Paloma er en klassisk mexicansk cocktail med tequila, grapefrugt og lime. Her får du den nemme opskrift på den friske drink, der laves direkte i glasset.
Paloma er en af de mest kendte cocktails fra Mexico, og den er både frisk, let bitter og behageligt syrlig med en smule sødme.
Den laves traditionelt med tequila, friskpresset lime og grapefrugtsodavand, og det hele serveres med masser af isterninger.
Jeg synes især, det er en god drink, når man gerne vil servere noget andet end en Margarita. Og så tager den kun et par minutter at lave.
Paloma
Ingredienser
- 5 cl tequila (blanco)
- 1 cl limesaft (friskpresset)
- 1 nip salt (fint)
- isterninger
- 10 cl pink grapefrugtsodavand
- 1 skive lime (til pynt)
Fremgangsmåde
- Find et højt drinksglas frem, og kom 5 cl tequila og 1 cl limesaft i glasset.
- Tilsæt 1 nip salt. Brug fint salt og der skal ikke meget til.
- Fyld glasset godt op med isterninger.
- Hæld 10 cl pink grapefrugtsodavand (koldt) i glasset.
- Rør forsigtigt rundt med en ske, så ingredienserne bliver blandet, uden at for meget brus forsvinder.
- Pynt din Paloma med 1 skive lime, og server straks.
Næringsindhold
Hvad er Paloma?
Paloma er en mexicansk cocktail, hvor tequila blandes med grapefrugt og lime.
Navnet Paloma betyder due på spansk, og drinken er en af de helt store klassikere i Mexico.
Den minder lidt om en Margarita, fordi begge cocktails indeholder tequila og lime. Men hvor Margarita laves med appelsinlikør, får Paloma sin karakteristiske smag fra grapefrugt.
Det giver en friskere og mere perlende drink, som serveres i et højt glas med is.
Hvilken tequila skal du bruge?
Jeg anbefaler en tequila blanco, der også kaldes silver eller plata.
Det er en klar tequila, som normalt ikke har været lagret på egetræsfade, og derfor har den en ren og tydelig smag af agave.
Du kan også bruge tequila reposado, som er lagret på egetræsfade og har en lidt rundere smag.
Læs eventuelt mere i min guide til tequila.
Paloma med grapefrugtjuice og danskvand
Den klassiske Paloma laves med grapefrugtsodavand, men den kan være svær at finde i almindelige danske supermarkeder.
Heldigvis kan du også lave en god Paloma med friskpresset grapefrugtjuice og danskvand.
Til en drink skal du bruge 5 cl tequila, 5 cl friskpresset pink grapefrugtjuice, 1 cl limesaft, 1 cl sukkersirup og 5 cl danskvand.
Kom tequila, grapefrugtjuice, lime og sukkersirup i et glas med isterninger, og top op med danskvand.
Rør forsigtigt rundt og smag til. Du kan eventuelt tilsætte lidt ekstra sukkersirup, hvis grapefrugten er meget syrlig.
Skal der salt i en Paloma?
Ja, i den klassiske opskrift bruges der et lille nip salt.
Saltet fremhæver smagen af grapefrugt og giver en god balance til syrligheden.
Du kan også lave en saltkant på glasset, ligesom man ofte gør med Margarita.
Det gør du ved at fugte glassets kant med lime og derefter dyppe kanten i lidt fint salt.
Jeg foretrækker dog blot et lille nip salt direkte i drinken, fordi det giver en mere jævn smag.
Kan Paloma laves uden alkohol?
Ja, du kan sagtens lave en alkoholfri udgave.
Her udelader du tequila og blander i stedet grapefrugtsodavand med friskpresset lime og isterninger.
Vil du have lidt mere grapefrugtsmag, kan du tilsætte et par centiliter friskpresset grapefrugtjuice.
Det bliver en frisk mocktail, som også er velegnet som velkomstdrink.
Sådan serverer du Paloma
Paloma serveres bedst iskold i et højt glas, gerne et såkaldt highballglas.
Brug rigeligt med isterninger, så drinken holder sig kold uden at blive fortyndet alt for hurtigt.
Du kan pynte med en skive lime eller en lille skive pink grapefrugt.
Den passer især godt som sommerdrink, til en hyggelig aften på terrassen eller som velkomstdrink.
Er du glad for cocktails med tequila, kan jeg også anbefale den klassiske Tequila Sunrise med appelsinjuice og grenadine.
Kan Paloma laves i forvejen?
Du kan sagtens blande tequila og limesaft i forvejen og opbevare blandingen på køl i en lukket beholder.
Vent dog med at tilsætte grapefrugtsodavand og isterninger til lige før servering.
På den måde bevarer du brusen og får en kold og frisk cocktail.
Skal du lave Paloma til flere gæster, ganger du blot ingredienserne op med antallet af drinks.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad indeholder en Paloma?
En klassisk Paloma indeholder tequila, friskpresset lime, grapefrugtsodavand og et lille nip salt. Den serveres med isterninger.
Hvilken sodavand bruges til Paloma?
Traditionelt bruges grapefrugtsodavand, gerne en pink variant. Du kan også anvende grapefrugtjuice og danskvand samt lidt sukkersirup.
Er Paloma det samme som Margarita?
Nej. Begge cocktails indeholder tequila og lime, men Margarita laves normalt med appelsinlikør, mens Paloma laves med grapefrugtsodavand.
Hvor stærk er en Paloma?
En Paloma med 5 cl tequila på 40 procent indeholder cirka 1,3 danske genstande. Alkoholprocenten i den færdige drink afhænger blandt andet af mængden af sodavand og smeltet is.
Madens Verden PLUS
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- Adgang til populær favoritliste
- Adgang til at printe opskrifter
- Bemærk: Ingen bindingsperiode
Bliv en del af fællesskabet på Madens Verden.
Få adgang her
[novashare_inline_content]
Holger Rørby Madsen skriver
Tak fordi du bruger min opskrift på Paloma. Hvad synes du om den?