Blomkålspizza er et fantastisk godt alternativ, når man har lyst til pizza, men stadigvæk gerne vil spise nogenlunde sundt.
Blomkålspizza er en opskrift, som jeg længe har været nysgerrig på, og nu fik jeg endelig lavet den. Det er bestemt ikke sidste gang.
Resultatet er nemlig super velsmagende, og den giver samme nydelse, som når man spiser en normal pizza. Men her formår man faktisk at spise et helt blomkålshoved.
Blomkål er smaskfyldt med vitaminer, antioxidanter og lav på kulhydrater. Det er ikke altid let at lave spændende mad med få kulhydrater og gode mængder protein, men denne opskrift opfylder begge kriterier.
Opskrift på lækker blomkålspizza
Blomkålspizza - sundt og lækkert
Ingredienser
- 1 stort blomkålshoved
- 2 stk æg
- 1 dl cheddarost - revet
- 1 tsk salt
- 0,5 dåse flåede tomater
- 2 fed hvidløg
- 1 stk løg
- 2 tsk oregano
- 1 tsk basilikum
- 1 spsk olivenolie
- 0,5 tsk sukker
- 0,5 tsk sort peber
- 1 tsk balsamico
- 100 gram champignoner
- 2 spsk sort oliven
- 1 dl mozzarella - revet
Sådan gør du
- Start med at vaske dit blomkålshoved grundigt, og tænd ovnen på 200 grader.
- Hvis du har en food processor, kan du putte blomkålen deri og blende, indtil det minder om bittesmå ris. Ellers kan du bruge et rivejern og rive dem selv, det giver samme resultat. I hver fald skal hele blomkålen blive til bittesmå "ris".
- Put det på en bageplade, og bag dem i cirka 15 minutter, rør rundt et par gange undervejs for at være sikker på, at de bliver bagt jævnt.
- Tag nu et rent viskestykke eller ostelærred og hæld blomkåls "risene" ud over det. Fold stoffet rundt om blomkålen, så du kan presse al væsken ud af dem. Pres alt du kan, jo mere væske du presser ud, desto bedre bund får du.
- I en skål blander du æg, revet cheddarost, en teske salt og en teske oregano sammen. Tilføj blomkålsris og bland det hele sammen. Put nu hele massen på en bageplade beklædt med bagepapir og form den til en tynd, rund bund.
- Bag bunden i 20 minutter og vend den derefter forsigtigt og bag den i yderligere fem minutter på den anden side.
- Imens bunden bager, laver du tomatsaucen. Skær løget og hvidløget og put det i en gryde med olivenolie. Tilføj oregano og tørret basilikum, steg indtil løget er klart.
- Tilføj de hakkede tomater, salt, peber, sukker og balsamico. Bland det sammen og lad saucen simre i ti minutters tid. Blend saucen med en stavblender og smag den til.
- Tag nu blomkålsbunden og smør tomatsaucen udover den. Tilføj skiver af champignon, sorte oliven og revet mozzarella. Bag pizzaen i cirka 10 minutter, eller indtil osten er gylden og smeltet.
- Så er den lækreste blomkålspizza klar til servering.
Få tilsendt opskriften på mail
Næringsindhold
Noter
At spise sundt er selvfølgelig vigtigt, og det er sjovt at eksperimentere med mad, men det vigtigste er smagen.
Her må jeg sige, at denne blomkålspizza får points igen. Den smager bare helt vildt godt. Jeg lavede den til min kæreste forleden, som i øvrigt er lidt af en træning- og diætistekspert.
Han blev overrasket over, hvor lækker den var - samtidig med, at han ikke skulle bekymre sig over at gå på kompromis med sin kostplan.
Tips og andre opskrifter
I denne opskrift på blomkålspizza bruger jeg hjemmelavet tomatsauce, hvilket selvfølgelig er lækkert, men hvis du har travlt, kan en færdigkøbt tomatsauce også bruges.
Ligeså er fyldet valgfrit, jeg elsker pizza med champignon og oliven. Så det er det, jeg kommer på, men det er op til den enkelte, hvad der foretrækkes.
Se også vores andre opskrifter på andre slags pizza:
Tyrkisk pizza med oksekød - hjemmelavet pide
Linda Jensen
Er de ca 65 kcal pr slice, hvis man deler den i 6 eller? Er igang med den og glæder mig til det færdige resultat 😃
Mariann Poulsen
Tusind Tak for lækker opskrift på blomkålspizza ,jeg fulgte din opskrift næsten slavisk,kom lidt mere krydderi i og toppede til sidst med ruccola....smagte forbavsende godt 👍🙌🍕Den kommer jeg helt klart til at lave igen igen 🤩💯
Mh.Mariann
Rakel Seneca
Hej Mariann
Det er jeg rigtig glad for at høre, jeg er også selv stor fan af denne pizza.
Jeg vil prøve at putte ruccola på næste gang, det lyder lækkert.
Mv Rakel