Kogt torsk er for mange en populær ret nytårsaften, og her er den bedste opskrift på nytårstorsk. Husk at tilsætte eddike til kogevandet.
Kogt torsk er en dansk klassiker, og retten er meget nem at lave.
Du kan vælge at koge en hel torsk, men du kan også sagtens skære den i grove stykker.
Obs: Torsken koges i saltet vand, og derfor skal du holde igen med salt, hvis du laver en sennepssovs på kogevandet. Så smag dig frem!
Opskriften på kogt torsk er beregnet til fire personer. Også kendt som nytårstorsk. Velbekomme.
Opskrift på kogt torsk
Ingredienser
- 1 torsk på ca. 1 kilo
- 4 liter vand
- 4 spiseskefulde salt
- 10 sorte peberkorn
- 2 laurbærblade
- 2 spiseskefulde æbleeddike eller anden eddike
Sådan gør du
- Kom vand, salt, peberkorn, laurbærblade og eddike i en gryde, hvor der selvfølgelig skal være plads til din torsk.
- Torsken kan eventuelt deles i mindre stykker, hvis den ikke kan være i gryden.
- Kog vandet op, og læg forsigtigt torsken i. Læg låget på.
- Nu skal det blot koges i tre minutter, hvorefter du tager gryden af varmen, og lader torsken blive i vandet i cirka 12 minutter.
- Så er der kogt torsk - eller nytårstorsk - klar til servering.
Næringsindhold
Note
Kogt torsk er som sagt en yndet spise nytårsaften (som nytårstorsk), men bestemt også på andre tider af året.
Hvis ikke du selv vil klargøre torsken til kogning, kan du blot bede din fiskehandler om at gøre det. Det er det nemmeste.
Sennepssovs til nytårstorsk
Og hvis du vil lave din egen sennepssovs til den kogte torsk, så er opskriften her:
Smelt to spiseskefulde smør i en gryde, og pisk to spiseskefulde hvedemel ud i smørret.
Pisk nu tre deciliter kogevand fra torsken ind i sovsen, og fortsæt med mælk indtil sennepssovsen har den rette konsistens.
Smag til med et par spiseskefulde fiskesennep, og eventuelt lidt hvid peber.
På grund af det saltede kogevand bør det ikke være nødvendigt at tilsætte mere salt. Men smag dig frem.
Husk også at se disse opskrifter: