Opskrift på Kong Fiddes livret, der er en rigtig kongelig gryderet. Kong Frederik den 9. elskede denne ret, som han ofte fik i Sønderjylland.
Kong Fiddes livret er en populær gryderet, der både er særdeles smagfuld og hurtig at lave.
Historien er, at Kong Frederik den 9. ofte fik denne ret serveret under sine besøg på Gråsten Slot i Gråsten, der ligger ved Sønderborg, og især på kongens fødselsdag. Som i øvrigt var den 11. marts.
Deraf navnet på Kong Fiddes livret. Fidde var kælenavn fra Frederik.
Kong Frederik var konge fra 1947 til 1972, gift med Dronning Ingrid og naturligvis far til Dronning Margrethe.
De sønderjyske bånd var stærke, og derfor kom kongen ofte i det sønderjyske. Og især på slottet i Gråsten, hvor denne livret ofte blev serveret.
Og lad så lige tage den: Der findes faktisk flere bud på denne opskrift. Den originale er formentlig med oksemørbrad, og gerne spidserne fra oksemørbraden.
Men der er også kilder, der hævder at Kong Fiddes livret bør laves med flanksteak. Her skal man så være opmærksom på, at tilberedningstiden er lidt længere.
I denne opskrift er den kongelige gryde lavet med svinemørbrad, som trods alt er billigere end oksemørbrad, og det smager fantastisk godt.
Tilbehøret til Kong Frederiks livret finder du længere nede.
Opskrift på Kong Fiddes livret
Ingredienser
- 1 svinemørbrad afpudses, skæres i små tern
- 1 spiseskefuld smør
- 2 løg finthakket
- 2 teskefulde karry
- 2 teskefulde paprika
- 2 spiseskefulde engelsk sauce
- 3 spiseskefulde tomatketchup
- 4 deciliter fløde
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Mørbrad afpudses, skæres i skiver og derefter i små tern. Kødstykkerne må ikke være for store, fordi de blot steges i kort tid. Jeg plejer at lave dem cirka 1,5 centimeter på hvert led.
- Pil og hak løgene fint.
- Varm en stegegryde op og kom smør i. Lad det bruse af.
- Tilsæt mørbrad og steg kødet i ca. 2 minutter. Vendes undervejs, så det brunes hele vejen rundt.
- Kom så løg, karry og paprika ved og lad det svitse med et minuts tid.
- Derefter kommes engelsk sauce i Kong Fiddes livret sammen med tomatketchup og fløde.
- Lad det varme igennem i et par minutter og smag den kongelige gryderet til med salt og friskkværnet peber.
Næringsindhold
Noter
Kong Fiddes livret serveres straks.
I min lidt mere moderne anretning plejer jeg at serveres den kongelige gryderet med pommes frites og dampet broccoli eller ærter.
Men i den oprindelig og ægte opskrift serveres Kong Frederiks livret med pommes frites, hårdkogte æg, der er hakket groft, finthakket løg og rødbeder.
Du kan jo selv vælge det rette tilbehør.
Du kan også justere farven med lidt madkulør, men det plejer ikke at være nødvendigt.
Her finder du mange flere skønne opskrifter på aftensmad.
Karina
Hejsa
Jeg har en dyrekølle i frys, som skal bruges. Tænker at prøve at eksperimentere med det. Har nogen prøvet at bruge vildt i retten?