke retten ringere😅
Pia skriver
Hvad er Gastrik ?
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Pia
Gastrik er en fantastisk smagsgiver til sovs, gryderetter og meget mere. Og den er nem at lave - du kan læse mere om den her: https://madensverden.dk/opskrift-paa-gastrik/
De bedste hilsner
Holger
Mette skriver
Hej jeg bager boller Ca, hver anden eller tredje dag,
hvordan kan jeg bedst opbevarer dem så de ikke bliver så hurtig mugne,
jeg har prøvet Papirposer og plastposer, har du et godt råd?
Hilsen Mette
Christian johansen skriver
Super fin ret massere af smag og nem at lave og tager ikke så lang tid jeg brugte resterne fra en oksemørbrad så simretiden var kun 40 minutter totalt
Kenneth skriver
Jeg kom til at udtrykke mig forkert. Ville spørge, om oksefond er noget man selv laver til retten, eller om det kan købes? 🙂
Hvis det selv skal laves, kunne det være super med en guide til det 🙂
Holger Rørby Madsen skriver
Hej igen Kenneth
Det er helt ok 🙂
Har du god tid, kan du sagtens selv lave en oksefond - opskriften er her: https://madensverden.dk/saadan-laver-du-oksefond-opskrift-med-video/
Men du kan også bare købe en god fond.
Håber det hjælper.
Alt det bedste
Holger
Kenneth skriver
Opakriften nævner først kalvefond på det tidspunkt det skal bruges? Laver man det selv, eller kan det nævnes?
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Kenneth
Tak fordi du er vågen - oksefond var blevet til kalvefond, men det er rettet nu 🙂
De bedste hilsner
Holger
Hanne Dreisig skriver
Da jeg har fået ny e-mail adresse - se oven for - og er MEGET glad for de lækre op
Har fået ny e-mail adresse - se oven for!!
Vil så mødigt gå glip af de lækre opskrifter!!