Her får du min nemme opskrift på en hvidkålssalat med ananas, hvor der også er revne gulerødder og rosiner i. En salat, der passer til de fleste retter.
Hvidkålssalat med ananas er en både nem og sund salat, som de fleste kan lide.
Salaten er meget frisk, og på grund af den saftige ananas fra dåse skal du ikke anvende en dressing til.
Dermed er den også meget kaloriefattig, og de enkelte ingredienser kan du jo afmåle som du synes.
Hvor meget hvidkål du skal bruge afhænger selvfølgelig af hvor stor kålen er.
Opskriften er beregnet som salat til fire personer.
Ingredienser til hvidkålssalat med ananas
En halv hvidkål
1 dåse ananas i skiver
4 gulerødder
100 gram rosiner
Fremgangsmåde
- Del hvidkålen i kvarte, og snit den derefter fint. Hvidkål kan være lidt grov i en salatskål, og derfor er det vigtigt den snittes nogenlunde fint. Kom kålen i en salatskål.
- Ananasskiverne skæres ud i mindre stykker og kommes ved hvidkålen.
- Gulerødderne rives på den grove side af rivejernet. Er gulerødderne fine og rene behøver du ikke skrælle dem, men gør det hvis det er ældre gulerødder sidst på sæsonen.
- Kom de revne gulerødder i salaten sammen med rosiner.
- Vend din hvidkålssalat med ananas, revne gulerødder og rosiner forsigtigt sammen, og lad den eventuelt stå og trække 15 minutter inden servering.
Som sagt er det ikke nødvendigt at tilføre olie eller dressing til salaten, da den er saftig på grund af ananas.
Se også mine opskrifter på: