Daim er en ufattelig god blanding af mælkechokolade og sprød karamel med mandler. Her får du opskriften på de lækreste hjemmelavede Daim.
Daim er en af de kendte chokolader, som man kan lave selv, og hvor de hjemmelavede bliver nøjagtig lige så lækre.
Det er ret nemt at lave. Sukker, sirup, mandler og smør varmes op og simrer lidt, til det bliver en tyk karamel.
Herefter bredes det ud, køles ned og skæres i rektangler for til sidst at blive dyppet i cremet, smeltet chokolade.
Opskrift på hjemmelavet Daim
Ingredienser
- 100 gram smør
- 250 gram sukker
- 0,5 dl sirup
- 1 tsk vaniljesukker
- 75 gram mandler - finthakkede
- 300 gram mælkechokolade
Sådan gør du
- Hæld smør, sukker, sirup og vaniljesukker op i en gryde og varm massen op for medium varme. Rør rundt af og til.
- Hak mandlerne fint, enten med kniv eller i en minihakker.
- Når sukker-smør-blandingen er blevet til en fin, lysebrun karamelmasse, hælder du de finthakkede mandler i karamellen, og lader den simre i fem-otte minutter.
- Hæld karamelmassen ud over et stykke bagepapir på et spækbræt eller lignende. Efter et par minutter skærer du rektangler halvt ned i karamellen, så den kan brækkes af, når den skal dyppes i chokolade. Sæt på køl i ti minutter.
- I mens tempererer du chokoladen: Hak den lyse chokolade og kom to tredjedel i en skål. Smelt chokoladen over et vandbad. Når den er godt smeltet, tager du skålen af vandbadet og blander den sidste tredjedel i. Rør rundt, så det smelter.
- Skær eller bræk den nu sprøde karamel i de former, du markerede med kniven. Dyp hvert stykke i chokolade - eller læg dem på en bagerist og pensl dem med chokoladen.
- Lad dine Daim køle af i en times tid bagefter, og så er de klar til at blive spist. Velbekomme.
Tip
Jeg bliver nødt til at advare mod den brandvarme karamel. Når du hælder den ud på en bageplade, skal du virkelig passe på fingrene.
Sidst jeg lavede dem, endte jeg med brandvabler på fingrene, fordi jeg var for hektisk, da jeg hældte karamelmassen ud.
Men det er altså ikke normalt, så kast dig bare over de sprøde, søde Daim, for de er uhyggelige gode.
Flere copycat-opskrifter her:

Comments
No Comments