Alt i et fad er en populær opskrift med kylling og ris. Hele retten samles i et fad, og du skal hverken koge eller brune noget først. Nem hverdagsmad.
Her får du en nem opskrift på et alt i et fad med kylling.
Det er en af de populære retter med mad i fad, og det skyldes selvfølgelig først og fremmest, at retten er meget nem at lave.
Som navnet antyder, så samles hele retten nemlig i fadet, og det gør altså også noget godt for smagen.
Så selvom alt i et fad måske lyder gastronomisk lidt kedeligt, så skal du ikke være nervøs for at gå i gang med det.
Du får en lækker og nem ret, der blandt andet er god til hverdagene. Mens fadet er i ovnen kan du nemlig hurtigt få ryddet opvasken væk, så der ikke er rod bagefter.
Her er det et alt i et fad med blandt andet kylling og karry, og du kan jo selv variere mængden af grøntsager som du synes.
Opskriften er beregnet som hovedret til fire personer.
Vidste du det her om karry?
Opskrift på alt i et fad
Ingredienser
- 250 gram basmati ris
- 1 rød peberfrugt
- 1 bundt forårsløg
- 4 fed hvidløg
- 3 gulerødder
- 3 teskefulde karry
- 6 deciliter bouillon - vand + 2 bouillonterninger
- 2 deciliter fløde
- 4 stk. kyllingebryst filet
- 1 potte persille
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Forvarm ovnen til 200 grader over- og undervarme.
- Find et ildfast fad eller en mindre bradepande frem. Cirka 30 gange 20 centimeter.
- Vej risene af og hæld dem i fadet.
- Skær peberfrugt i små tern, forårsløg i mindre skiver og hvidløgsfed hakkes fint eller presses. Kommes i fadet.
- Gulerødder skæres i små tern og kommes i sammen med karry.
- Hæld bouillon ved. Den laves nemt ved at koge seks deciliter vand op sammen med et par bouillonterninger - gerne en hønsebouillon. Kom også fløden i.
- Krydr med en smule salt (husk bouillonen er meget saltet) og friskkværnet peber.
- Hak persillen fint og kom i, hvorefter det hele vendes forsigtigt rundt.
- Kyllingebryst fileterne klargøres. Skær fedt og urenheder fra, giv dem et par snit på oversiden og læg dem øverst i fadet. Krydr dem med salt og peber.
- Stil dit alt i et fad ind i ovnen, hvor det skal have cirka 30 minutter. Smag eventuelt om risene er møre.
Næringsindhold
Tips
Fadet med kylling og ris stilles direkte på bordet.
Du kan med fordel servere et stykke lækkert naanbrød til ovnretten.
Se også mine opskrifter på:

Arne
Risene bliver ikke færdige på en halv time, jeg har snart brugt en time og de knaser stadig
Else Winther
kan der bruges brune ris i denne ret
Holger Rørby Madsen
Hej Else
Sagtens, men de brune ris skal ofte koges noget længere tid. Så det er nok en god ide, at forkoge de brune ris lidt, så det passer med tiden.
Alt det bedste
Holger
Birte
Mums 😊 ser let ud 👍