Tarteletter med høns i asparges er en dansk klassiker med mørt kyllingekød, hvide asparges og en opbagt stuvning.
En hel kylling koges med suppeurter, og den hjemmelavede fond bruges sammen med aspargeslage og fløde i fyldet. Tarteletterne lunes først, når stuvningen er klar.
Opskriften giver otte tarteletter til cirka fire personer som forret.
Tarteletter med høns i asparges
Ingredienser
- 1,4 kg kylling (eller høne)
- 1,5 l vand
- 2 små gulerødder (i mindre stykker)
- 1 persillerod (i mindre stykker)
- 100 g knoldselleri (i mindre stykker)
- 1 porre ( i skiver, inkl. lidt af toppen)
- 20 sorte peberkorn
- 1 tsk salt
- 30 g smør
- 30 g hvedemel
- 1,5 dl lage (fra de hvide asparges, ca. mængde)
- 2 dl suppe (fra den kogte kylling)
- 1 dl fløde (måske lidt mere)
- 1 tsk sukker
- citronsaft (friskpresset)
- 250 g hvide asparges (fra dåse eller glas, også vandet)
- 4 forårsløg (i 1 cm. tykke skiver)
- salt og friskkværnet peber
- 8 tarteletter (lunes i ovn)
- persille (til pynt, kan udelades)
Fremgangsmåde
- Kom 1,4 kg kylling i en gryde og hæld 1,5 l vand (kogende) ved, så vandet netop dækker kyllingen. Se også fremgangsmåde til tarteletter med høns i asparges i min video.
- 2 små gulerødder, 1 persillerod, 100 g knoldselleri og 1 porre snittes og kommes ved. Lad det koge op, og tilsæt 1 tsk salt og 20 sorte peberkorn.
- Skru lidt ned for varmen, læg låget på og lad nu suppen med kyllingen koge i en time og 15 minutter, så den er helt mør.
- Tag kyllingen op, lad den køle lidt af og pil derefter al kødet af den. Skroget kommes retur i gryden, som nu koges yderligere 15 minutter.
- Sigt suppen og du skal bruge ca. et par deciliter til stuvningen. Resten kan evt. fryses ned eller anvendes som en skøn kyllingesuppe dagen efter.
- Smelt 30 g smør i en gryde og pisk 30 g hvedemel i. Pisk derefter 1,5 dl lage fra dåsen med de hvide asparges i, og derefter 2 dl suppe. Slut af med 1 dl fløde. Pisk grundigt mellem hver tilsætning, så stuvningen bliver glat.
- Smag stuvningen til med salt og friskkværnet peber, 1 tsk sukker og citronsaft. Lad stuvningen simre fem minutter for at fjerne smagen af mel. Pas på den ikke brænder på!
- Kyllingekødet plukkes eller skæres i mundrette stykker, mens 4 forårsløg i tyndere skiver på ca. 1 centimeters tykkelse.
- Kom 250 g hvide asparges fra dåse i stuvningen sammen med forårsløg og kylling, og varm det hele igennem i et par minutter.
- 8 tarteletter lunes i ovnen ved 200 grader almindelig over- og undervarme, og her skal de have cirka fem minutter. Giv dem ikke for lang tid, da tarteletterne så risikerer at blive lidt tørre.
- Fordel fyldet i de lune tarteletter, og pynt med lidt persille på toppen. Velbekomme.
Næringsindhold
Video
Brug fonden fra kyllingen
Når kyllingen koges sammen med rodfrugter, porre og peberkorn, får du både mørt kød og en fond med mere smag end almindelig bouillon.
Kun to deciliter bruges i stuvningen. Resten kan køles ned og anvendes til eksempelvis suppe, sovs eller risotto. Den kan også fryses i mindre portioner.
Når skroget koges videre efter afpilning, trækkes den sidste smag ud af ben og rester af kød. Dette trin kan udelades, hvis tiden er knap, men fonden bliver mindre koncentreret.
Sådan får stuvningen den rette konsistens
Smør og mel skal piskes helt sammen, inden væsken tilsættes. Hæld aspargeslage og fond i lidt ad gangen, og pisk blandingen glat mellem hver tilsætning.
Fyldet skal være så tykt, at det bliver i tarteletterne, men stadig kunne fordeles med en ske. Husk, at kylling og asparges også fylder og binder noget af stuvningen.
Er den for tyk, tilsættes lidt fond eller fløde. Er den for tynd, skal den først simre nogle minutter længere. Om nødvendigt kan den jævnes med lidt majsstivelse rørt ud i koldt vand.
Kylling eller høne?
Høns i asparges er rettens traditionelle navn, men en hel kylling er lettere at finde og bliver mør på kortere tid. Grundopskriften her er derfor beregnet med en kylling på cirka 1,4 kilo.
En suppehøne kan også bruges og giver en kraftigere fond. Den kræver normalt længere kogetid end en kylling og skal simre, indtil kødet slipper benene uden besvær. Den samlede tilberedningstid kan derfor blive to til tre timer længere.
Madens Verdens tarteletter med kylling og knoldselleri er en anden variant uden asparges og med bacon. Den kan også prøve, hvis du ønsker en anden version af klassikeren.
Hvide asparges og aspargeslage
Hvide asparges på glas eller dåse kan anvendes året rundt. Gem lagen, da den giver den opbagte stuvning en tydelig smag af asparges.
Tilsæt først én deciliter lage. Smag på stuvningen, inden resten kommes i, da både syre og saltindhold varierer mellem produkterne.
I sæsonen kan friske hvide asparges anvendes. De skal skrælles, koges møre og skæres i passende stykker. Kogevandet kan derefter erstatte aspargeslagen. Se flere retter og råd på siden om asparges.
Lun tarteletterne lige før servering
Købte tarteletter bliver sprøde efter cirka fem minutter ved 200 grader almindelig over- og undervarme. Kontrollér dog altid anvisningen på emballagen.
Fyldet skal først kommes i ved servering. Står de fyldte tarteletter for længe, suger skallerne væde fra stuvningen og bliver bløde.
Vil du bage skallerne selv, kan du bruge opskriften på hjemmelavede tarteletter af butterdej.
Hvor mange tarteletter pr. person?
Som forret er to tarteletter pr. person normalt passende. Opskriften med otte skaller passer derfor til cirka fire personer.
Som hovedret skal du beregne tre til fire pr. person afhængigt af tilbehør og appetit. Lav i så fald halvanden eller dobbelt portion fyld, og køb tilsvarende flere tarteletter.
Ønskes en udgave uden kød, kan du i stedet lave vegetariske tarteletter med svampe og asparges.
Forberedelse og opbevaring
Kyllingen og fonden kan tilberedes dagen før. Opbevar kyllingekødet og fonden tildækket i hver sin beholder i køleskabet.
Hele fyldet kan også laves på forhånd. Varm det langsomt op under omrøring, og tilsæt lidt fond eller fløde, hvis det er blevet for tykt.
Opbevar rester af fyldet i en tætsluttende beholder i køleskabet, og brug dem inden for to dage. Fyldet kan fryses, men konsistensen kan ændre sig lidt efter optøning. Tarteletskallerne skal opbevares separat.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor længe skal en hel kylling koge?
En kylling på cirka 1,4 kilo skal simre i omkring 1 time og 15 minutter. Kødet skal være gennemtilberedt og let slippe benene.
Hvor længe skal en suppehøne koge?
En suppehøne kræver væsentligt længere tid end en kylling. Lad den simre, indtil kødet er mørt og slipper benene, hvilket kan tage flere timer.
Hvordan jævner man tarteletfyld?
Lav en opbagning af smør og hvedemel, og pisk aspargeslage, fond og fløde i lidt ad gangen.
Hvorfor er tarteletfyldet for tyndt?
Det kan skyldes for meget væske eller for kort kogetid. Lad stuvningen simre længere, eller tilsæt lidt majsstivelse rørt ud i koldt vand.
Kan fyldet laves dagen før?
Ja. Opbevar det tildækket i køleskabet, og varm det langsomt op under omrøring inden servering.
Hvor længe skal tarteletter varmes?
De skal normalt have cirka fem minutter ved 200 grader almindelig over- og undervarme. Følg også anvisningen på pakken.
Hvor mange tarteletter skal man beregne pr. person?
Beregn cirka to som forret og tre til fire som hovedret.
Kan tarteletfyld fryses?
Ja. Frys det i en tætsluttende beholder. Efter optøning skal det varmes langsomt og eventuelt piskes sammen med lidt fløde eller fond.
Madens Verden PLUS
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- Adgang til populær favoritliste
- Adgang til at printe opskrifter
- Bemærk: Ingen bindingsperiode
Bliv en del af fællesskabet på Madens Verden.
Få adgang her
[novashare_inline_content]
Brian skriver
Lonny skriver
Altid gode opskrifter
Finn Johnsen skriver
Hej
Jeg har lært, at man skal komme kyllingen i koldt vand , og så varme den op.
Mvh Finn Johnsen
Louise Willerslev-Olsen skriver
Smager lige præcis, som man håber 🙂
Holger Rørby Madsen skriver
Mange tak, Louise - dejligt at høre 🙂
Og rigtig god weekend
Holger
Thomas skriver
kald det nu det det er! du kan ikke lave høns i asparges med en kylling ! du kan lave kylling i asparges. Høns i asparges laves af den høne man har kogt suppe på! kan du så også lave risengrød med cornflakes ?Det er synd i ødelægge de gamle opskrifter så de til sidst er glemt !
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Thomas
Jeg tror mere det er tiderne der skifter. Der koges ikke så mange høns som tidligere, og forskellen i smagen er altså ikke den store.
Så høne eller kylling er lidt tomato-tomato 🙂
Måske skal den hedde tarteletter med fjerkræ i asparges.
Alt det bedste
Holger
Erik skriver
Madens verden
Da jeg har meldt mig ind dor at undgå reklamer når jeg går til opskrift vil man ha medlemskab
Så er der jo ingen grund til at være medlem har ellers været glad for de gode opskrifter
Med venlig hilsen Erik munkebo
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Erik
Tak for det. Du skal blot logge ind, så forsvinder annoncerne 🙂
De bedste hilsner
Holger
Birthe Ellen Rasmussen skriver
Skal friske grønne asparges lige koges op, inden de kommes sovsen. Tak for gode opskrifter.
Rie Hedrich skriver
Hej Holger ! Tak for de bedste tarteletter jeg har smagt. At følge din opskrift er nemt og smager fantastisk !!
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Rie
Mange tak for din tilbagemelding, og det er godt at høre.
Og så er tarteletter med høns i asparges jo altid godt 🙂
Alt det bedste
Holger
Hans skriver
Hvorfor skal skroget koges 2 gange?
Lars Bredgaard skriver
1 stykke Knoldselleri? Hvor meget er det ? Jeg har brugt en halv men jeg aner ikke om det er for meget eller for lidt
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Lars
Det kommer sig ikke så nøje, men jeg bruger gerne en tyk skive selleri på ca. 2 cm, som skæres i tern.
BH Holger
Henrik skriver
Jævningen af sovsen gik helt galt med kun 2 tsk Maizena - skulle have meget mere for at opnå “normal” tykkelse ? Alt andet super - forårsløg fungerer rigtig godt 👍
Bjarne Jensen skriver
God inspirerende tekst. Tak for det