Æblekage med marcipan er en nem kage med æbler, kanel og revet marcipan. Den bages i en lille bradepande og passer godt til både kaffe og dessert.
Jeg laver kagen med marcipan både i dejen og på toppen. Æblerne skæres i små tern og vendes med kartoffelmel, inden de fordeles over kagen.
Min erfaring er, at kagen bliver bedst, når æggemassen piskes godt luftig, mens melet bagefter kun vendes forsigtigt i. Så bevarer dejen mere af sin luftighed.
Æblekage med marcipan
Ingredienser
- 150 g smør
- 150 g rørsukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 3 æg
- 150 g hvedemel
- 2 tsk kanel
- 1 tsk bagepulver
- 100 g marcipan (gerne kold)
- 2 æbler
- 2 spsk. kartoffelmel
Fremgangsmåde
- Forvarm ovnen til 180 grader almindelig over- og undervarme.
- Start med, at smelte 150 g smør i en kasserolle, og sæt det til side til afkøling.
- Kom 150 g rørsukker, 1 tsk vaniljesukker og 3 æg i en skål, og pisk det luftigt. Det tager nogle minutter, så hav lidt tålmodighed.
- I en anden skål blander du 150 g hvedemel, 2 tsk kanel og 1 tsk bagepulver sammen.
- Vend nu melblandingen sammen med æggemassen, og rør det sammen med en dejskraber eller grydeske. Her skal du ikke bruge en el-pisker!
- Rør nu gradvist smørret ind i dejen sammen med halvdelen af 100 g marcipan (groftrevet). Lad den hvide valle blive tilbage i gryden - den klæder ikke kagen eller smagen.
- 2 æbler skrælles, fjern kernehusene, og skærer dem i små tern. Bland dem med 2 spsk. kartoffelmel. Du kan også undlade at skrælle æblerne.
- Beklæd en bradepande (cirka 25 gange 20 centimeter) med bagepapir, og fordel dejen i den.
- Riv den anden halvdel af marcipanen groft over kagen.
- Læg æblestykkerne over, og pres dem ganske let ned i dejen, så både marcipan og æblestykker kommer let ned i kagedejen.
- Bag nu din æblekage med marcipan i ovnen (forvarmet) ved 180 grader over- og undervarme. Bagetiden er cirka 50 minutter.
- Stik i den med en kødnål, og hvis dejen ikke hænger fast, ja så er kagen færdigbagt.
- Lad kagen køle lidt af inden servering.
Næringsindhold
Marcipan både i dejen og på toppen
Jeg fordeler marcipanen i to portioner.
Den ene halvdel røres ind i selve dejen sammen med det smeltede smør, mens resten rives over kagen inden æblerne kommer på.
Det giver marcipansmag gennem hele kagen uden at gøre den til en egentlig mazarinkage.
Du kan læse mere om marcipan og hvordan den fremstilles.
Hvilke æbler er bedst?
Jeg bruger to mellemstore æbler og vælger gerne en sort med lidt syre, så den kan give modspil til marcipan og sukker.
Belle de Boskoop, Ingrid Marie og Granny Smith er blandt de sorter, der egner sig godt til kage og tærte.
Du kan se flere sorter og anvendelser i min guide til æbler.
Derfor vendes æblerne med kartoffelmel
Æbleternene vendes med 2 spiseskefulde kartoffelmel, inden de kommer på kagen.
Det hjælper med at opsuge noget af den væske, æblerne afgiver under bagningen.
Fordel æblerne jævnt og tryk dem kun ganske let ned i dejen.
Brug en lille bradepande
Opskriften passer til en form på cirka 25 x 20 centimeter.
Bruger du en væsentligt større form, bliver kagen lavere og kan blive hurtigere færdig. En mindre form giver omvendt en højere kage, som kan kræve lidt længere bagetid.
Jeg ville derfor holde mig så tæt på den angivne størrelse som muligt.
Bag kagen ved almindelig ovn
Æblekagen bages ved 180 grader almindelig over- og undervarme i cirka 50 minutter.
Bagetiden kan variere lidt fra ovn til ovn, så jeg tjekker altid kagen med en træpind til sidst.
Stik i et område med kagedej frem for direkte gennem et stort stykke æble eller marcipan.
Servering
Kagen kan serveres lun eller afkølet.
Jeg synes, den passer godt med letpisket fløde eller lidt creme fraiche, især hvis den bruges som dessert.
Vil du se flere kager med årstidens frugt, finder du dem blandt mine kageopskrifter.
Opbevaring og frysning
Opbevar kagen tildækket, når den er helt afkølet.
Den kan også fryses. Jeg skærer den gerne i passende stykker først, så det er nemt kun at tage den mængde op, der skal bruges.
Hvis du har flere æbler, kan du også bruge dem i en æblecrumble med havregryn, som har en helt anden konsistens og metode end denne kage.
Ofte stillede spørgsmål
Skal æblerne skrælles?
Nej. Du kan beholde skallen på, hvis æblerne er pæne og skallen ikke er meget grov.
Hvor stor skal formen være?
Brug en lille bradepande eller et ildfast fad på cirka 25 x 20 centimeter.
Kan æblekage med marcipan fryses?
Ja. Lad kagen køle helt af først, og frys den gerne i mindre stykker.
Hvor længe skal kagen bage?
Regn med cirka 50 minutter ved 180 grader almindelig over- og undervarme.
Kan marcipanen udelades?
Det kan den, men så ændrer du samtidig kagens karakter. Denne opskrift er udviklet specifikt som æblekage med marcipan.
Madens Verden PLUS
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- Adgang til populær favoritliste
- Adgang til at printe opskrifter
- Bemærk: Ingen bindingsperiode
Bliv en del af fællesskabet på Madens Verden.
Få adgang her
[novashare_inline_content]
Birgitte Husted Bendtsen skriver
Hej Holger! Hvor dyb er bradepanden og er målene på 20 x 25 cm udvendige eller indvendige mål? Det er altid svært at finde en form, der passer til det, man vil bage!
Fibbe skriver
Anne-Mette Kristensen skriver
👍
Helle Thorn skriver
4 spsk kartoffelmel lyder af meget. Skal der ikke stå tsk?
Venlig hilsen
Helle
Nuunu skriver
Hvordan skal den forstås hvide valle lev tilbage i gryden osv..?
Holger skriver
Hej Nuunu
Det betyder, at du lader bundfaldet (vallen) blive i gryden. Det skal du ikke bruge. Det er den grumsede del af det smeltede smør 🙂
Der sker dog ikke noget ved at bruge det hele.
Alt det bedste
Holger
Lisbeth skriver
Den er lidt kedelig og jeg havde forventet mere smag i kagen
Line Jensen skriver
Hej
Skal den i kold ovn? Sådan læser jeg det nemlig i opskriften
Mvh Line
Holger Rørby Madsen skriver
Hej Line
Det kan jeg godt forstå, men den skal bages i en forvarmet ovn. Jeg har præciseret det nu i opskriften 🙂
God bagelyst.
Alt det bedste
Holger
Katja skriver
Kan man erstatte hvedemelet med mandelmel?
B. Hell Hansen skriver
Ikke kun nem men virkelig lækker!
Holger Rørby Madsen skriver
Hejsa
Mange tak - det lyder godt. Og en æblekage går man helt galt med 🙂
Alt det bedste
Holger
Linda skriver
Jeg er dansker boende i USA og soeger info vedr. brugen af Mandel masse i stedet for Marcipan, da det ikke er helt saa nemt at finde en god Marcipan herovre! Alle foreslag er velkomne!
Anne Iversen skriver
Køb nogle gode mandler, lav sukkerlage af rørsukker/ sukker , hak mandlerne og rør afkølet sukkerlage i lidt efter lidt til dejen samler sig..
Kan holde sig i køleskab i ca 3 uger