Boller i karry er en klassisk dansk hverdagsret med kogte kødboller og en mild, cremet karrysovs. Jeg bruger kogevandet fra kødbollerne i sovsen og serverer retten med ris og gerne ærter.
Kødbollerne laves af hakket kalv og svin og koges forsigtigt i bouillon. Det giver både gode kødboller og en smagfuld base til karrysovsen.
Jeg laver sovsen som en klassisk opbagt sovs med smør, mel og karry. Styrken afhænger af den karry, du bruger, så smag altid sovsen til til sidst.
Boller i karry
Ingredienser
- 400 g hakket kalv og svin
- 1 tsk salt
- friskkværnet peber
- 2 tsk løgpulver (eller et finthakket løg)
- 1 æg
- 2 spsk hvedemel (med lidt top)
- 1,5 dl mælk (måske lidt mere)
- 1 l vand
- 2 bouillonterninger (høns)
- 2 spsk smør
- 2 spsk hvedemel
- 2 tsk karry
- 1 tsk gurkemeje (eller lidt mere)
- 4 dl suppe (fra kogevandet)
- 1 dl mælk (ca. mængde)
- citronsaft (friskpresset)
- 1 tsk sukker
- salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Start med kødbollerne. 400 g hakket kalv og svin røres godt sammen med 1 tsk salt og friskkværnet peber. Kom 2 tsk løgpulver i farsen sammen med 1 æg, 2 spsk hvedemel og 1,5 dl mælk. Rør eller ælt farsen lind. Løgpulver kan udskiftet med et fintsnittet løg.
- Kog 1 l vand op sammen med 2 bouillonterninger.
- Form farsen til kødboller på størrelse med en lille golfbold, og kog kødbollerne cirka 8 minutter i det kogende vand. Kogetiden er fra når den sidste kødbolle er lagt i vandet, men skru lidt ned for varmen, da vandet ikke skal bulderkoge. Jeg plejer at bruge en teske til at forme kødbollerne. Dyp hver gang skeen i den varme bouillon.
- Fisk de færdigkogte kødboller op af vandet med en hulske, og læg til side. Gem kogevandet sovsen.
- Kom 2 spsk smør i gryden. Når det er smeltet, piskes 2 spsk hvedemel i sammen med 2 tsk karry og 1 tsk gurkemeje. Lad det bage af i et minut, så du også får brændt karryen af.
- Pisk derefter gradvist 4 dl suppe fra kogningen af kødbollerne i sovsen, og derefter lidt 1 dl mælk indtil passende konsistens er opnået. Lad karrysovsen simre i fem minutter for at fjerne smagen af mel.
- Smag karrysovsen til med lidt friskpresset citronsaft, 1 tsk sukker, salt og friskkværnet peber. Der kan også kommes mere karry i.
- Læg kødbollerne i sovsen, og lad dem lige varme igennem.
- Boller i karry serveres med kogte ris og en dampede ærter. Kog risene som anvist på pakken, men pas ikke at overkoge dem. Jeg foretrækker selv basmati ris. Serveringsforslag:
Næringsindhold
Video
Lad kødbollerne simre roligt
Kødbollerne skal ikke bulderkoge.
Når alle bollerne er kommet i gryden, skruer jeg ned for varmen, så bouillonen blot simrer omkring dem. Det gør det lettere for bollerne at holde formen under kogningen.
Jeg former dem med en teske og dypper skeen i den varme bouillon mellem hver bolle.
Gem bouillonen fra kødbollerne
Hæld ikke kogevandet ud, når kødbollerne er færdige.
Bouillonen har fået smag fra kødet og bruges som væske i karrysovsen. I denne opskrift bruger jeg 4 dl og supplerer med cirka 1 dl mælk.
Det giver en mere fyldig sovs, end hvis den udelukkende laves med mælk.
Sådan får du en glat karrysovs
Smør, hvedemel og karry varmes først sammen, inden bouillonen piskes i lidt efter lidt.
Tilsæt væsken gradvist og pisk godt mellem hver tilsætning. Lad derefter sovsen simre i cirka 5 minutter.
Vil du lave karrysovsen som en selvstændig sovs til andre retter, finder du min grundopskrift på karrysovs.
Karry kan variere meget
Karry er en krydderiblanding, og både smag og styrke kan variere meget fra mærke til mærke.
Jeg bruger 2 teskefulde i opskriften og smager først sovsen til, når den har simret. Så er det nemmere at vurdere, om der skal lidt mere i.
Du kan læse mere om krydderiblandingen i min guide til karry.
Gurkemejen i opskriften bidrager især med farve og kan udelades.
Ris til boller i karry
Jeg serverer næsten altid boller i karry med løse ris, og basmatiris passer rigtig godt til den milde karrysovs.
Er du i tvivl om forholdet mellem ris og vand, kan du se min guide til kogetid på ris.
Beregn gerne risene, så de er færdige samtidig med karrysovsen.
Ærter som tilbehør
Dampede eller kortkogte ærter passer godt til retten og giver både farve og lidt friskhed.
Frosne ærter er nemme at have liggende og behøver kun kort tilberedning.
Du kan læse mere om anvendelse og tilberedning i min guide til ærter.
Kan boller i karry laves dagen før?
Ja. Boller i karry kan sagtens laves i forvejen.
Opbevar kødboller og karrysovs samlet i køleskabet og varm retten forsigtigt op i en gryde. Sovsen kan blive tykkere på køl, og så kan du tilsætte lidt mælk eller bouillon under opvarmningen.
Ris bør opbevares separat.
Opbevaring og frysning
Rester køles hurtigt ned og opbevares tildækket i køleskabet.
Boller og karrysovs kan også fryses sammen. Tø retten op i køleskabet og varm den grundigt igennem inden servering.
Jeg ville fryse risene separat eller koge en frisk portion, når retten skal serveres igen.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor længe skal kødbollerne koge?
Kødbollerne skal simre i cirka 8 minutter, regnet fra når den sidste bolle er kommet i gryden.
Hvilket kød bruges til boller i karry?
Jeg bruger 400 gram hakket kalv og svin. Rent hakket svinekød kan også bruges, men den testede opskrift er lavet med kalv og svin.
Hvorfor skal kogevandet gemmes?
Bouillonen får smag fra kødbollerne og bruges som base i karrysovsen.
Kan gurkemeje udelades?
Ja. Gurkemejen giver især ekstra gul farve og er ikke nødvendig for retten.
Kan boller i karry fryses?
Ja. Kødboller og karrysovs kan fryses sammen. Risene ville jeg opbevare eller fryse separat.
Madens Verden PLUS
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- Adgang til populær favoritliste
- Adgang til at printe opskrifter
- Bemærk: Ingen bindingsperiode
Bliv en del af fællesskabet på Madens Verden.
Få adgang her
[novashare_inline_content] 



Marie skriver
God opskrift! Tak for den! Husk evt. at rette de 4 dl vand fra kødbollerne til at de også bliver reguleret efter antal og ikke altid står som 4 deciliter☺️
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Marie
Tak og god pointe 🙂
Den er nu rettet til.
Alt det bedste
Holger
Jørgen skriver
God opskrift på en klassiker
Hanne skriver
Mathilde skriver
Det er en meget god opskrift vi lever det hver onsdag
Ditte skriver
Jeg har prøvet et par forskellige opskrifter på karrysovs, og er altid endt med at lave min egen så jeg kan styre mængden og smagen af karryda jeg ikke er så vild med det. Og oftest får jeg stadig lavet det for stærkt eller for tyk osv osv..
Nu prøvede jeg den her opskrift i dag på jeres version, og må sige at den sidder lige i skabet, og smagen er lige spot on til mig. Har aldrig smagt en bedre karry sovs 😋bliver klart min faste opskrift på karry sovs. Kødbollerne var dog købt færdige i Rema, mens med dem i kogende vand sammen med bouillon så det hele trak smagen ind efter jeres opskrift 😋😍
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Ditte
Det er jeg da super glad for at høre - tusind tak.
Det er også sådan jeg foretrækker en karrysovs, men smag og behag er jo forskellig 🙂
Og det er genialt at vende kødboller i.
Alt det bedste
Holger
Kim skriver
Sku ok.
Ruth Wittrup Nielsen. skriver
I min familie, har vi altid spist varme, hårdkogte æg til. 1-2 stk. pr.mand. Det smager himmelsk.👍🤗😋
Ku’ ikke drømme om at servere uden æg.
Bruger dog ikke gurkemeje.
Sarah skriver
Virkelig den bedste og mest smagfulde opskrift!
Donna skriver
Skal der virkelig en spiseske gurkemeje i?
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Donna
Det bruger jeg - men du kan sagtens anvende lidt mindre 🙂
Alt det bedste
Holger
Erik Jakobsen skriver
Smager godt, super lækkert faktisk og nem opskrift
Carl magnus borg skriver
Superfed opskrift. Jeg prøvede dog at lave den igen med karry i stedet for boulion og kokosmælk i stedet for alt mælken og jeg synes selv at det var en forbedring
Steen Bloch Søerensen skriver
Du kan med fordel brug resten af koge vandet fra kødbollerne samt almenlige vand til at koge risene i .Det giver også en gode smag til risene. Der ud over bruger jeg et fint hakket æble og et fint hakket løg. Det smider jeg i gryden når jeg svitser karryen og gurkemejen af .Der efter koge vand fra kødbollerne. Nu kan løg og æble koge sig bløde. Sener putter jeg mere væde ved .og jævner sovsen med mel og mælk. Nå det skal være ekstra frækt Tagger jeg en halv cm hakket ingefær og svitser med samt et på hakket fed hvidløg.
Så er der også lige den hurtige studenter model Hvor man køber en medisterpølse. Man laver koge vandet ,som til kødboller, men man presser simpel hen farsen ud af pølse skindet i passende klumper, og så man boller til sovsen.
Hanne skriver
Fantastiske gode boller og sovs 👏
Bent Busk Pedersen skriver
Hvorfor kan man ikke mere printe opskrifter?
Min pc er stationær så uden et print kan jeg ikke bruge Madens Verden mere.
Send venligst et svar
Bent Busk Pedersen
Peder Drue skriver
Hej Bent, Benyt en telefon eller en iPad i stedet, hvis du har en. Ellers må du på bilbioteket, Kh Peder Drue
Stefan skriver
Under "Boller i karry med kokosmælk" er der vel en lille fejl:
"Hak et løg og to hvidløgsfed fint, og svits det i to spiseskefulde hvedemel i en gryde." burde vel ændres til, at man skal svitse det i to spiseskefulde smør? 🙂
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Stefan
Mange tak - du har fuldstændig ret. Den er nu rettet 🙂
Alt det bedste
Holger
Helle Christensen skriver
Jeg laver sovsen først og koger bollerne i sovsen, giver god smag
M skriver
Super fin opskrift på kødbollerne. Men sovsen er meget smagsdomineret på gurkemejen og ikke karryen.
C skriver
Jeg må tilslutte mig, retten bude hedde “boller i gurkemeje” 😅
Ejnar Jensen skriver
En ren dansker meget børnevenlig, alt for lidt karry efter vores smag, når jeg laver boller i karry er det med 2-3 spsk. karry alt afhængig af type. Desuden et lille tricks bland karryen op i lidt vand, så man laver en slags pasta og herefter brændes den af i fedtstoffet, dette giver en langt mere ren smag, og selve opbagningen af sovsen lige ud af landevejen. Der skal krudt i maden.
Inge Muller skriver
Sovs 1.løg i små tern og så laves sovsen til sidst river eg et lille æble i sovsen smager skønt og en slat fløde.. Moms.
Anne Catherine Horskjær Lewis skriver
Tak for endnu en super opskrift!
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Anne Catherine
Mange tak for det - det er jeg glad for at høre.
Alt det bedste til dig
Holger
Gitte Madsen skriver
Når jeg markere en opskrift ved at trykke på hjertet - hvor er det så meningen at jeg kan finde den igen ?
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Gitte
Den finder du ved at klikke på tungen ved siden af hjertet ude i højre side. Du kan også bare klikke på søgefeltet, hvor din liste så dukker op.
Alt det bedste
Holger
Tanja skriver
Hvordan undgår man at kødbollerne hæver op og bliver en anelse porøse under kogningen? Jeg bruger altid kyllingefars - og former dem med en lille teske.
Er svitsning af karryen en skrøne ?
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Tanja
Det skyldes muligvis, at du koger kødbollerne ved for høj varme. Kom dem i kogende vand, men skru så ned for varmen, så kødbollerne nærmest blancheres i vandet.
Jo, det er en god idé at brænde karryen af, og jeg har derfor opdateret opskriften.
Tak for det - og god arbejdslyst i køkkenet 🙂
Alt det bedste
Holger
Finn skriver
Det er en virkelig god opskrift på boller i karry. Og nem at lave.
Vh Finn
Grete Langballe Hansen skriver
Sovsen med kokosmælk .... hvor let er det at svitse løg i HVEDEMEL?.....
alex sørensen skriver
Når du skal til at lave karry sovsen har du skrevet i opskriften der skal koge vandet i før karryen det er forkert man brænder da karryen af først,