Ferskner og nektariner – fakta, forskelle og tips

Fersken og nektarin er så nært beslægtede, at det stort set kun er deres skind, der er forskellige. Læs om de to frugter og få de bedste opskrifter med dem.
Ferskner og nektariner kan være så saftige og solmodne, at saften løber ned ad hagen, når man bider i den. Aromaen er nærmest forførende og fortæller om varmere lande og eksotiske retter.
De kan også være hårde og utilnærmelige, hvis man er uheldig at få fat i de umodne, der ofte ligger køligt på danske supermarkeders hylder.
Mennesker har kendt til ferskner i tusinder af år. Frugterne kommer fra Kina og er blevet transporteret til Persien via Silkevejen i oldtiden.
Der er fundet adskillige mosaikker af ferskner både fra romertiden og oldtidens Grækenland og historikere mener, at Alexander den Store er manden, der bragte fersknerne fra Persien til Europa.
Der skulle gå mange år, før ferskner blev en frugt for folket. Den var så kostbar op gennem historien, at det kun var adelen og de kongelige, der fik mulighed for at nyde frugten.
Solkongen Louis den 10. var så vild med frugten, at han dyrkede 30 forskellige ferskensorter. Han mente også, at den kunne bruges som et potensmiddel.
Forskellen på ferskner og nektariner
Der er ikke en entydig konklusion på, hvordan nektarinen opstod. En ting er sikkert. Ferskenen kom først og enten er nektarinen en naturlig mutation eller også har datidens botanikere prøvet at lave en hybrid af fersken og blomme.
Skindet på de to frugter er forskellige. Ferskenen har fint, dunet skind, hvor nektarinen er glat som blommer.
Da nektarinen er en ferskensort, er der ikke mere forskel på de to frugters smag, end der er på to forskellige ferskensorters smag.
Næringsindhold
100 gram rå ferskner indeholder følgende:
49 kilokalorier (Kcal) svarende til 206 kilojoule (KJ).
Proteiner: 0,7 gram.
Kulhydrater: 9,8 gram.
Fedt: 0,4 gram.
100 gram rå nektarin indeholder følgende:
42 kilokalorier (Kcal) svarende til 177 kilojoule (KJ).
Proteiner: 0,8 gram.
Kulhydrater: 9,1 gram.
Fedt: 0 gram.
Begge frugter er rige på A og E-vitaminer samt kalium.
Opbevaring
Ferskner og nektariner kan holde et par dage ved stuetemperatur. Det er også ved den temperatur, at de smager bedst.
Men skal de holde længere end to dage, er det nødvendigt at lægge dem i køleskabet. Her vil de kunne holde sig helt op til en uge.
Er du kommet til at købe en pose umodne ferskner, kan du lægge dem sammen med æbler i en papirspose eller i en skål.
Æbler udskiller nemlig et stof, der får andre frugter til at modne.
Køb dem økologiske
Ferskner og nektariner er desværre nogle af de frugter, som mange steder er blevet sprøjtet til for at vokse. Ifølge Dansk Naturfredningsforening blev der fundet sprøjtegift i to tredjedele af ikke-økologiske nektariner og hele 90 procent af ferskenerne.
De økologiske indeholder ingen sprøjtegifte, så vil du være helt sikker, skal du holde dig til dem.
Anvendelse
Udover at spise en fersken - eller nektarin - direkte fra træet eller frugtskålen, kan de anvendes til det meste mad. Vi kender dem nok især fra desserter og tærter, men ferskner fungerer rigtig godt i forskellige middagsretter - for eksempel i kylling i karry.
Du kan også grille hele ferskner eller give dem en en halv times tid i ovnen, flække dem og servere dem sammen med vaniljeis. Lettere dessert kan man ikke lave og så smager den supergodt.