Oksehøjreb i gryde med en god rødvinssovs, cremet kartoffelpuré, spinat og smørstegte gulerødder. En lækker ret til gæstemad, hvor det rosa oksekød serveres i tynde skiver.
Oksehøjreb i gryde er en dejlig måde at tilberede en hel oksesteg på, og samtidig får du en virkelig god stegesky, som kan bruges til en smagfuld sovs.
Jeg bruner først oksehøjrebet grundigt i en stegegryde, inden det tilberedes forsigtigt med rødvin, kalvebouillon, løg, knoldselleri og timian. Kødet bliver mørt og rosa, mens grøntsagerne og stegeskyen giver masser af smag til sovsen.
Jeg serverer det på en blød kartoffelpuré med mørk sovs, smørdampet spinat og små gulerødder. Til sidst lægges de tynde skiver af oksehøjreb på toppen, og retten pyntes med lidt friske ærteskud eller timian.
Oksehøjreb i gryde
Ingredienser
- 1,2 kg oksehøjreb (med ben)
- 2 spsk. olivenolie
- 20 g smør
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 1 stor gulerod
- 1 skive knoldselleri
- 1 spsk. tomatpuré (koncentreret)
- 2 dl rødvin
- 4 dl kalvebouillon
- 3 kviste timian (frisk)
- 2 laurbærblade
- 1 tsk. balsamico
- 20 g smør (koldt, til sovsen)
- salt og friskkværnet peber
- 900 g kartofler (melede, skrællet vægt)
- 75 g smør
- 1,5 dl sødmælk
- salt og friskkværnet hvid peber
- 200 g gulerødder (skåret i mindre stykker)
- 15 g smør (til gulerødder)
- 0,5 dl vand (til gulerødder)
- 200 g spinat (frisk)
- 1 spsk. smør (til spinat)
- 3 spsk. vand (til spinat)
- ærteskud (friske, eller frisk timian)
Fremgangsmåde
- Dup 1,2 kg oksehøjreb tørt med køkkenrulle, og krydr grundigt med salt og friskkværnet peber. Bind eventuelt stegen med kødsnor, så den holder en pæn form under tilberedningen.
- Varm en tykbundet stegegryde op med 2 spsk. olivenolie og 20 g smør. Brun oksehøjrebet grundigt på alle sider ved middelhøj varme. Det tager cirka 8-10 minutter samlet. Læg derefter kødet på en tallerken.
- Hak 1 løg og 2 fed hvidløg fint. Skræl 1 stor gulerod og skiven af 1 skive knoldselleri, og skær begge dele i mindre tern. Kom løg, gulerod og knoldselleri i gryden, og steg i cirka fem minutter ved middel varme. Tilsæt derefter hvidløg og 1 spsk. tomatpuré, og steg videre i et minut.
- Hæld 2 dl rødvin i gryden, og skrab bunden godt med en grydeske, så alle smagsstofferne kommer med. Lad rødvinen koge ind til cirka det halve.
- Tilsæt 4 dl kalvebouillon, 3 kviste timian, 2 laurbærblade og 1 tsk. balsamico. Læg oksehøjrebet tilbage i gryden sammen med eventuel kødsaft fra tallerkenen. Væsken skal gerne nå cirka en tredjedel op ad kødet.
- Læg låg på gryden, og skru ned til svag varme. Væsken skal kun simre ganske forsigtigt. Vend kødet undervejs, så det tilberedes jævnt.
- Lad oksehøjrebet stege i gryden til en kernetemperatur på 57 grader. I denne opskrift tog det cirka 40 minutter efter bruningen, men stegetiden er kun vejledende. Den afhænger blandt andet af stegens tykkelse og varmen i gryden. Begynd derfor at kontrollere kernetemperaturen efter cirka 25 minutter. Mål i den tykkeste del af kødet uden at ramme benet.
- Læg oksehøjrebet på et skærebræt, og lad det hvile i cirka 15 minutter under løst lagt folie. Temperaturen kan stige lidt under hvilen. Imens laves sovsen færdig.
- Si stegeskyen over i en mindre gryde, og fjern eventuelt overskydende fedt. Kog skyen ind til cirka 3,5-4 dl, og smag til med salt og friskkværnet peber. Hvis sovsen ønskes tykkere, kan den jævnes med lidt majsstivelse udrørt i koldt vand og koges kort igennem. Tag derefter gryden af varmen, og pisk 20 g smør (koldt i små tern)i sovsen, så den bliver blank og fyldig.
- Kartoffelpuré: Skræl 900 g kartofler, skær dem i mindre stykker, og kog dem helt møre i usaltet vand. Hæld vandet fra, og lad kartoflerne dampe tørre. Pres dem gennem en kartoffelpresse eller mos dem grundigt. Rør 75 g smør i, og tilsæt derefter 1,5 dl sødmælk lidt ad gangen. Smag til med salt og friskkværnet hvid peber. Puréen skal være glat og blød. Lav den gerne, mens kødet steger.
- Gulerødder: 200 g gulerødder skæres i mindre stykker. Skræl kun om nødvendigt gulerødderne. Kom dem på en pande med 15 g smør og 0,5 dl vand. Lad dem dampe i cirka 6-8 minutter, indtil vandet næsten er fordampet, og gulerødderne er møre med lidt bid. Vend dem rundt i smørret, og krydr med lidt salt.
- Spinat: Skyl 200 g spinat grundigt, og lad den dryppe af. Kom 1 spsk. smør og 3 spsk. vand i en gryde eller på en stor pande. Tilsæt spinaten, og lad den dampe ganske kort under låg, indtil bladene falder sammen. Det tager typisk 1-2 minutter. Vend rundt, og krydr med lidt salt og friskkværnet peber. Hæld eventuel overskydende væske fra.
- Anretning: Fordel kartoffelpuré midt på fire varme tallerkener. Hæld lidt af den mørke sovs rundt om puréen. Fordel smørdampet spinat og et par gulerødder ved siden af. Skær oksehøjrebet fri af benet og derefter i tynde skiver på tværs af kødfibrene. Læg skiverne oven på puréen, pynt med friske ærteskud eller timian, og servér straks.
Næringsindhold
Sådan får du mørt oksehøjreb i gryde
Oksehøjreb er en forholdsvis mør udskæring af oksekød, som ofte har en god fedtmarmorering. Det giver kødet masser af smag og gør det velegnet til en saftig oksesteg.
I denne opskrift bruger jeg 1,2 kilo oksehøjreb med ben. Benet bliver siddende under tilberedningen, og først når stegen har hvilet, skæres kødet fri og ud i tynde skiver.
Det er vigtigt først at brune kødet grundigt på alle sider i en varm stegegryde. Det giver smag til både stegen og den sovs, der senere laves af stegeskyen.
Herefter skal kødet tilberedes forsigtigt med låg på gryden. Væsken skal kun simre ganske stille, så højrebet ikke bliver gennemstegt for hurtigt.
Foretrækker du ovnen, kan du også prøve min opskrift på langtidsstegt oksehøjreb.
Stegetid og kernetemperatur på oksehøjreb
Stegetiden afhænger især af stegens tykkelse, og derfor er et stegetermometer vigtigt.
I denne opskrift brugte jeg et stykke oksehøjreb på 1,2 kilo med ben, og det passede med cirka 40 minutters stegning i gryden efter bruningen.
Men tiden er kun vejledende. Et tykkere stykke kød kan kræve længere tid, mens en fladere steg kan blive færdig hurtigere.
Begynd derfor at kontrollere kernetemperaturen efter cirka 25 minutter, og stik termometeret ind i den tykkeste del af kødet. Sørg for, at spidsen ikke rører benet, da det kan give en misvisende måling.
Jeg tager stegen op ved en kernetemperatur på 57 grader, så kødet bliver rosa. Temperaturen kan stige lidt under hvilen.
Lad gerne oksehøjrebet hvile i cirka 15 minutter, inden det skæres fri af benet og ud i tynde skiver.
En god sovs af stegeskyen
Noget af det bedste ved oksehøjreb i gryde er, at du samtidig får en dejlig stegesky til sovsen.
Jeg bruger rødvin, kalvebouillon, løg, gulerod, knoldselleri og frisk timian til at give sovsen en god og fyldig smag.
Især knoldselleri passer godt sammen med oksekød. Her skærer jeg en skive knoldselleri i små tern og steger dem sammen med de øvrige grøntsager, inden væsken tilsættes.
Når kødet er færdigt, sier du stegeskyen og koger den ind, så smagen bliver mere koncentreret.
Til sidst piskes koldt smør i sovsen, så den bliver blank og får en lidt fyldigere konsistens.
Jeg foretrækker, at sovsen ikke er alt for tyk. Den skal gerne kunne fordeles rundt om kartoffelpuréen og samle retten på tallerkenen.
Hvis du ønsker en tykkere sovs, kan du jævne den med lidt majsstivelse udrørt i koldt vand, inden smørret piskes i.
Cremet kartoffelpuré til oksehøjreb
En blød og cremet kartoffelpuré passer rigtig godt til det rosa oksekød og den mørke sovs.
Jeg bruger melede kartofler, som koges helt møre og derefter presses eller moses med smør og lun sødmælk.
Kartoffelpuréen må gerne være lidt blødere end en almindelig kartoffelmos. Den skal nemt kunne fordeles på tallerkenen og samtidig være fast nok til at bære de tynde skiver af oksehøjreb.
Brug gerne en kartoffelpresse, hvis du har en. Det giver en fin og ensartet konsistens.
Undgå at bruge stavblender, da kartoflerne hurtigt kan blive klæge, når de bearbejdes for meget.
Du kan også se min grundopskrift på kartoffelmos, hvis du foretrækker en lidt fastere konsistens.
Smørdampet spinat og gulerødder
Jeg serverer oksehøjrebet med både smørdampet spinat og små gulerødder. Det giver lidt friskhed, farve og en god balance til den kraftige sovs.
De små gulerødder dampes på panden med lidt smør og vand, indtil de er møre, men stadig har lidt bid.
Spinaten tilberedes helt enkelt. Jeg bruger 200 gram frisk spinat, som hurtigt dampes i en gryde med lidt smør og vand.
Det tager kun et par minutter, før bladene falder sammen. Spinaten skal ikke koge længe, da den hurtigt mister sin fine konsistens.
Hæld eventuel overskydende væske fra, så den ikke fortynder den gode sovs på tallerkenen.
Sammen med gulerødderne giver spinaten en flot grøn kontrast til den lyse kartoffelpuré og det rosa oksekød.
Sådan anretter du oksehøjreb
Denne ret egner sig rigtig godt til en flot anretning, og jeg bruger gerne en dyb tallerken med en god bredde.
Begynd med en stor skefuld kartoffelpuré i midten af tallerkenen. Fordel den lidt med bagsiden af en ske, så du får en blød bund til kødet.
Hæld derefter lidt af den mørke rødvinssovs rundt om puréen.
Fordel en passende mængde smørdampet spinat ved siden af puréen sammen med et par små gulerødder.
Skær oksehøjrebet fri af benet og derefter i tynde skiver på tværs af kødfibrene. Læg skiverne let forskudt oven på kartoffelpuréen, så man tydeligt kan se det rosa kød.
Pynt til sidst med nogle få friske ærteskud eller en lille kvist timian.
Servér resten af sovsen ved siden af, så gæsterne selv kan tage mere.
Det giver en flot tallerken, hvor både farver og smag kommer til deres ret.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor længe skal oksehøjreb have i gryde?
Et stykke oksehøjreb på 1,2 kilo med ben tog i denne opskrift cirka 40 minutter efter bruningen. Tiden er dog kun vejledende, og du skal altid bruge et stegetermometer.
Hvilken kernetemperatur skal oksehøjreb have?
Jeg tager oksehøjrebet op ved en kernetemperatur på 57 grader. Det giver rosa kød, og temperaturen kan stige lidt under hvilen. Ønsker du kødet mere gennemstegt, kan du lade det nå en højere kernetemperatur.
Skal benet blive på oksehøjrebet?
Ja, i denne opskrift bliver benet siddende under tilberedningen. Når stegen har hvilet, skæres kødet fri af benet og derefter ud i tynde skiver.
Kan jeg bruge oksehøjreb uden ben?
Ja, men stegetiden kan være anderledes. Brug altid et stegetermometer, da både stegens tykkelse, form og temperaturen i gryden har betydning for tilberedningen.
Kan jeg lave sovsen uden rødvin?
Ja, du kan erstatte rødvinen med ekstra kalvebouillon og eventuelt lidt ekstra balsamico. Sovsen får en lidt anden smag, men bliver stadig god.
Kan jeg forberede retten dagen før?
Du kan sagtens klargøre grøntsagerne og skrælle kartoflerne på forhånd. Selve oksehøjrebet er bedst, når det tilberedes umiddelbart inden servering, så kødet bevarer sin rosa farve og saftighed.
Madens Verden PLUS
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- Adgang til populær favoritliste
- Adgang til at printe opskrifter
- Bemærk: Ingen bindingsperiode
Bliv en del af fællesskabet på Madens Verden.
Få adgang her
[novashare_inline_content]
Holger Rørby Madsen skriver
Tak fordi du bruger min opskrift på grydestegt oksehøjreb. Hvad synes du om retten?