Her er min opskrift på laks med squash, spinat og fuldkornspasta, der er en nem og simpel ret til hele familien. Virkelig god hverdagsmad.
Laks med squash er en skøn fiskeret, der både er nem at lave og som de fleste vil synes godt om.
Retten laves også med frisk spinat og fuldkornspasta, men du kan selvfølgelig også anvende en almindelig pasta. Her har jeg anvendt pastapenne, men pastaskruer og lignende er også fine at bruge.
Jeg har anvendt et stykke laks på ca. 500 gram til fire personer, og her kan du med fordel købe en hele side laks og tilberede den. Eller bed din fiskehandler om et stykke, der er skåret fra den tykke ende af laksen.
Se også mine populære opskrifter på:
- Lakserulle med squash og dild
- Pasta med citronsauce og laks
- Laks med lynstegte grøntsager
- Laksegryde med karry
Opskrift på laks med squash
Opskriften er beregnet til fire personer, og yderligere tilbehør er ikke nødvendigt. Retten smager dog godt med lidt brød til.
Laks med squash
Ingredienser
- 500 gram laks
- 1 citron
- salt og friskkværnet peber
- 250 gram Fuldkornspasta - eller alm. pasta
- 1 løg - halveret og skåret i tynde både
- 4 fed hvidløg - grofthakket
- olivenolie
- 1 squash - i mindre tern på ca. 1 x 1 cm.
- 250 gram spinat - frisk
- 1 teske oregano
- 2,5 deciliter madlavningsfløde - eller piskefløde
Sådan gør du
- Til laks med squash starter du med at lægge 500 gram laks på et stykke bagepapir på en bageplade. Dryp med friskpresset citronsaft fra 1 citron og krydr med salt og friskkværnet peber. Bages ca. 15-18 minutter ved 180 grader varmluft og tages ud.
- Imens koges 250 gram Fuldkornspasta i saltet vand. Gem lidt af kogevandet til sovsen.
- Og imens laks og pasta tilberedes svitser du 1 løg og 4 fed hvidløg i lidt olivenolie, men uden det tager farve. Svitses 2-3 minutter.
- Tilsæt så 1 squash i små tern og lad det stege videre i 3-4 minutter ved middel varme.
- Kom gradvist 250 gram spinat ved, og lad spinaten falde sammen. Tilsæt også 1 teske oregano.
- Kom 2,5 deciliter madlavningsfløde ved sammen med den kogte pasta. Smag til med citronsaft, salt og peber. Tilsæt gerne lidt af kogevandet fra pastaen indtil du har den rette konsistens og mængde på sovsen.
- Del den stegte laks i mindre stykker, og læg laksestykkerne øverst som du kan se på billedet. Jeg bruger gerne en spiseske til det.
Få tilsendt opskriften på mail
Næringsindhold
Tips
Den færdige ret serveres straks, og du kan blot stille panden på bordet, hvor alle så kan tage fra. Velbekomme.
Helle Kjærgaard
Lækkert
Holger Rørby Madsen
Tak fordi du bruger opskriften, og kom gerne med din vurdering af den. På forhånd tak.