Dette er min opskrift på brændende kærlighed, som jeg mener den skal laves. Med en luftig kartoffelmos, bacon og løg. Og fedtet fra panden.
Lad det bare være sagt med det samme: Brændende kærlighed er ikke en god ret, hvis du føler, du skal tabe nogle kilo.
For i denne ret skal al fedtstoffet fra stegning af bacon og løg nemlig med ved anretningen, det er simpelthen en vigtig del af den.
Til gengæld får du så en virkelig simpel dansk ret, der bare smager super godt. Og brændende kærlighed har været en elsket ret gennnem generationer.
Længere nede finder du mine bemærkninger til både opskrift og ret. Opskriften er beregnet som en hovedret til fire personer.
Se også disse opskrifter:
Vegetarisk brændende kærlighed
Opskrift på brændende kærlighed
Brændende kærlighed
Ingredienser
- 1 kg kartofler
- 60 g smør
- 1 dl mælk - varm
- Lidt muskatnød - reven
- salt og friskkværnet peber
- 400 g bacon - i tern
- 3 løg - gerne alm. zittauerløg
- 1 spsk smør - evt. mere smør
- 1 håndfuld persille
Fremgangsmåde
- Kartofler skrælles og skæres i mindre tern. Kommes i en gryde, og vand hældes ved så det netop dækker. Kog kartoflerne helt møre, og det tager cirka 15-20 minutter.
- Imens steger du bacontern på en varm pande, så de er næsten sprøde.
- Løgene skæres i tynde skiver. Kom lidt smør på panden ved baconternene, og fordel løgskiverne i panden.
- Lad det nu stege ved middelvarme i cirka 10 minutter, så løgene bliver let karamelliserede og baconternene er sprøde. Tilsæt om nødvendigt mere smør, for dette er en ret, hvor man ikke sparer på fedtstoffet. Krydr med lidt friskkværnet peber.
- Hæld vandet fra det kogte kartofler, og damp dem på kogepladen i et minuts tid.
- Tilsæt smør, og pisk det ud i mosen. Brug et piskeris eller en kartoffelmoser, aldrig en elpisker til kartoffelmos! Se eventuelt video.
- Smag mosen til med reven muskatnød, salt og peber. Især saltet er vigtigt, og en kartoffelmos trækker ofte mere salt end man regner med, så derfor skal den smages til.
- Anret den brændende kærlighed med kartoffelmos nederst i fire tallerkener, derefter bacon, løg og fedtstof ovenpå mosen, inden du slutter af med finthakket persille på toppen.
Få tilsendt opskriften på mail
Næringsindhold
Video
Tips
Jeg har har anvendt seks bagekartofler til min kartoffelmos, hvilket normalt er nok til fire personer. Men du kan selvfølgelig også bruge andre typer af kartofler, og der findes sorter, der er direkte egnede til mos. Se efter dem i supermarkedet.
Jeg plejer at beregne 100 gram bacon pr. person, men her kan du jo også selv afgøre om der er brug for mere eller mindre bacon.
Og omkring bacon, så kan den udskiftes med saltet spæk. Det anvendte man typisk tidligere, og det er bestemt også godt i denne ret med brændende kærlighed. Men bacon er nu også ganske fint. Læs også hvad du gør med overskydende stegefedt, der jo ikke må komme i vasken.
Hvorfor hedder det brændende kærlighed?
Retten med det smukke navn har selvfølgelig en forklaring, men man ved faktisk ikke præcist hvem der fandt på det. Eller hvornår.
Retten, der jo er meget simpel og en oplagt opskrift for nybegyndere i et køkken, har været kendt under navnet siden i hvert fald 2. Verdenskrig.
Men den er nok noget ældre. Uden man altså kender den nøjagtige oprindelse.
Ved du noget? Så gør gerne os andre klogere i kommentarfeltet længere nede.
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- 5% rabat på Madens Verdens kogebøger
- Adgang til den populære favoritliste
- Adgang til at printe opskrifterne
- Kæmpe tak fordi du bakker op om Madens Verden
Karin Sand 🥰
Hos os har vi altid fået hvid sovs oven på kartoffelmosen, og så løg og flæsk, det er mums, prøv det 🥰 karin.
Pia R.
Hos os er der æbler i,der koges i fedtet af bacon,det er guf 😜
Majbritt
En af mine livretter 😍👍
Hanne
Kæmpe dejlig 🤗 særlig dagen derpå 🤣
Agda
Ser godt ud dejlig ret den bliver man ikke træt af kh Agda