En klassisk wienerschnitzel laves af tyndt kalvekød, der vendes i mel, æg og rasp og steges gyldent på panden. Her får du også stegetid og forslag til tilbehør.
Brug schnitzler af kalveinderlår, og bank dem ud til en tykkelse på 4-5 millimeter. Steg dem én ad gangen i rigeligt fedtstof, så panden holder temperaturen, og paneringen bliver let og sprød.
I Danmark serveres retten ofte med brasede kartofler, ærter og en såkaldt dreng med citron, kapers, peberrod og ansjos.
Wienerschnitzel
Ingredienser
- 4 skiver kalveinderlår
- 4 spsk hvedemel
- 2 æg
- 4 spsk rasp
- 2 spsk smør
- olivenolie
- salt og friskkværnet peber
- 1 portion brasede kartofler
- 400 g ærter
Fremgangsmåde
- Tør 4 skiver kalveinderlår af med et stykke køkkenrulle, og bank dem lidt tynde (måske har slagteren allerede gjort det for dig).
- Kom henholdsvis 4 spsk hvedemel, 2 æg og 4 spsk rasp op i tre dybe tallerkner, og pisk æggene sammen med lidt salt.
- Dyp så kødet i først mel, så æg og til sidst rasp, og læg dem på en anden tallerken. Det er vigtigt kødet bliver dyppet overalt, så du får en perfekt panering. Lad nu wienerschnitzlerne hvile i 10 minutter inden stegning.
- Varm en pande op ved god varme, og kom 2 spsk smør og lidt olivenolie på.
- Steg schnitzlerne 2-3 minutter på hver side - ikke længere, for så bliver kødet tørt og trist. Og steg kun én ad gangen, så får du også det bedste resultat, da du ellers risikerer at for meget kød køler panden ned.
- Hvis du skal stege flere kan du holde dem varme i ovnen ved 60 grader - uden de bliver tørre af det. Krydr med salt og friskkværnet peber.
- Anret wienerschnitzlerne med et par skiver økologisk citron på toppen, og server med 1 portion brasede kartoflerr og 400 g ærter. Eller med en dreng, som du kan se herunder.
Næringsindhold
Video
Hvilket kød bruges til wienerschnitzel?
Den klassiske udgave laves af kalvekød, typisk kalveinderlår skåret i tynde schnitzler. Kødet bankes forsigtigt, så det bliver jævnt og kan stege hurtigt.
Bruger du svinekød, er der tale om en skinkeschnitzel. Tilberedningen kan være næsten den samme, men navnet wienerschnitzel forbindes traditionelt med kalvekød.
Sådan bliver paneringen let og sprød
Dup kødet tørt, og vend det i rækkefølgen mel, æg og rasp. Melet hjælper ægget med at hænge fast, mens ægget binder raspen til kødet.
Ryst overflødigt mel af, og lad ægget dryppe lidt af, inden kødet lægges i raspen. Undgå at trykke raspen hårdt fast. En løs panering kan løfte sig fra kødet under stegningen og få den karakteristiske lette overflade.
Almindeligt fint rasp giver det mest klassiske resultat. Pankorasp kan også bruges, men giver en grovere panering.
Stegetid og varme
En tynd schnitzel skal normalt stege 2-3 minutter på hver side ved middelhøj varme. Fedtstoffet skal være varmt, inden kødet lægges på, men det må ikke ryge.
Steg kun én eller højst to ad gangen afhængigt af pandens størrelse. Hvis panden bliver overfyldt, falder temperaturen, og paneringen kan optage for meget fedt.
Skal du stege flere, kan de færdige schnitzler holdes varme kortvarigt på en rist i ovnen ved cirka 60 grader.
Hvad er en dreng?
En dreng er en traditionel dansk garniture til wienerschnitzel. Den består typisk af en citronskive med kapers, friskrevet peberrod og en ansjosfilet eller et stykke benfri sild.
Garnituren giver både syre, salt og skarphed. Servér den oven på schnitzlen eller ved siden af, så hver person selv kan vælge.
I Østrig serveres retten normalt mere enkelt med citron og ofte kartoffelsalat eller persillekartofler.
Klassisk tilbehør
I Danmark serveres wienerschnitzel ofte med brasede kartofler, grønne ærter, citron og eventuelt smeltet eller brunet smør.
Kartoffelsalat, råstegte kartofler eller en grøn salat passer også godt til. Hvis du serverer sovs, bør den hældes ved siden af kødet, så paneringen ikke bliver blød.
Relaterede opskrifter
Servér retten med brasede kartofler, eller prøv en klassisk kartoffelsalat som tilbehør. Vil du bruge svinekød, kan du i stedet lave skinkeschnitzel, mens en jægerschnitzel serveres med den fyldige jægersovs.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor tynd skal en wienerschnitzel være?
Kødet bør bankes ud til en ensartet tykkelse på cirka 4-5 millimeter. Det giver en kort og jævn stegetid.
Kan schnitzlerne paneres på forhånd?
Ja, de kan paneres en til to timer før stegning og opbevares tildækket i køleskabet. De bliver dog bedst, når de steges tæt på serveringen.
Kan man bruge pankorasp?
Ja. Pankorasp giver en grovere og mere markant overflade, mens fint rasp giver det klassiske resultat.
Hvorfor bliver paneringen fedtet?
Fedtstoffet har sandsynligvis ikke været varmt nok, eller der er lagt for mange schnitzler på panden samtidig. Steg få ad gangen ved middelhøj varme.
Madens Verden PLUS
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- Adgang til populær favoritliste
- Adgang til at printe opskrifter
- Bemærk: Ingen bindingsperiode
Bliv en del af fællesskabet på Madens Verden.
Få adgang her
[novashare_inline_content]
Joyce skriver
Virkelig lækkert
Bruce skriver
Bruger du ikke peber? eller andet salt end det til ægget?
Grete Langballe Hansen skriver
Panko rasp er fantastisk her til. En rigtig lækker ret. Forsøgte mig også med rib eye, men foretrækker kalveschnitzler.
Berlinblog.dk skriver
Peters forklaring lyder rigtig god.
Er det mon et dansk fænomen med ansjos og peberrod på Wienerschnitzlen? Vi har tjekket rigtig mange østrigske Wienerschnitzler i Berlin, og her er der kun en citronskive eller -båd på toppen - eller ved siden af.
Hvad gør de mon i Wien? 🙂
Laust Peter skriver
Det skyldes den lille, slatne sild. Folkevid, når det er bedst. Jeg elsker den slags udtryk, der både er respektløse og kærlige på en gang. For ungerne fra Wien var små og slatne, når de kom – små wienerdrenge. Og schnitzelen hed jo altså også en wienerschnitzel dengang. Sammenkoblingen er indlysende, selvom mange nok har rystet på hovedet af den tids politiske ukorrekthed, der bare hed noget andet dengang – ‘grovhed’ tror jeg – men ikke desto mindre ganske indlysende.
Så den dag i dag putter vi altså en dreng på schnitzelen – og er det ikke ret rart at vide, hvorfor det lige hedder sådan? Det synes jeg. Jeg vil altid gerne vide
Ane Marie Bagger skriver
WIENERSNITZEL.
Som ung var jeg i køkkenet i Skallerup Klit.
Der lavede man uendelige mængder af den ret.
De var pyntet med en såkaldt knægt!
Det var med en citronskive, derpå en tomatskive, hvorpå der lå en blok smør- rullet i fintklippet persille ! Øverst pyntet med en benfri sild og peberrod. Til sidst blev herligheden strøet med capers i rigelige mængder. En rigtig flot servering!