Rugbrødschips er en fin afløser for andre chips. De er sunde, nemme og hurtige at lave, og så smager de også godt. Her er opskriften på snacks i en fart.
Rugbrødschips er nok verdens nemmeste snack at lave. Det kræver hverken tid eller penge, og de små, knasende bidder smager godt til alle slags dip. Afhængigt af hvilke krydderier, du drysser ud over dem, kan de bruges til alt fra humus og guacamole til flødeost.
Uanset hvilke krydderier du bruger, vil jeg anbefale et lille drys flagesalt på rugbrødschips. Det giver både et bedre look og en dejlig smag. Særligt til et glas kold øl eller en velkomstdrink, passer den salte smag forrygende.
En af de ting, jeg kan lide ved rugbrødschips er, at det er en perfekt måde at undgå madspild. Rugbrød, der har stået i køkkenskabet nogle dage og er blevet lidt kedeligt at se og smage på, kan fint skæres ud til chips. Du kan også købe billigt rugbrød med en kort holdbarhedsdato, især Brugsen sælger ofte disse pakker til en femmer.
Opskrift på rugbrødschips
Rugbrødschips - superhurtig opskrift på snacks
Tryk på antal stjerner for at bedømme
UDSKRIV PINTEREST GEM OPSKRIFTIngredienser
- 3 skiver rugbrød
- 1 spsk jomfruolivenolie
- flagesalt
- krydderurter tørrede
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
- Skær rugbrødsskiverne i tern på to gange tre centimeter - eller hvad du nu ønsker at form på dine rugbrødschips.
- Tryk brødet ned med håndfladen, så det bliver fladere.
- Nu skal du pensle med jomfruolivenolien. Pas på du ikke får for meget på.
- Drys flagesalt og tørrede krydderurter ud over chipsene. Du kan for eksempel bruge rosmarin, oregano, basilikum og/eller timian.
- Bag ca. 20 minutter i ovnen, men tjek efter et kvarter. Det kan være, de allerede er færdige på det tidspunkt.
- Lad chipsene køle af på en rist.
Tips til dine chips
Du kan servere chipsene til en suppe, spise dem til velkomstdrinken, servere dem som en sund snack for børnene eller lægge et par stykker i deres madpakke.
Vil du gerne have ultratynde chips, skal du prøve at tjekke denne opskrift ud. Her kan man nemlig smøre en øllebrødsmasse ud på bagepapiret og dermed få en endnu mere delikat chip:
Her er opskrifter, der går godt i spænd med rugbrødschips:
Kom med din kommentar her