Min bedste opskrift på fastelavnsboller med kærnemælk. De fyldes med creme, og du kan enten lave åbne eller lukkede fastelavnsboller.
Fastelavnsboller med kærnemælk giver nogle virkelig lækre og lette fastelavnsboller.
Denne dej er utrolig nem at arbejde med, og de skal kun hæve én gang, nemlig når de er sat på bageplader.
Du kan enten lave dem som de klassiske og lukkede, gammeldags fastelavnsboller - eller som de åbne med en klat creme i midten.
Her får du også opskriften på en hjemmelavet kagecreme, som aldrig flyder ud i ovnen. Opskriften giver 15 stk.
Se her hvordan du laver glasur og frosting.
Opskrift på fastelavnsboller med kærnemælk
Fastelavnsboller med kærnemælk
Ingredienser
- 125 gram kærnemælk
- 50 gram gær
- 30 gram sukker
- 400 gram hvedemel
- 1 teskefuld kardemomme
- 2 æg
- 200 gram smør - blødt
Creme
- 1 portion kagecreme - lav denne bagefaste kagecreme
Pensling
- 1 æg
- 1 sjat mælk
Pynt/glasur
- flormelis
- vand
- hasselnøddeflager
Sådan gør du
- Vej kærnemælk af i en lille skål sammen med sukker og smuldr gæren i. Rør det godt ud, så alt sukker og gæren er helt opløst. Lad det stå på bordet mens du laver kagecremen.
- Kagecremen laver du ved at følge linket længere oppe. Du kan selvfølgelig også bare bruge et pulverbrev. Lad kagecremen køle lidt af.
- I en anden skål vejes hvedemel af og blandes med stødt kardemomme.
- Kom kærnemælksblandingen op i skålen til din røremaskine, og ælt det gradvist sammen med hvedemel, æg og blødt smør. Æltes med dejkrog i cirka otte minutter indtil dejen er godt samlet. Til at starte med kan dejen se en anelse tynd ud, men den bliver god og smidig efter æltning.
- Tag dejen ud på en meldrysset bord, hvor den rulles ud til en rektangel på 50 gange 30 centimeter. Deles i 15 lige store kvadrater på 10 gange 10 centimeter.
- Kom kagecremen i en frysepose, hvor du klipper et lille hul i hjørnet. Pres en klump creme ud midt på hver bolle, hvis du vil lave de gammeldags og lukkede fastelavnsboller med kagecreme. Vil du lave åbne fastelavnsboller lægges hvert hjørne på hvert stykke dej ind mod midten, hvorefter du let trykker dejen ned på midten. Kom en klat creme på midten.
- De lukkede fastelavnsboller med kærnemælk lukkes sammen, og uanset hvilken type du har lavet lægges de på en bageplade med bagepapir. Du kan eventuelt fordele dem på to bageplader, så er du sikker på de ikke vokser sammen under bagningen.
- Lad nu dine fastelavnsboller med kærnemælk hæve i 45 minutter.
- Forvarm ovnen til 225 grader over- og undervarme.
- Pisk æg sammen med lidt mælk og pensl fastelavnsbollerne.
- Bages cirka 10 minutter, hvorefter de køles lidt af på en rist.
- Rør flormelis sammen med en smule kogende vand, kom glasuren i en frysepose, klip et hul i hjørnet og pynt bollerne. Drys eventuelt med hasselnøddeflager.
Få tilsendt opskriften på mail
Næringsindhold
Tips
Fastelavnsboller med kærnemælk er fremragende at fryse ned.
Men her skal du så vente med at give dem glasur til de skal bruges.
Se også mine opskrifter på:
Åbne fastelavnsboller med creme og glasur
Eva Windfeld
Ups. Kan se nu der er anden der har spurgt om syltetøj. Så behøver ikke svar.
Vh Eva W.
Eva Windfeld
Kan man bruge syltetøj i stedet for creme?
Karin Hemmingsen
Kan man fylde hinbærmarmelade i stedet for creme?
Holger Rørby Madsen
Hej Karin
Sagtens - og det bliver mindst lige så lækkert 🙂
God bagelyst
Alt det bedste
Holger