Carpaccio af jordskokker er en superfin, lille ret, som kan serveres som tilbehør eller portionanrettes som en forret. Og så er den lynhurtig at lave.
Carpaccio skal ikke være forbeholdt kød- og fiskespisere, så her får du opskriften på en hurtig og lækker carpaccio af jordskokker.
Man kan sagtens lave de skønneste carpaccios af andre rodfrugter, men jordskokkerne har en mild, nøddeagtig smag og en god konsistens, der gør den ekstra velegnet.
Serveringen er helt enkel lige som med den traditionelle italienske carpaccio med kalvekød.
Hvis du vil have mere farve på, kan du skære papirstynde skiver af en gulerod og lægge dem ind i mellem jordskokkerne.
Du kan servere forretten med stave af ristet rugbrød eller et rigtig godt, hjemmebagt brød.
Opskrift på carpaccio af jordskokker
Ingredienser
- 6 stk jordskokker ultratynde skiver
- 50 gram parmesan
- 1-2 spsk kapers
- 1 bundt purløg
- 2 tsk jomfruolivenolie
- 2 spsk citronsaft
- flagesalt
- friskkværnet peber
Sådan gør du
- Skræl jordskokkerne og skyl dem.
- Skær jordskokkerne ud i tynde skiver - jo tyndere, desto bedre.
- Pres straks en citron henover skiverne, for jordskokker bliver hurtigt brune, når de skæres ud.
- Læg skiverne på et fad eller på seks kagetallerkener.
- Dryp olivenolien over jordskokke-skiverne, men pas på mængden, så du ikke overdøver rodfrugternes smag.
- Mos kapers let med siden af en kniv og drys dem over.
- Riv parmesan henover din carpaccio af jordskokker - brug den grove side på rivejernet.
- Klip purløg og drys over sammen med salt og peber.
Næringsindhold
Variationer af vegetarcarpaccio
Du kan bruge næsten alle typer grøntsager til at lave vegetarcarpaccio som denne carpaccio med jordskokker - undtaget er naturligvis dem, der ikke fungerer rå som kartofler.
Der er også mulighed for at lege med farverne og bruge gulerødder i forskellige farver - eller rødbedeskiver sammen med ultratynde skiver glaskål og agurker.
Et drys ristede pinjekerner eller hakkede nødder er også lækkert.
Mulighederne er mange. Det handler bare om at eksperimentere med farve og konsistens, og det kan næsten ikke gå galt.
Se andre vegetariske opskrifter:
Comments
No Comments