Indhold
Druen Grenache er hoveddruen i Chateauneuf du Pape og anden Rhone, og den er også vigtig i vinene fra Priorat i Spanien såvel som en række klassiske vine fra andre lande.
Meget alkohol og rig aroma
Grenache giver en rødvin med meget alkohol (ofte 14-15%) med en rig aroma af rød frugt og efter nogle år en bouquet med krydderi, urt og stald.
Druen er ikke så mørk i farven, den oxiderer let og ses derfor ofte i vin sammen med druer med mørk farve som syrah og mourvèdre (tilsammen et GSM-blend) samt carignan.
Grenache er ofte ret blød selv ung, men de gode udgaver kan lagre op til 10 år og kan få en lang eftersmag.
Hårdfør drue der tåler tørke
Grenache kræver et varmt klima, den er hårdfør og tåler varme og tørke.
Den gror oftest som busk og skal derfor høstes i hånden, ikke med maskine. Druen kan give et højt udbytte, men det går ud over kvaliteten, så dygtige folk går efter lavt udbytte.
Stammer fra Spanien
Druen stammer fra Spanien, hvor den kendes som garnacha eller garnatxa (katalansk), hvor fødestedet formentlig er Cariñena i Aragón over Zaragoza ved Ebro floden.
Grenache har siden bredt sig til resten af Spanien og Katalonien (garnaxta) og herfra til Sardinien (cannonau) og over Pyrenæerne ind i Frankrig, hvor den i dag er vigtigste drue i Languedoc, Roussillon, Rhone og Provence.
Den er også vigtig i Australien, hvor den historisk blev brugt til lokal Portvin, men i dag leverer flotte vine især i McLaren Vale og Barossa.
Kendte grenache vine
Rhone dalen leverer nok de mest kendte grenache vine, bla. Chateauneuf du Pape, Gigondas og Vacqueyras. Druen er også populær til rosé som Tavel og Provence samt til portvinstyper som Banyuls, Maury og Rasteau.
I Spanien kaldes druen garnacha (garnatxa i Katalonien) og bruges til vin som Priorat og Montsant. Den er også populær til rosé i Navarra og Rioja.
Går godt til krydrede gryderetter
Med sin styrke og druefrugt er det en perfekt vin til det meste vildt og krydrede gryderetter. Servér gerne let kølig ved 14-16 grader.
Priser: Rhone med grenache fås fra ca. 50 kr, mens de bedre fås fra 100-150 kr, ofte dog mere for Priorat og Chateauneuf du Pape.
Læs også disse artikler:
- Tour de France - fransk vin på fem minutter
- Vueltaen - spansk vin på fem minutter
- Chianti - bliv klogere på den italienske rødvin
- Ingen reklamer og annoncer
- Gratis app uden annoncer
- Mulighed for populært nyhedsbrev
- 5% rabat på Madens Verdens kogebøger
- Adgang til den populære favoritliste
- Adgang til at printe opskrifter
- Bemærk: Ingen bindingsperiode




Comments
No Comments