Ingefærsirup er verdens letteste at lave. Ingredienserne simrer en halv time, og så har du den lækreste sirup til alt fra drinks til dessert.
Ingefærsirup er god at have i køleskabet. Du kan hive den frem og lave de bedste drinks, når du er "tørstig", hælde den i teen, når du er forkølet og lave den dejligste ginger ale på en varm dag.
Man kan sagtens købe siruppen - men hvorfor gøre det, når den er så let og billig at lave selv.
Det eneste du skal bruge er blot frisk ingefær, en citron, sukker og vand. Udover det kan du tilsætte glukosesirup og citrongræs, som jeg gør.
Men de sidste to ingredienser er ikke strengt nødvendige. Siruppen bliver fin med eller uden.
Som nævnt kan du bruge ingefærsirup til at lave ginger ale. Du hælder blot danskvand og sirup sammen, rører rundt - og så er den klar til at drikke med isterninger og limeskiver.
Du kan også bruge din hjemmelavede ginger ale i en drink som Dark'n Stormy. Se drinksopskrifter under denne opskrift.
Opskrift på hjemmelavet ingefærsirup
Ingefærsirup til drinks, te og hjemmelavet ginger ale
Ingredienser
- 2 dl sukker
- 1 spsk glukosesirup
- 2 dl vand
- 1 dl frisk ingefær - i tern
- ¼ citron - saften
- 1 citrongræs
Sådan gør du
- Skræl ingefærroden og skær i tern eller tynde skiver. Pres saften ud af en kvart citron og giv citrongræs-roden et gok med bagsiden af kniven.
- Hæld sukker, vand og glukosesirup i en lille gryde og bring det i kog.
- Når sukkeret er helt opløst, kommer du ingefær og citronsaft i gryden og lader det simre i 25 minutter.
- Tilføj citrongræs og kog videre i fem-ti minutter.
- Når siruppen virker klar, sir du den gennem en si ned i en lille kande. Derefter hælder du den i rene, skoldede glas. Nu er din ingefærsirup klar til at blive brugt, så snart du har brug for den.
Få tilsendt opskriften på mail
Her har du et par opskrifter på dejlige drinks, som du med fordel kan anvende din ingefærsirup i.
Del dine ideer og tanker med os andre her: