Sauce tartare er en syrlig og letkrydret kold sauce med mayonnaise, cornichoner, kapers og friske krydderurter. Den er særlig god til fisk, skaldyr og fish and chips.
Jeg smagte første gang sauce tartare i London, hvor den blev serveret til fish and chips. Den friske syre og de små salte elementer i saucen giver et godt modspil til den sprøde fisk.
Min version laves med både mayonnaise og lidt creme fraiche. Det giver en fyldig sauce, som samtidig føles frisk og ikke bliver for tung.
Sauce tartare
Ingredienser
- 200 g mayonnaise
- 0,5 dl creme fraiche (18 procent)
- 1 dl krydderurter (finthakkede, eksempelvis persille, purløg og dild)
- 2 spsk kapers (finthakkede)
- 2 spsk cornichoner (finthakkede)
- 1 tsk dijonsennep
- 1 tsk engelsk sauce (eller hvidvinseddike, kan udelades)
- citronsaft (friskpresset, efter smag)
- salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Kom 200 g mayonnaise og 0,5 dl creme fraiche i en skål, og rør det godt sammen.
- Skyl og tør 1 dl krydderurter grundigt, og hak dem fint. Hak også 2 spsk kapers og 2 spsk cornichoner fint.
- Vend krydderurter, kapers, cornichoner og 1 tsk dijonsennep i mayonnaisen.
- Tilsæt eventuelt 1 tsk engelsk sauce eller hvidvinseddike, og smag til med citronsaft, salt og friskkværnet peber.
- Stil saucen på køl indtil servering. Rør den kort igennem, inden den sættes på bordet.
Næringsindhold
Sådan smager sauce tartare
Sauce tartare har en fyldig base fra mayonnaisen og en frisk syre fra cornichoner, kapers og citron.
Dijonsennep og engelsk sauce giver mere dybde, mens krydderurterne tilfører friskhed. Resultatet er en sauce med både syre, salt og en mild krydret smag.
Brug gerne hjemmelavet mayonnaise
En god mayonnaise har stor betydning, fordi den udgør hovedparten af saucen. Du kan bruge en færdig mayonnaise, men jeg synes, resultatet bliver bedst med hjemmelavet mayonnaise.
Bruger du en meget syrlig mayonnaise, skal du være forsigtig med citron og hvidvinseddike. Smag altid til lidt ad gangen.
Vælg de rigtige krydderurter
Jeg bruger gerne en blanding af persille, purløg og dild. Persillen giver friskhed, purløg tilfører en mild løgsmag, og dild passer særlig godt til fisk.
Du kan nøjes med en eller to slags, hvis det er det, du har. Det vigtigste er, at krydderurterne er friske og hakkes fint.
Kapers og cornichoner
Kapers og cornichoner giver saucen dens karakteristiske salte og syrlige smag. Lad dem dryppe godt af, inden de hakkes, så saucen ikke bliver unødigt tynd.
Jeg foretrækker at hakke dem fint, så smagen fordeles jævnt, men der stadig er lidt struktur i saucen.
Til fisk og skaldyr
Sauce tartare er især kendt som tilbehør til fish and chips, hvor syren passer godt til den friterede fisk.
Den er også god til hjemmelavede fiskefrikadeller, paneret fisk, rejer og andre skaldyr.
Også god til kartofler
Saucen kan bruges som dip til pommes frites, ovnkartofler og grøntsager. Den smager også godt som fyld i en bagt kartoffel.
Vil du bruge den som dip, kan du tilsætte en smule ekstra creme fraiche, hvis du ønsker en lettere konsistens.
Opbevaring
Kom den færdige sauce i en ren beholder med tætsluttende låg, og opbevar den i køleskabet.
Jeg anbefaler at bruge den inden for 2-3 dage. Følg samtidig holdbarheden på den anvendte mayonnaise og creme fraiche - især hvis produkterne allerede har været åbnet.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad er sauce tartare?
Det er en kold sauce på mayonnaise med blandt andet kapers, cornichoner, sennep, citron og krydderurter.
Hvad serveres sauce tartare til?
Den serveres især til fisk, skaldyr og fish and chips, men er også god som dip til kartofler og grøntsager.
Kan saucen laves i forvejen?
Ja, den kan med fordel røres sammen nogle timer før servering og opbevares på køl.
Kan den laves uden creme fraiche?
Ja, men saucen bliver mere fyldig og får en tydeligere mayonnaisesmag.
Hvad kan erstatte engelsk sauce?
Brug hvidvinseddike, eller udelad den og smag i stedet til med lidt ekstra citronsaft.
Madens Verden PLUS
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- Adgang til populær favoritliste
- Adgang til at printe opskrifter
- Bemærk: Ingen bindingsperiode
Bliv en del af fællesskabet på Madens Verden.
Få adgang her
[novashare_inline_content]
Skriv et svar