Her får du min bedste opskrift på vegetarbøffer. Lækre veggiebøffer eller deller helt uden kød, og de laves bla. med kidneybønner på dåse. Lækre og fyldige.
Vegetarbøffer kan laves på et utal af forskellige måder, men her er mit bedste bud på de lækre veggiebøffer, som naturligvis også kan laves som lidt mindre veggiedeller.
Jeg anvender kidneybønner på dåse, fordi jeg synes det giver en god smag og konsistens på "bøfferne", men dertil kommer selvfølgelig også andre lækre ingredienser.
Tilsammen gør det, at du får en vegetarbøf, der rigtig meget minder om en rigtig bøf.
Opskriften giver 8-10 vegetarbøffer, selvfølgelig afhængig af hvor store du laver dem. Bøfferne kan fryses ned.
Ingredienser til vegetarbøffer
2 dåser kidney bønner
1 rødløg
1 rød peberfrugt
3 fed hvidløg
1 stor teskefuld paprika
1 spiseskefuld engelsk sauce
1 deciliter bouillon (1 deciliter vand og en grøntsags bouillonterning)
75 gram havregryn
75 gram rasp
1 lille potte persille
Salt og peber
Fremgangsmåde
- Hæld kidney bønnerne i en sigte og skyl dem grundigt under den kolde hane. Dryppes af og kommes i en blender, hvor de blendes groft. Kommes i en skål.
- Rødløg, peberfrugt og hvidløg hakkes så fint som muligt, og kommes derefter ned til de blendede kidneybønner.
- Kom paprika, engelsk sauce og bouillon ved. Vend det godt sammen.
- Tilsæt så havregryn, rasp og finthakket persille, og krydr med salt og friskkværnet peber.
- Rør "farsen" til dine vegetarbøffer godt sammen, og stil gerne på køl en halv times tid.
- Form til veggiebøffer i passende størrelse - jeg plejer at lave otte bøffer af denne portion, der normalt passer til fire personer. Du kan med fordel forme bøfferne i en bøfring, og husk at komme lidt olie på bordet og hænderne, for så er farsen ikke så klistret at arbejde med.
- Varm en pande op ved en god varme, og og kom en god sjat olie på sammen med e stor klat smør.
- Steg dine vegetarbøffer i cirka tre minutter på hver side, og nu kan du næsten ikke se, at det ikke er rigtige bøffer.
Brug vegetarbøfferne i en burger, eller server dem sammen med en god salat. Eventuelt en nem kartoffelsalat.
Se også mine opskrifter på
Hej,
jeg bor i et land, hvor der ikke er engelsk sauce. Hvad kan jeg erstatte dette med?
Super god opskrift. Smager SÅ godt. Hurtigt og nemt.