Arabiske krydderiblandinger giver den helt rette smag til din kebab, hummus og meget andet. Se, hvordan du kan lave tre forskellige blandinger.
Arabiske krydderiblandinger er aromatiske og sammensat, så man får præcis de smage, man ønsker sig.
Du kan købe krydderiblandinger som za'atar og dukkah herhjemme, men det er ikke altid let at få fat i.
Og da de er nemme at lave selv, kan man lige så godt kaste sig ud i at lave dem selv.
Za'atar - det alsidige krydderi
Denne blanding er baseret på krydderurter, sesamfrø og sumak. Sumak er et rustrødt krydderi, som er lavet af knuste bær fra en særlig hjortetaksbusk.
Du kan blandt andet bruge blandingen på disse lækre fladbrød eller på briochebrød med oliven.
Disse ingredienser skal du bruge til din za'atar:
- 2 spiseskefulde tørret oregano
- 2 spiseskefulde sumak
- 2 spiseskefulde sesamfrø, ristes på panden først
- 1 teskefuld spidskommen
- 2 teskefulde salt
Baharat
Baharat, Bahārāt, er det arabiske ord for krydderi, og når det gælder arabiske krydderiblandinger, er baharat ikke til at komme udenom.
Det er en krydret, stærk blanding, som blandt andet bruges til gryderetter og supper. Det er også en god rub og giver en dejlig krydret i en marinade.
Du vil også ofte finde den på bordet sammen med salt og peber, hvor du blot drysser krydderiet ud over din ret.
Oprindeligt stammer baharat fra Libanon, men blandingen har bredt sig til arabiske lande samt Tyrkiet og Iran.
Disse ingredienser skal du bruge i baharat. Rist dem alle på panden i to minutter og stød derefter i en morter:
- 2 tsk muskatnød
- 1 spsk sort peber
- 1 spsk koriander
- 1 spsk spidskommen
- 0,5 spsk hele nelliker
- 0,5 spsk kanel
- 4 kardemommekapsler, de grønne
- 1 spsk paprika
Dukkah
Denne blanding er oprindeligt egyptisk, men dukkah bruges i store dele af Mellemøsten.
Det er en krydret, varm blanding af nødder, sesamfrø og krydderier, som både bruges til at strø over hummus, salater og gryderetter.
Disse ingredienser skal bruges til dukkah. Du rister først nødder og sesamfrø et par minttter.
Derefter hakker du dem i en minihakker, men de må ikke blive for finthakkede:
- 1 dl. hasselnødder
- 3 spsk mandler
- 3 spsk valnødder
- 4 spsk sesamfrø
- 1 tsk fennikelfrø
- 1 tsk spidskommen
- 1 tsk stødt koriander
- Lidt salt og cayennepeber.
Del dine ideer og tanker med os andre her: